22 februar 2011

Baby Benjamin

Vi plejer at bryste os af at berette neutralt og sagligt paa Tusindsmil, med mindre vi en sjaelden gang ytrer os politisk. Laeser man indlaegget fra igaar omkring vores lille ny sporer man en vist stolthed og pral i tonen, og lad os faa det paa det rene med det samme - det kommer der mere af her!
For naar dagen er gaaet og alt kommer til alt, saa er det en stolt far og husbond, der trykker taster til de kommende linier. Jeg var meget beroert af oplevelsen og Anjas utrolige bedrift, og det er vel helt ok at lade sive ud i den virtuelle data flod.

Vores foerste nat paa hospitalet boed paa en del forvirring og nye pligter. Forvirring mest af alt fordi laeger og sygeplejersker (m/k) konstant kom rendende ind paa stuen for at maale og veje baade den lille og hans mor. Vi fik ikke meget soevn, saa det resulterede i en soendag, hvor vi maatte sove lidt paa skift som dagen gik.













Vi brugte ogsaa en del tid paa Skype med familie og venner mens vores endnu unavngivne baby enten tog sig en lur eller var ude hos laegen for at blive vaccineret eller vejet.













Naar han kom tilbage var han ofte sulten eller skulle skiftes, saa vi fik oevet os paa begge dicipliner med kyndig hjaelp fra personalet.
For at vaere helt aerlig gik loerdagen meget hurtigt, for naar alt koerer i ring hver anden eller tredje time, saa foeles det hele tiden som om man starter en ny omgang, lidt som naar man cykler 24-timers loeb. Man naar lige ind og faar pusten, saa skal man igang igen. Det er der sikkert mange, der kan genkende.

For at holde styr paa fodringen brugte vi den tavle vi havde paa stuen til at notere intervaller mellem hans maaltider og varigheden. Derudover arbejde vi os ogsaa langsomt gennem navneforslag og konstellation med vores mellem- og efternavne.













Natten til soendag besluttede jeg mig for at saette tonen overfor personalet paa sygehuset. Paa det leder-kurus jeg netop havde afsluttet om fredagen foer foedselen havde jeg dyrket at tage initiativet i et team og saette dagsordenen, saa jeg spurgte paent laegen om vi kunne nedfaelde en plan for nattens aktiviteter under daekke af Anjas behov for soevn. Det var nok i virkeligheden mest mig, der havde behovet, for Anja var selvfoelgelig fuld af overskud.
Laegen forstod min intention og det blev aftalt at der ikke ville komme gaester efter midnat saafremt vi ville bringe drengen ud, skulle der ogstaa spoergsmaal eller situationer, hvor vi havde brug for hjaelp.
Desvaerre havde vi glemt at forhandle med hovedpersonen selv, saa han saa intet problem i at vaere aktiv med jaevne mellemrum natten igennem. Det betoed at vi paa skift maatte op og holde ham med selskab hvilket i sig selv vel var hvad man kan forvente af en skabning, der kun har 24 timer paa samvittigheden.
Igen maa jeg rose Anja for at tage det stoerste slaeb, jeg fik lov at sove helt til klokken 04:30. Saa var han til gengaeld ogsaa klar til lidt drenge-hoerm, saa vi satte os I Anjas seng og tog en snak mano-a-mano.













Soendag morgen startede vi heldigvis mere udhvilede end om loerdagen, saa vi fik gaester paa besoeg. Det kommer vi tilbage til senere, for jeg vil godt bruge to linier paa at fortaelle om den konstante foelelse af undren og fascination, man oplever i timerne efter ens barns foedsel.
Jeg brugte mange timer loerdag og soendag paa bare at sidde ved siden af hans seng og kigge paa ham sove trygt. Hvordan skabelsen af saaden en lille stoerrelse foregaar er mig ikke forundt at forstaa helheden af, det er der sikkert mange foraeldre derude der har taenkt i samme situation. Et lille liv skabt af ingenting - og 9 maaneder senere er der vendt op og ned paa ens tilvaerelse.













Eet punkt vi havde til gode at faa klarhed over var hans nye navn. Mens man i Danmark er statsborger af blod er man her i USA tilhoerende af jord, dvs. vores baby er i realiteten Amerikansk statsborger. Konsekvensen er at man skal finde navn inden man bliver udskrevet af hospitalet, saa vi havde en stor opgave at loese inden mandag morgen.
Kandidaterne var mange ogpaa de to lister vi havde haengende paa koeleskabet derhjemme. Den ene skrevet paa lyseroedt papir skilte vi os hurtigt skilte os af med. Tilbage var drengenavnene og vi kunne langsomt komme frem til en haandfuld finalister. Det var dog ikke foer mandag morgen det endelige valg blev truffet efter Skype konference, input fra venner og 3 gange plat-og-krone.
Det er svaert at beskrive her, men vi var langt omkring og kandidaterne fik comeback op til flere gange foer vi endte paa Benjamin Bjorn Mortensen.
Benjamin fordi han ligner, det fungerer paa dansk og engelsk og det er ikke et af de mere populaere navne. Vi opgav Joshua i sidste sekundt, da han simpelthen lignede en Benjamin mere. Saa gemmer vi Josh til naeste gang.
Bjorn er mit mellemnavn og Mortensen Anjas familie-ditto, saa det hele gaar op i en hoejere helhed nu han er soen af Morten.

Vi har lidt mere at fortaelle om tiden paa hospitalet, men i disse baby-dage maa man vende sine minutter med omhu, saa vi ligger dette ud nu og kommer staerkt tilbage indenfor 24 timer.
Ciao!

Ingen kommentarer: