29 oktober 2012

Sandy kommer

Orkanen Sandy er paa vej ind over amerikas oestkyst og dermed direkte ind i vores baghave. Det ser saerligt slemt ud i New Jersey og New York, men med kun 50 kilometer til Manhattan er vi taet paa centrum af begivenhederne.














Ifoelge grafikken laant fra Politiken.dk slipper vi for det vaerste hvilket vi priser os lykkelige for. Dog kan der stadig opstaa problemer med tab af stroem og skader paa bygninger som foelge af vaeltede traer. Den foerste indikation af Sandy er den forhoejede vandstand, der allerede nu volder problemer. Herunder er det een af gaderne smaa 500 meter fra vores hus, der nu ender direkte ud i Long Island Sound istedet for et par meter ned til vandet.














Sandy er projekteret til at ramme med fuld styrke omkring midnat, men allerede nu er stormen tiltagende og der er vand i byens gader.

Her plejer man at gaa ned til stranden.














Billederne her er fra omkring klokken 15, (20.00 dansk tid) ved vores strand og naerliggende villaveje. Allerede nu er vandstanden flere meter over daglig middel og paa niveau med Irene fra sidste aar.

Postbudet skal huske gummistoevler...














Hvor slemt det bliver i aften og isaer imorgen ved hoejvande-tid ved vi ikke, men det er helt sikkert der bliver mere vand og stoerre oedelaeggelser end da Irene gik i land for et aar siden.

Den her lille fyr plejer vi ikke at se paa villavejene.














Saa snart det bliver sikkert at faerdes udenfor uploader vi billeder af omraadet, forhaabentligt fra vores eget hus gennem vores egen stroemfoerende internetforbindelse.

Transition til Paradis

Som man i triathlon skifter fra den ene gren til den anden skiftede vi soendag fra Kona downtown, race-stemning og masser af aktivitet til et resort 30 km laengere oppe af vest-kysten.

Lige saa dejligt en uge med stemning og masser af mennesker var, lige saa idyllisk og fredfyldt var det at komme lidt vaek fra det hele. Resortet hvis navn skal forblive en hemmelighed er et af de mest populaere (og dyre) resorts paa oen.



Vi var heldige at vi gennem en kollega havde moedt manageren for hele resortet, saa vi fik en markant rabat paa en uges ophold forudsat vi ville komme igen naeste aar (ja tak!). Som med de bedste skisteder i Frankrig er stedet kun for kendere, saa ingen facebook posts eller www-henvisninger i denne omgang, sorry.

Billederne siger mere end vores ord, saa her er en stroem af impressioner:

Benjamin - smil til kameraet!













Udsigten fra vores vaerelses balkon klokken 7 om morgenen..















Solnedgang klokken 18,
billedet taget fra vores bord paa resortets restaurant.














Istedet for den golde lava, der daekker oen i nogle omraader var resortet midt i en frodig oase med palmer og med en anlagt goldbane omkring hotellet var der groent saa langt oejet kunne se.

Hver morgen gik vi til stranden der laa lidt afsides i resortet, her var der faerre boelger og lavere vand, der var mere velegnet til smaa boern paa Benjamins stoerrelse.


Som du sikkert kan aflaese af billederne var stedet fantastisk smukt. Vi tog rigtigt mange billeder, mange af dem af det samme motiv - Mor, far og Benjamin i solen:




Naturen var flyttet med ind i selve hotellet, der loeb en lille flod gennem bygningen med masser af traer og palmer. I floden var der en masse fisk, flere skildpadder og hajer! Vi saa 2 sort-tippede sandhajer og to smaa hammerhajer. Meget imponerende og lige nummeret mere spaendende end de klassiske guldfisk.

Hold paa babyen og haenderne indenfor. Der er hajer i basinet!














Foerste gang vi har set en af verdens farligste hajer live.














Hver dag sluttede med taending af fakler rundt omkring resortet efterfulgt af en lang fanfare spillet paa konkylier, der markerede solnedgangen med en traditionel hyldest til havet.


28 oktober 2012

Hawaii Ironman Part II

Efter en uge i Kona var luften fuld af spænding og forventning til selve løbet lørdag. Det er ved at være længe siden nu, så det er ingen hemmelighed at Australieren Pete Jacobs og storbritaniens Leanda Cave svømmede, cyklede og løb med sejren.

Pete Jacobs i mål















Vi var hele løbsdagen i centrum af aktiviteterne, vores område var lige indenfor den første mil af løbet og vi kunne se ud over svømningen.















Opløbsstrækningen var mindre end 1000 meter væk, så vi var med til at følge atleterne fra 6 morgen til midnat. Her er et par billeder fra dagen, tillykke til alle, der gennemførte.

De professionelle atleter starter cykelturen efter 3,6 km svømning.
Vinderen Pete Jacobs ses med sorte shorts som 3. mand.
















Efter at have set vinderne komme i mål tog vi en pause og spiste aftensmad inden vi igen gik ned i målområdet. De sidste 3 timer af løbet (der slutter ved midnat) er meget underholdende.















Atleterne har på det tidspunkt været ude i 14 timer og har 3 til at slutte løbet inden tidsgrænsen. Her er det Fireman Rob, der deltager i løbet for at samle ind til kræftramte kolleger. Han gennemførte den afsluttende marathon iført fuldt røgdykkerudstyr.















Det er meget inspirerende at se de mange amatører, der gennemfører. Tyve minutter inden løbet sluttede kom det ældste deltager i mål, 85 år gammel! Det er vildt imponerende at så mange ældre deltager, flere af dem så også MEGET trætte ud, men de sidste 1000 meter må være utrolige at opleve på den sorte løber med IRONMAN logoet for enden af de næsten 17 timers anstrengelse.

24 oktober 2012

Hawaii Ironman Part I

Hawaii Ironman er de officielle verdensmesterskaber paa Ironman distancen. Deltagerne har for stoerstedelens vedkommende kvalificeret sig gennem de mange officielle Ironman staevner verden over eller vaeret heldig at modtage een af de 500 lodtraeknings-pladser.

En ikke helt almindelig samling cafe-racere.















Hele ugen var gaderne i down town Kona fyldt med athleter og Ali'i Drive som er een af de beroemte gader, der er involveret i den afsluttende marathon var konstant centrum for ironmen of kvinder, der var ude og traene enten loeb eller paa cyklen. En masse athleter har familie og venner med, saa der er generelt rigtigt mange mennesker ude og motionere i varmen.
















Naar man er midt i stemningen af Ironman faar man masser af lyst til at komme ud og deltage i aktiviteterne saa Anja og jeg deltes om at loebe om morgenen mens jeg svoemmede om eftermiddagen med et par kolleger. Boejerne til de 3.6 km svoemning var allerede lagt ud, saa der kunne traenes i boelgerne, der om eftermiddagen godt kunne vaere mere end en meter hoeje. Perfekt til surfing, ikke ideelt til open water svømning. Staevet i Hawaii er kendt som verdens haardeste Ironman, hvis ikke det var svaert havde de nok kaldt sporten for fodbold.

Chrissie Wellington autograph-kø.















Benjamin og Anja var også ved stranden mens jeg arbejdede, en af mine kolleger havde også familien med, så Benjamin og deres pige Rylah legede sammen på stranden.















Rylah var ikke ligeså vild med vandet som Benjamin men kunne lokkes med, når de skulle ned og spotte skildpadder.















De små krybdyr var der masser af til trods de er nogle af de mest truede dyr i verden. Ved strandene omkring Kona skulle man passe på ikke at træde på de små runde skjold, der var inde på lavt vand for at finde føde inden deres lange svømmeture tværs over stillehavet.















Efter en lang dag ved booth'en for mit vedkommende og stranden for familiens mødtes vi til dinner. Da vi boede mindre end en mil fra centrum havde jeg medbragt en lille kompakt cykel til at komme frem og tilbage.















Efter en 17.00-svømmetur ud til bøjerne ved starten af Ironman'en var det bare at hoppe i shorts, shades og visir og så ellers pedalere hjem fra arbejde. Not bad.


20 oktober 2012

Aloha!

Oktober er godt paa vej til at blive aarets travleste rejse-maaned for vores lille familie. Efter turen til Las Vegas og Poconos Mountains har vi slaaet kursen syd over til den forunderlige Hawaii oegruppe. Skrevet paa flyet under hjemrejsen, dette og de foelgende indlaeg bliver en lang billedkavalkade fra de 2 uger vi har brugt paa Kailua-Kona. Dette indlaeg kommer nok til at baere praeg af de 11 timer flyveturen tager til NYC, og selvom Benjamin er et fremragende rejse-barn er man godt traet i hovedet paa nuvaerende tidspunkt. Paa forhaand undskyld for tastefejl, vi saetter stavekontrollen paa imorgen.















Kailua Kona eller Kona som det forkortes til i generelle termer er den stoerste af de 7 Polynesiske oer, der udgoer Hawaii. Oen er primaert kendt for sin vulkanske oprindelse og den Ironman, der hvert aar afholdes her som verdensmesterskaberne i triathlon. Landskabet paa den sydlige side af oen bestaar naesten udelukkende af vulkansk sten, saa det er et naermest maanelignende landskab, der moeder een ud af lufthavnen.














Det var da ogsaa triathlon, der bragte os til oen, jeg skulle arbejde i dagene op til og under selve staevnet, og da vi nu havde chancen for at opleve Hawaii og traengte til sommerferie rejste Anja og Benjamin med tidligt soendag d. 7. Efter vi havde tilbragt en meget lang dag i flyet kunne vi glaede os over synet af Queen-K motorvejen, der udgoer cykelruten for triathleterne.














Vi boede i ferie-lejlighed kun en mil fra Kona by, og den foerste uge af vores ophold var meget naturligt praeget af mit arbejde under selve staevnet. Vi havde en stor pavilion vi skulle pakke ud og saette op mens Anja og Benjamin hyggede sig ved stranden med nogle andre triathlon-wifes.














Det tog fire mand (m/k)en hel dag at pakke ud og saette op. Vejret som du kan se var varmt, 25-28 grader og sol, ofte med en dejligt koelende brise fra havet.














Tirsdag morgen aabnede vi med besoeg af Chrissie Wellington, der trak en del folk til for at faa en autograf og et billede med giraffen (no offence Chrissie).














Arbejdet til et staevne er anderledes end til messer idet man taler med forbrugere frem for forhandlere og branchefolk. Vi havde en masse komme ofrbi og se produckter og demonstrationer, saa man bruger en hel dag paa at tale med folk. Under den uge staevnet foregaar deltager 2000 athleter, 2000-3000 familiemedlemmer og yderligere 1000 branchefolk, saa der er triathlon i lange baner dagen lang.
Efter en lang dag kom Anja og Benjamin paa besoeg som vi lukkede pavolionen klokken 17 og saa kunne vi ellers gaa ud og spise aftensmad i solnedgangen.














Her er det et billede fra en af de mange tri-fester, der foregaar under ugen. Hostet af Musclemilk og Cytomax som man kan se.



04 oktober 2012

Poconos Mountain

Efteraar er den aarstid flest mennesker i New England holder af. Hvert efterår eksploderer USA’s nordøstlige stater Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, Rhode Island og Vermont i et farverigt løvfaldsshow, og løvfaldsentusiaster fra den ganske verden valfarter til de seks stater for at opleve det farverige skue.

Billede laaent fra Politiken.dk














Vi var ikke klar over der fandtes loevfald-turisme, men synet er utroligt smukt. I New England-staterne er løvfaldet en stor og indbringende turistattraktion og faktisk USA’s største tilskuersport efter amerikansk fodbold og baseball. Vi havde planlagt vores egen lille weekendtur ud i det blaa, naermere betegnet Poconos Mountain i Pennsylvania, hvor der som i New England er store omraader med efteraarets nuancer til skue.














Opholdet var egentligt som vores tur til Maine en forlaenget familie weekend med indbygget triathlon. Jeg skulle deltage i 70.3 Ironman soendag, saa vi havde fredag og loerdag sammen inden loebet. Vi boede paa den meget hyggelige, lille Dingmans Ferry Bed and Breakfast opkaldt efter "byen" Dingmans Ferry. Byen bestaar mest af en bro og et par huse og ligger midt ude i ingenting saa der var landlig idyl i det 200 gamle steenhus, hvor et meget soedt (og svensk/amerikansk) par bor med deres 13-aarige datter.















De fleste af billederne fra huset er stadig paa vores kamera, saa vi ser om vi kan faa lidt flere oploaded i weekenden. Indtil da maa du noejes med dette af Benjamin og jeg legende med agern paa spisebordet foran kaminen.














Triathlon'en foregik nogle kilometer vaek og med meget smaa veje og to transitions-zoner var det ikke saerligt familie-venligt. Derfor tog jeg afsted alene soendag morgen klokken 5.30 og kom foerst hjem ud paa eftermiddagen, med men en medalje og tid paa 5 timer og 12 minutter, hvilket var tilfredsstillende i min egen optik.















Ruten ved Poconos er kendt for at vaere meget kuperet saa med tiden 5:12 har jeg ikke cyklet hurtigt nok i Maine en maaned tidligere. Med tre minutters forskel mellem de to loeb skulle jeg helt sikkert havde vaeret taet paa eller endda under 5 timer ved Rev3 staevnet givet ruten i Poconos havde over 800 hoejdemeter, mens Old Orchard Beach kun havde 500. Det maa blive maalet for naeste aar... Nu er saesonen slut og det er tid til at slappe lidt af.

01 oktober 2012

Cross Vegas

Messen i Vegas markerer Cykelcross saesonnens start. Meget belejligt er aarets foerste loeb  paa et stort fodbold-anlaeg i udkanten af Las Vegas klokken 21 om aftenen saa alle messe-gaesterne kan tilskue. Der er ikke meget mudder eller sjap at forcere, men der er til gengaeld masser af mennesker og mudderet skal nok komme som saesonnen skrider frem.














Vi havde fornoejelsen af VIP pladser saa vi stod naermest midt paa den snoede bane. De professionelle koerer 60 minutter for fuld skrald, med vores rytter Tim Johnson og Rapha/Focus' Jeremy Powers - begge paa billedet her selvom det er svaert at se. Desvaerre var det Powers, der havde mest skud i benene paa sidste omgang, men derfor havde vi en fest alligevel.



Det er fascinerende at se rytterne paa saa hoejt niveau paa naermeste hold. Jeg har moedt Tim flere gange, men det er foerste gang jeg ser ham i et betydningsfuldt loeb.


Se her hvorfor man kalder forceringen af de smaa barrierer for "bunny-hop" - Det er op ad bakke i fuld sprint paa hver eneste omgang: