For fire uger siden som vi entrerede i oktober var temperaturen stadig langt oppe i tyverne og vi var et saet enestaaende foraeldre med masser af selvtillid og styr paa vores pode. Idag mandag morgen er historien en helt anden...
Om det er Hallowen onde aander eller blot global opvarmning der gjorde, at det loerdag pludseligt sneede ved vi ikke, men temperaturen var i synkromt frit fald med snefnuggene udenfor vores vindue.
Inden laenge var jorden daekket af sne og vores radiatorer gik i gang for foerste gang siden marts. Herovre er det stoebejerns-radiatorer med rindende, kogende vand pumpet op fra oliefyret i kaelderen, saa de bliver meget varme paa meget kort tid.
Desvaerre var vi uopmaerksomme paa Benjamin i et kort oejeblik, der desvaerre var langt nok til han naaede at krybe efter hans bold, der var trillet fra ham og havde lagt sig til rette op ad den glohede radiator. Benjamin ragte efter bolden, fik fat i radiatoren og braendte sin hoejre haand ret alvorligt.
Vi gjorde hvad vi kunne for at berolige ham, men det var tydeligt at han havde braendt stoerstedelen af haandfladen og skulle tilses af en professionel. Vi tog hans haand ud af det rindende vand og ind i bilen og direkte til skadestuen.
Efter at vaere blevet tilset af laegen kunne vi konstatere han havde store vabler i haanden, men var ellers ved godt mod. Som det kan ses paa billedet herover var han ked af det, men rolig til trods, der sikkert gjorde at vi heller ikke naaede at gaa i panik. Godt nok havde vi begge meget daarlig samvitighed (der ikke er gaaet vaek endnu), men han kunne troestes og fik en smule smertestillende, mens sygeplejersken smurte disinficerende creme paa hans saar og bandt hans haand ind.
Paa vej ud fra skadestuen var han traet, men tryg og med en meget flot bandage, der raekte helt op til skulderen. Han sov tre timer da han kom hjem, men har leget lige siden og ikke virket hverken haemmet eller i smerte. Idag tager Anja ham med til check-up, hvor han skal have ny forbinding og sikkert ogsaa punkteret vablerne, saa der kan komme ny hud. Vi haaber han er OK til weekenden saa vi kan se han er saa god som ny og det tunge taeppe af skyld kan blive loeftet af vores skuldre.
30 oktober 2011
29 oktober 2011
Kinamand
Lidt forsinket er her et par billeder fra min tur til Taiwan og Kina. Det er ikke mange billeder, man husker at tage, men det er rart at sende hjem til Anja, så hun kan følge med i hvor man er på turen.
Første stop er Hong Kong lufthavn efter 16 timers flyvning stik nord over Arktis og derefter syd på mod Kina. Hele vejen op over nordpolen og ned på den anden side.
Ankommet i Taiwan har jeg normalt 3-4 dage med møder og enkelte tests. Her er det road test af den nye elektroniske Shimano gruppe.
Smalle veje i Taiwan countryside.
Ny destination, nyt fly. Denne gang til Tianjin i det nordlige Kina, helt oppe omkring Beijing. Der skulle jeg bese en ny fabrik vi overvejer at bruge til fremtidig manufaktion.
... Og endnu en ny hotelseng. Inden min tur på 2 uger er forbi når jeg at se seks til syv forskellige hoteller.
Maden er generelt rigtig god. Ofte er der to mulige kulinariske udfald:
#1 - Japansk tepaniaki og sushi som herunder...
... Eller #2: luksus kinesisk, tilberedt efter et børnerim:
Hønsefødder, gullerødder og halsen af en svane... Elller hvad med en skefuld søpølse:
På denne tur var jeg heldig at få arrangeret et døgn i Hong Kong mens jeg ventede på nogle kolleger. Jeg fik en dags sightseeing i Hong Kong centrum, Kowloon og en stor forlystelsespark lidt uden for byen.
Baggård i Kowloon.
Det er et privilegie at være afsted og spændende at opleve, men det er hjemme bedst og en befrielse at komme hjem til familien igen efter en lang tur uden babymos og wife.
Første stop er Hong Kong lufthavn efter 16 timers flyvning stik nord over Arktis og derefter syd på mod Kina. Hele vejen op over nordpolen og ned på den anden side.
Ankommet i Taiwan har jeg normalt 3-4 dage med møder og enkelte tests. Her er det road test af den nye elektroniske Shimano gruppe.
Smalle veje i Taiwan countryside.
Ny destination, nyt fly. Denne gang til Tianjin i det nordlige Kina, helt oppe omkring Beijing. Der skulle jeg bese en ny fabrik vi overvejer at bruge til fremtidig manufaktion.
... Og endnu en ny hotelseng. Inden min tur på 2 uger er forbi når jeg at se seks til syv forskellige hoteller.
Maden er generelt rigtig god. Ofte er der to mulige kulinariske udfald:
#1 - Japansk tepaniaki og sushi som herunder...
... Eller #2: luksus kinesisk, tilberedt efter et børnerim:
Hønsefødder, gullerødder og halsen af en svane... Elller hvad med en skefuld søpølse:
På denne tur var jeg heldig at få arrangeret et døgn i Hong Kong mens jeg ventede på nogle kolleger. Jeg fik en dags sightseeing i Hong Kong centrum, Kowloon og en stor forlystelsespark lidt uden for byen.
Baggård i Kowloon.
Det er et privilegie at være afsted og spændende at opleve, men det er hjemme bedst og en befrielse at komme hjem til familien igen efter en lang tur uden babymos og wife.
Snøft The Magic Dragon
Benjamin er blevet forkølet. Eller det vil sige det har han været i en uges tid nu, startende med let feber og løbende næse, derefter lidt hoste og nu heldigvis alle symptomer på tilbagetog. Den tilstand kombineret med en fader, der har været væk i to uger og tænder på vej i overmunden har givet nogle hårde sidste dage af oktober. Benjamin sover ikke ret godt om natten, er mor-syg og det er svært at blive beroliget af en sut i munden, når man ikke kan trække vejret gennem næsen. Alt i alt en lidt hård tid for hele familien.
Slutningen af oktober betyder også Halloween på disse breddegradder. Igår fredag var der fejring på kontoret, så vi tog Benjamin op for at møde andre udklædte børn og voksne. Anja havde shoppet kostume til poden, som blev afprøvet herhjemme hele ugen. Det er nemlig en dejlig varm dragt at krybe rundt i, når det er koldt i fodhøjde.
Han er tæt på at mestre kravlens kunst, men har stadig ikke fået benene helt med. Enten maver han sig frem ved hjælp af sine arme eller også trækker han sig afsted siddende på bagdelen. Han stadig ikke helt forstået man skal op på knæene, men han har udviklet sin egen stil, der giver ganske god fart hen over vores glatte stuegulv.
Slutningen af oktober betyder også Halloween på disse breddegradder. Igår fredag var der fejring på kontoret, så vi tog Benjamin op for at møde andre udklædte børn og voksne. Anja havde shoppet kostume til poden, som blev afprøvet herhjemme hele ugen. Det er nemlig en dejlig varm dragt at krybe rundt i, når det er koldt i fodhøjde.
Han er tæt på at mestre kravlens kunst, men har stadig ikke fået benene helt med. Enten maver han sig frem ved hjælp af sine arme eller også trækker han sig afsted siddende på bagdelen. Han stadig ikke helt forstået man skal op på knæene, men han har udviklet sin egen stil, der giver ganske god fart hen over vores glatte stuegulv.
26 oktober 2011
Photogener
Amerikanerne er kreative hvad angaar tilbud du naesten ikke kan afslaa. Hver dag vaelter der reklamer ind ad brevspraekken for al slags (u)brugeligt merchandise og tilbud paa alt fra internetservice til swimmingpool og automatisk garagefejer. Det hjaelper ikke man bliver foraeldre, saa er der for alvor skyts i kanonen, isaer naar der bliver spillet paa samvitigheds-tangenten.
For hvem vil vaere en daarlig foraeldre og ikke unde sit barn det bedste? Som eksempelvis en privat photo-shoot til evigt minde? Ja - ihvertfald ikke os, saa kom bare med blitzlys og lange linser, for vi sparer ikke paa vores guldklump!
Det var foerst da crewet ankom, det gik op for os at vi har brugt hele julegave budgettet paa hardcopy billeder af vores afkom, saa gaet selv hvad der kommer under traet i aar...
Heldigvis har Benjamin sin mors photogener, saa billederne er rigitgt gode og vi foraeldre mindst lige saa, vel vidende at kun det bedste er godt nok til vores barn.
Lige indtil det naeste tilbud kommer ind ad doeren og vi soller naeste aars gavebudget vaek inden nytaar.
For hvem vil vaere en daarlig foraeldre og ikke unde sit barn det bedste? Som eksempelvis en privat photo-shoot til evigt minde? Ja - ihvertfald ikke os, saa kom bare med blitzlys og lange linser, for vi sparer ikke paa vores guldklump!
Det var foerst da crewet ankom, det gik op for os at vi har brugt hele julegave budgettet paa hardcopy billeder af vores afkom, saa gaet selv hvad der kommer under traet i aar...
Heldigvis har Benjamin sin mors photogener, saa billederne er rigitgt gode og vi foraeldre mindst lige saa, vel vidende at kun det bedste er godt nok til vores barn.
Lige indtil det naeste tilbud kommer ind ad doeren og vi soller naeste aars gavebudget vaek inden nytaar.
23 oktober 2011
Sidste (Sejler) Sommerdag Part II
Medens jeg sejlede rundt på Long Island Sound tog Anja og Benjamin på æblerov med vores gamle naboer Danielle og hendes piger: Cora, Iris og Madeleine.
Det er to uger siden, men som Anja har skrevet nedenfor i et tidligere indlæg er vi lidt bag ude på bloggen, da jeg netop er kommet hjem fra en to uger lang rejse i Asien.
Vores gamle naboer er flyttet nordpå, men det hindrede ikke vejret for at være så godt som sommerligt med masser af sol og varme. På vandet var det svalt og udholdeligt, mens det i æbleplantagen var en anelse lummert, selv i skyggen under trækronerne.
Benjamin klarede dagen fint og æblerne er nu blevet til mos og æblestykker. Han er rigtigt glad for at spise stykkerne han kan holde selv, især nu hvor hans tænder er på vej ud. De hele æbler er han mest interesseret i at kaste rundt i stuen som et andet stykke legetøj.
Det er to uger siden, men som Anja har skrevet nedenfor i et tidligere indlæg er vi lidt bag ude på bloggen, da jeg netop er kommet hjem fra en to uger lang rejse i Asien.
Vores gamle naboer er flyttet nordpå, men det hindrede ikke vejret for at være så godt som sommerligt med masser af sol og varme. På vandet var det svalt og udholdeligt, mens det i æbleplantagen var en anelse lummert, selv i skyggen under trækronerne.
Benjamin klarede dagen fint og æblerne er nu blevet til mos og æblestykker. Han er rigtigt glad for at spise stykkerne han kan holde selv, især nu hvor hans tænder er på vej ud. De hele æbler er han mest interesseret i at kaste rundt i stuen som et andet stykke legetøj.
Sidste Sejler Sommerdag
Søndag d. 9 oktober endte med at blive 2011's sidste sommerdag. Jeg skulle rejse til Taiwan mandag morgen som første stop på min Asien-tur, men inden da var der kapsejlads i CPYC - første afdeling af årets vinterserie.
Vinter var der ikke meget af, solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen var på næsten 30 grader, så det var iført korte ærmer og fyldte vandflasker vi sejlede ud klokken 11.
Knap 30 laserjoller deltog, jeg blev nummer 3 efter fem stabile sejladser. Vinderen var jeg et stykke efter, men jeg lavede et par dumme fejl, der kostede mig den samlede 2.-plads med to point.
Det gør ikke så meget, for det er kun træningssejladser, og jeg kan ikke gøre mig gældende i det samlede regnskab over hele vinteren alligevel, da jeg kommer til at mangle minimum 4 søndage grundet rejse og familie-aktiviteter. Det var nu rart at komme ud og sejle selvom jeg nu ikke længere er ubesejret i sejlklubben.
Vinter var der ikke meget af, solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen var på næsten 30 grader, så det var iført korte ærmer og fyldte vandflasker vi sejlede ud klokken 11.
Knap 30 laserjoller deltog, jeg blev nummer 3 efter fem stabile sejladser. Vinderen var jeg et stykke efter, men jeg lavede et par dumme fejl, der kostede mig den samlede 2.-plads med to point.
Det gør ikke så meget, for det er kun træningssejladser, og jeg kan ikke gøre mig gældende i det samlede regnskab over hele vinteren alligevel, da jeg kommer til at mangle minimum 4 søndage grundet rejse og familie-aktiviteter. Det var nu rart at komme ud og sejle selvom jeg nu ikke længere er ubesejret i sejlklubben.
Lige ved og på næsen
Vi er langt bag ud på bloggen hvad angår indlæg. Morten kommer hjem idag (hurra) efter 2 lange uger i Asien, sikkert med iPhonen fuld af spændende motiver fra hans rejse.
De sidste 14 dage har jeg ikke magtet at oprette mange indlæg, men der ligger et par klader og venter på, der kommer 4 voksenhænder i husholdningen så vi kan få opdateret.
I korte træk hvad angår Benjamin - han er ved at få flere tænder, har feber idag, og som du nu skal se var han for 2 uger siden godt i gang med at lære at komme fra siddende på bagdelen til kravle-position.
Videoen er opdelt i to, da den endte med at blive ret lang. Den er optaget en torsdag aften langt over Benjamins sengetid, men han er svær at få i seng når han gerne vil lege og være sammen med os. Med udsigt til 2 uger uden far fik han lov at være oppe og lege. Det endte så med han lærte at trægulvet i køkkenet er lidt hårdt at lande på når man ikke tager fra:
For en god orden skyld skal vi sige at ingen baby-næser led overlast under indspildningen af denne video.
De sidste 14 dage har jeg ikke magtet at oprette mange indlæg, men der ligger et par klader og venter på, der kommer 4 voksenhænder i husholdningen så vi kan få opdateret.
I korte træk hvad angår Benjamin - han er ved at få flere tænder, har feber idag, og som du nu skal se var han for 2 uger siden godt i gang med at lære at komme fra siddende på bagdelen til kravle-position.
Videoen er opdelt i to, da den endte med at blive ret lang. Den er optaget en torsdag aften langt over Benjamins sengetid, men han er svær at få i seng når han gerne vil lege og være sammen med os. Med udsigt til 2 uger uden far fik han lov at være oppe og lege. Det endte så med han lærte at trægulvet i køkkenet er lidt hårdt at lande på når man ikke tager fra:
For en god orden skyld skal vi sige at ingen baby-næser led overlast under indspildningen af denne video.
22 oktober 2011
Savner far!
19 oktober 2011
Benjamin 8 måneder
Endnu en måned er hastigt svundet, og baby B har fart på. Det varer ikke længe før han går, hvilket han giver tydelige signaler om at han rigtig gerne vil.
Tiden flyver og det er ikke til at begribe at vi for otte måneder siden sad med en lille nyfødt baby. Baby er han lidt endnu, men lille det er han ikke længere.
Tiden flyver og det er ikke til at begribe at vi for otte måneder siden sad med en lille nyfødt baby. Baby er han lidt endnu, men lille det er han ikke længere.
14 oktober 2011
En tur i byen
Loerdag tog vi en tur til byen og besoegte Simon for at se hvor han arbejder og bor for tiden. Det skulle dog vise sig at vaere en smule besvaerligt, for vi havde glemt vi havde Benjamin med og Subway'en er ikke velindrettet til barnevogn og bleskift.
Istedet noejedes vi med at cruise rundt paa Manhattan i vandresko og solbriller, med naesten 30 graders varme i ryggen.
Benjamin syntes ogsaa byen var spaendende, isaer de mange biler som han for tiden er meget optaget af.
Uden egentlig agenda gik vi bare rundt og noed atmosfaeren og det gode vejr. Det kan godt virke lidt omsonst bare at vandre op og ned ad Madison Ave, men det er hyggeligt paa en loerdag eftermiddag, hvor der er travlhed i butikkerne og folk er ude og nyde den sidste rest af sommer. Vi fandt et lille loppemarked et sted omkring Meatpacking District, hvor der var travlhed i det gode vejr.
Sidst paa eftermiddagen overvejede vi om vi skulle blive i Central Park indtil aften og spise middag i byen, men vi valgte at tage toget tilbage efter vi havde gaaet en tur paa Times Square. Der foregaar altid et eller andet, primaert involverende turister, saa det er et sted man aldrig bliver traet af at faerdes hvis man kan holde menneskemaengden ud.
Inden vi gik ned til Grand Central kunne vi lige naa at tage et billede af Anja og soen udenfor en af de butikker vi opgav at gaa ind i grundet menneskehav. Benjamin ligner en, der er begejstret for ikke at skulle med derind.
Vi kom hjem til Norwalk lige tids nok til at foelge den afsluttende maraton under Ironman verdensmesterskaberne i Kona. Perfekt timing saa hele familien saa live TV paa computeren til vi skulle i seng.
Istedet noejedes vi med at cruise rundt paa Manhattan i vandresko og solbriller, med naesten 30 graders varme i ryggen.
Benjamin syntes ogsaa byen var spaendende, isaer de mange biler som han for tiden er meget optaget af.
Uden egentlig agenda gik vi bare rundt og noed atmosfaeren og det gode vejr. Det kan godt virke lidt omsonst bare at vandre op og ned ad Madison Ave, men det er hyggeligt paa en loerdag eftermiddag, hvor der er travlhed i butikkerne og folk er ude og nyde den sidste rest af sommer. Vi fandt et lille loppemarked et sted omkring Meatpacking District, hvor der var travlhed i det gode vejr.
Sidst paa eftermiddagen overvejede vi om vi skulle blive i Central Park indtil aften og spise middag i byen, men vi valgte at tage toget tilbage efter vi havde gaaet en tur paa Times Square. Der foregaar altid et eller andet, primaert involverende turister, saa det er et sted man aldrig bliver traet af at faerdes hvis man kan holde menneskemaengden ud.
Inden vi gik ned til Grand Central kunne vi lige naa at tage et billede af Anja og soen udenfor en af de butikker vi opgav at gaa ind i grundet menneskehav. Benjamin ligner en, der er begejstret for ikke at skulle med derind.
Vi kom hjem til Norwalk lige tids nok til at foelge den afsluttende maraton under Ironman verdensmesterskaberne i Kona. Perfekt timing saa hele familien saa live TV paa computeren til vi skulle i seng.
09 oktober 2011
Inde-weekend Part III
Efter nogen ventetid er her sidste kapitel af sidste weekend. Naar man har gennemfoert aarets sportslige hoejdepunkt, kan det vaere svaert at finde motivation til mere. Det er sidst paa saesonen hvad triathlons angaar, og lysten til at dyrke sport for konkurencens skyld falder i takt med temperaturen.
Til 2012 har jeg ingen maal, jeg har faktisk erklaeret at jeg pensionerer mig selv fra Irnman distancen. Jeg vil gerne lave en del kortere triathlons og helst et par halv-Ironmans eller 70.3 som de hedder, men kun hvis det passer ind i familie-billedet. Jeg har en hemmelig forhaabning om at Anja vil ud og deltage til naeste aar.
Der er dog een ting jeg gerne vil traene, nemlig mit loeb. Det er saa stor en svaghed at det vil give en kaempe forbedring hvis jeg bare har mulighed (og lyst) til at traene mere end den ene eller to gange om ugen, som det er blevet til det sidste aars tid. Jeg kan ikke huske jeg har foelt mig godt tilpas under loebet ved triathlons eller kunnet overhale andre folk for den sags skyld. Jeg kommer altid ind fra cyklen i top 10% og saa er der ellers frit fald ned gennem feltet.
For at markere min nye loebe-ambition havde jeg meldt mig til halv-marathon sidste weekend lidt nord for hvor vi bor. Det var billigt og belejligt, og vi droeftede faktisk om vi alle skulle deltage, men valgte at 21 km nok var en anelse for meget for Benjamin i vognen og os prustende bag ved. Vi skal nok have lidt mere traening.
Saaledes gik det derfor til at jeg stillede op med nummer sikkert naalet fast til min t-shirt soendag morgen klokken 8:30 mens Anja og Benjamin saa til fra vejsiden. Der var knap 500 til start, saa jeg havde besluttet mig for at starte cirka midt i feltet og saa haabe paa at kunne loebe 1:50 eller maaske 1:45 hvis det gik rigtigt godt.
Som jeg har pevet over et par gange er loeb virkeligt min svaghed, saa jeg taenkte jeg ville starte roligt ud og saa forsoege at oege tempoet paa de sidste 8-10 km. I min verden betyder det gennemsnit af 10.5-11 km/t i starten (5:30 per kilometer) og saa forhaabentligt op mod 11.5 (5:15 per km) som gennemsnit i maal. Jeg stod midt i feltet og lagde taktikken mens speakeren afsloerede, at der var 4 minutter til start. Dejligt vejr forude og masser af glade mennesker at loebe om kap med. 2 minutter til start...
Som sidste forberedelse traadte jeg i et oejebliks uopmaerksomhed ind til siden for at binde mine snoerrebaand, og da jeg igen kiggede op fra vejkanten havde hele feltet flyttet sig 20 meter fremad mod startlinien, saa jeg nu stod kilet ind mellem de tykke og lunteholdet. Jeg naaede lige at bande et par gange paa dansk, foer pistolen gik af og 30 overvaegtige matroner i alt for store t-shirts kom buldrende bagfra.
Starten set fra Benjamins synsvinkel.
Jeg erfarede hurtigt at selvom loebet er skudt i gang, gaar der lidt tid foer man naar op til linien og faktisk kommer til at loebe. I starten gaar man naermest, men det var ikke alle, der havde lige let ved det. Raekken af draegtige kvinder bag mig havde nemlig laenet sig forover idet skudet gik, og da der var en svag haeldning nedad ved startlinien, fik de mere og mere fart paa som de indhentede os stakler oppe foran. Heldigvis kom der en lille graesplaene til hoejre, saa jeg sprang behaendig vaek fra vejen og udsigten til at blive sandwitchfyld. Jeg naaede ogsaa lige at smile og vinke til familien, da jeg kom forbi.
Det tog et par minutter foer adrenalin-rusen havde lagt sig og jeg kom ind i et godt tempo. Hver gang der kom en lille bakke proevede jeg at skrue tempoet op for at komme godt op over, og saa hurtigt videre. Det gik overraskende godt, der var naesten som at vaere paa cyklen idet jeg kunne "regulere" mit eget tempo istedet for blot at loebe i tomgang. Det betoed ogsaa at jeg overhalede andre loebere, hvilket var en helt ny oplevelse.
Fordelen ved at loebe i USA er at ruten er opdelt i miles. Istedet for at loebe 21 kilometer, skal man kun loebe 13 miles, saa det er let at regne ud at man er naesten halvvejs igennem, naar der staar malet 6 miles paa asfalten. Det var samtidigt signalet til jeg skulle begynde at skrue tempoet op, men faktisk havde jeg loebet noget hurtigere end planlagt den foerste halvdel, saa jeg var begyndt at maerke det en smule i benene.
8 miles inde i loebet og vi er ude paa vores anden omgang af de to loops vi skulle. Der er smaa bakker over alt paa ruten, men det gaar stadig over forventning. Jeg bliver ved at indhente andre loebere og hver gang jeg kommer op til personen foran mig giver det fornyet energi til at loebe videre op til den naeste. Jeg maa vaere startet langt nede i suppen, for jeg bliver ved med at naa op til smaa grupper af stadigt slankere konkurenter.
Imens jeg prustede rundt paa sidste del af loopet legede Anja og Benjamin i volvoens bagagerum.
11 miles inde og det er begyndt at goere rigtigt ondt. Jeg har lige udvekslet et par ord med en lille kvinde, der tydeligvis er triathlet. Kompressionsstroemper, Ironman visir og 3% kropsfedt, og ganske rigtigt, hun har gennemfoert mere end 10 Ironmans. Helt ung er hun ikke, saa jeg ser ingen grund til at haenge ud laengere end noedvendigt, og giver min sidste kraefter til at komme vaek fra hende paa den naeste bakke.
12 mil er sidste skilt foer det gaar nedad mod byen og maalet. Jeg har lige faaet en tid fra ham fyren jeg proever at hange paa, vi loeber 7 minutter og 15 sekunder per mil, dvs. mere end 13 km/t. Tiden har lige rundet 1 time og 34 minutter, saa hvis vi kan holde tempoet kan vi naesten naa 1 time og 40 i maal. Lige meget hjaelper det dog, for jeg er helt toemt, mine ben tramper bare afsted det bedste de kan selvom der ikke er nogen energi tilbage.
Sidste 500 meter og vi kan se maalstregen. Det gaar ned ad bakke, saa jeg oejner chancen for at fange fyren foran mig med noget, der skulle minde om en spurt. Jeg husker episoden ved startlinien og laener mig saa meget fremad jeg kan. Det ser mest af alt ud som om jeg ryger paa hovedet ved naeste skridt, men det virker! Jeg faar mere og mere fart paa eller ogsaa er fyren foran mig bare bange for at blive trukket med ned i mit styrt.
Maalstregen lige forude og 1 time og 43 minutter paa klokken. 37 sekunder gaar der inden jeg krydser, men saa er jeg ogsaa kommet ind i betydeligt bedre tid, end jeg havde troet. Det er selvfoelgelig stadig en langsom tid i forhold til rigtige loebere, men det er saa godt jeg nu kan paa dagen, og det var jeg godt tilfreds med. 12.2 kilometer i timen i snit, lige under 5 minutter per kilometer og en helt ny fornemmelse af at kunne disponere et loeb frem for at fokusere paa overlevelse.
Tilbage var bare et kys til Anja og et knus til Benjamin, og saa trillede vi ellers retur til Norwalk for at nyde resten af soendagen.
Til 2012 har jeg ingen maal, jeg har faktisk erklaeret at jeg pensionerer mig selv fra Irnman distancen. Jeg vil gerne lave en del kortere triathlons og helst et par halv-Ironmans eller 70.3 som de hedder, men kun hvis det passer ind i familie-billedet. Jeg har en hemmelig forhaabning om at Anja vil ud og deltage til naeste aar.
Der er dog een ting jeg gerne vil traene, nemlig mit loeb. Det er saa stor en svaghed at det vil give en kaempe forbedring hvis jeg bare har mulighed (og lyst) til at traene mere end den ene eller to gange om ugen, som det er blevet til det sidste aars tid. Jeg kan ikke huske jeg har foelt mig godt tilpas under loebet ved triathlons eller kunnet overhale andre folk for den sags skyld. Jeg kommer altid ind fra cyklen i top 10% og saa er der ellers frit fald ned gennem feltet.
For at markere min nye loebe-ambition havde jeg meldt mig til halv-marathon sidste weekend lidt nord for hvor vi bor. Det var billigt og belejligt, og vi droeftede faktisk om vi alle skulle deltage, men valgte at 21 km nok var en anelse for meget for Benjamin i vognen og os prustende bag ved. Vi skal nok have lidt mere traening.
Saaledes gik det derfor til at jeg stillede op med nummer sikkert naalet fast til min t-shirt soendag morgen klokken 8:30 mens Anja og Benjamin saa til fra vejsiden. Der var knap 500 til start, saa jeg havde besluttet mig for at starte cirka midt i feltet og saa haabe paa at kunne loebe 1:50 eller maaske 1:45 hvis det gik rigtigt godt.
Som jeg har pevet over et par gange er loeb virkeligt min svaghed, saa jeg taenkte jeg ville starte roligt ud og saa forsoege at oege tempoet paa de sidste 8-10 km. I min verden betyder det gennemsnit af 10.5-11 km/t i starten (5:30 per kilometer) og saa forhaabentligt op mod 11.5 (5:15 per km) som gennemsnit i maal. Jeg stod midt i feltet og lagde taktikken mens speakeren afsloerede, at der var 4 minutter til start. Dejligt vejr forude og masser af glade mennesker at loebe om kap med. 2 minutter til start...
Som sidste forberedelse traadte jeg i et oejebliks uopmaerksomhed ind til siden for at binde mine snoerrebaand, og da jeg igen kiggede op fra vejkanten havde hele feltet flyttet sig 20 meter fremad mod startlinien, saa jeg nu stod kilet ind mellem de tykke og lunteholdet. Jeg naaede lige at bande et par gange paa dansk, foer pistolen gik af og 30 overvaegtige matroner i alt for store t-shirts kom buldrende bagfra.
Starten set fra Benjamins synsvinkel.
Jeg erfarede hurtigt at selvom loebet er skudt i gang, gaar der lidt tid foer man naar op til linien og faktisk kommer til at loebe. I starten gaar man naermest, men det var ikke alle, der havde lige let ved det. Raekken af draegtige kvinder bag mig havde nemlig laenet sig forover idet skudet gik, og da der var en svag haeldning nedad ved startlinien, fik de mere og mere fart paa som de indhentede os stakler oppe foran. Heldigvis kom der en lille graesplaene til hoejre, saa jeg sprang behaendig vaek fra vejen og udsigten til at blive sandwitchfyld. Jeg naaede ogsaa lige at smile og vinke til familien, da jeg kom forbi.
Det tog et par minutter foer adrenalin-rusen havde lagt sig og jeg kom ind i et godt tempo. Hver gang der kom en lille bakke proevede jeg at skrue tempoet op for at komme godt op over, og saa hurtigt videre. Det gik overraskende godt, der var naesten som at vaere paa cyklen idet jeg kunne "regulere" mit eget tempo istedet for blot at loebe i tomgang. Det betoed ogsaa at jeg overhalede andre loebere, hvilket var en helt ny oplevelse.
Fordelen ved at loebe i USA er at ruten er opdelt i miles. Istedet for at loebe 21 kilometer, skal man kun loebe 13 miles, saa det er let at regne ud at man er naesten halvvejs igennem, naar der staar malet 6 miles paa asfalten. Det var samtidigt signalet til jeg skulle begynde at skrue tempoet op, men faktisk havde jeg loebet noget hurtigere end planlagt den foerste halvdel, saa jeg var begyndt at maerke det en smule i benene.
8 miles inde i loebet og vi er ude paa vores anden omgang af de to loops vi skulle. Der er smaa bakker over alt paa ruten, men det gaar stadig over forventning. Jeg bliver ved at indhente andre loebere og hver gang jeg kommer op til personen foran mig giver det fornyet energi til at loebe videre op til den naeste. Jeg maa vaere startet langt nede i suppen, for jeg bliver ved med at naa op til smaa grupper af stadigt slankere konkurenter.
Imens jeg prustede rundt paa sidste del af loopet legede Anja og Benjamin i volvoens bagagerum.
11 miles inde og det er begyndt at goere rigtigt ondt. Jeg har lige udvekslet et par ord med en lille kvinde, der tydeligvis er triathlet. Kompressionsstroemper, Ironman visir og 3% kropsfedt, og ganske rigtigt, hun har gennemfoert mere end 10 Ironmans. Helt ung er hun ikke, saa jeg ser ingen grund til at haenge ud laengere end noedvendigt, og giver min sidste kraefter til at komme vaek fra hende paa den naeste bakke.
12 mil er sidste skilt foer det gaar nedad mod byen og maalet. Jeg har lige faaet en tid fra ham fyren jeg proever at hange paa, vi loeber 7 minutter og 15 sekunder per mil, dvs. mere end 13 km/t. Tiden har lige rundet 1 time og 34 minutter, saa hvis vi kan holde tempoet kan vi naesten naa 1 time og 40 i maal. Lige meget hjaelper det dog, for jeg er helt toemt, mine ben tramper bare afsted det bedste de kan selvom der ikke er nogen energi tilbage.
Sidste 500 meter og vi kan se maalstregen. Det gaar ned ad bakke, saa jeg oejner chancen for at fange fyren foran mig med noget, der skulle minde om en spurt. Jeg husker episoden ved startlinien og laener mig saa meget fremad jeg kan. Det ser mest af alt ud som om jeg ryger paa hovedet ved naeste skridt, men det virker! Jeg faar mere og mere fart paa eller ogsaa er fyren foran mig bare bange for at blive trukket med ned i mit styrt.
Maalstregen lige forude og 1 time og 43 minutter paa klokken. 37 sekunder gaar der inden jeg krydser, men saa er jeg ogsaa kommet ind i betydeligt bedre tid, end jeg havde troet. Det er selvfoelgelig stadig en langsom tid i forhold til rigtige loebere, men det er saa godt jeg nu kan paa dagen, og det var jeg godt tilfreds med. 12.2 kilometer i timen i snit, lige under 5 minutter per kilometer og en helt ny fornemmelse af at kunne disponere et loeb frem for at fokusere paa overlevelse.
Tilbage var bare et kys til Anja og et knus til Benjamin, og saa trillede vi ellers retur til Norwalk for at nyde resten af soendagen.
06 oktober 2011
Baby picture of the day ...
Benjamin har faaet sin egen lille fan-gruppe. Ikke paa Facebook, Twitter eller andet socialt netvaerk, men paa kontoret.
Gruppen bestaar udelukkende af kvindelige kolleger, og efter han sidste uge var heroppe med Anja for at faa influenza-vaccine har de udtrykkeligt bedt om at blive opdateret paa hans goeren og laden.
Som konsekvens skal jeg hver dag sende "dagens baby billede" i en email til en hel liste af recipienter. Idag er det billedet herover, der ryger ud til masse-distribution.
Der gaar ikke mange sekunder foer der kommer retur-emails med "Ih", "Aaah" og "SO cute!" udbrud. Dejligt med opmaerksomhed, vores knaegt har allerede soerget for vi bruger arbejdstiden fornuftigt...
Gruppen bestaar udelukkende af kvindelige kolleger, og efter han sidste uge var heroppe med Anja for at faa influenza-vaccine har de udtrykkeligt bedt om at blive opdateret paa hans goeren og laden.
Som konsekvens skal jeg hver dag sende "dagens baby billede" i en email til en hel liste af recipienter. Idag er det billedet herover, der ryger ud til masse-distribution.
Der gaar ikke mange sekunder foer der kommer retur-emails med "Ih", "Aaah" og "SO cute!" udbrud. Dejligt med opmaerksomhed, vores knaegt har allerede soerget for vi bruger arbejdstiden fornuftigt...
04 oktober 2011
03 oktober 2011
Inde-weekend Part II
Dengang vi ledte efter amerikansk bopael var det vigtigt for os at undgaa taeppe som gulvbelaegning. Mest af hygiejniske aarsager, men nu har det vist sig at vaere en god ide i forhold til Benjamin. Man kan nemlig ikke saa godt glide paa et gulvtaeppe som man kan paa laminat og trae. Naar man skal ud paa opdagelse og ikke helt kan kravle endnu, er det meget lettere at traekke sig selv afsted over en lavfriktions-flade. Se selv her:
Det er sjaeldent jeg har tid til at ligge og lege med Benjamin en hel eftermiddag, saa med udsigt til rejser i de kommende par uger var det rart bare at tage den helt med ro.
Dengang vi var små, lærte vi af vores forældre at man ikke skal vaere indenfor i det gode vejr, saa vi tog ogsaa en tur til legepladsen, hvor Benjamin er glad for gyngerne.
Vi mangler stadig at fortaelle om halv-marathon løbet, så det kommer i morgen i part III.
Det er sjaeldent jeg har tid til at ligge og lege med Benjamin en hel eftermiddag, saa med udsigt til rejser i de kommende par uger var det rart bare at tage den helt med ro.
Dengang vi var små, lærte vi af vores forældre at man ikke skal vaere indenfor i det gode vejr, saa vi tog ogsaa en tur til legepladsen, hvor Benjamin er glad for gyngerne.
Vi mangler stadig at fortaelle om halv-marathon løbet, så det kommer i morgen i part III.
02 oktober 2011
Inde-weekend Part I
Vi har taget tilløb til at besøge Simon på Manhattan i nogen tid. Vi ville gerne ind og gå en tur i Central Park inden alle bladene begynder at falde af træerne, og nyde den sidste varme solen har at tilbyde.
Det er ikke blevet til noget endnu, mest fordi vores græsplæne og strand trækker når solen varmer, og så har der de sidste tre weekender været arrangementer med venner og kolleger. Denne weekend skulle det så være, men så fik vi den ide at løbe en halvmarathon denne søndag, og kom derfor heller ikke afsted.
Lørdag ville vi ikke trave alt for mange kilometer, men istedet bruge lidt tid på at rydde op i vores hus, gøre lidt rent og jeg var meget opsat på at bruge lidt kvalitetstid med Benjamin, da jeg rejser til Asien om 10 dage og skal være væk 2 uger.
Fredag tog Anja og Benjamin hul på weekenden med en tur til svømmehallen sammen med et par andre wifes fra kontoret. Det kom der denne lille billedserie ud af:
Benjamin nød vandet og var tydeligvis godt tilpas. Vi bader jo i vores kar herhjemme, så det er ikke nyt for ham at være nedsænket i det våde element, men han plejer kun at må gå ud til navlen.
En plastik-krokodille er altid sjov at bide i, når mor holder én flydende.
Med de store armbevægelser han demonstrerede er der ikke langt til han bliver en ny lille triatlet. Og ja, han har taget dem med hjem, så da vi skulle i bad igår blev der nærmest vandskade på matriklen med alt det vand, han fik sendt ud over kanten.
Som du kan se af overskriften er der lagt op til en følgeton, så Part II må du vente med til imorgen. Der er video-indhold, der lige skal uploades. Vi ses!
Det er ikke blevet til noget endnu, mest fordi vores græsplæne og strand trækker når solen varmer, og så har der de sidste tre weekender været arrangementer med venner og kolleger. Denne weekend skulle det så være, men så fik vi den ide at løbe en halvmarathon denne søndag, og kom derfor heller ikke afsted.
Lørdag ville vi ikke trave alt for mange kilometer, men istedet bruge lidt tid på at rydde op i vores hus, gøre lidt rent og jeg var meget opsat på at bruge lidt kvalitetstid med Benjamin, da jeg rejser til Asien om 10 dage og skal være væk 2 uger.
Fredag tog Anja og Benjamin hul på weekenden med en tur til svømmehallen sammen med et par andre wifes fra kontoret. Det kom der denne lille billedserie ud af:
Benjamin nød vandet og var tydeligvis godt tilpas. Vi bader jo i vores kar herhjemme, så det er ikke nyt for ham at være nedsænket i det våde element, men han plejer kun at må gå ud til navlen.
En plastik-krokodille er altid sjov at bide i, når mor holder én flydende.
Med de store armbevægelser han demonstrerede er der ikke langt til han bliver en ny lille triatlet. Og ja, han har taget dem med hjem, så da vi skulle i bad igår blev der nærmest vandskade på matriklen med alt det vand, han fik sendt ud over kanten.
Som du kan se af overskriften er der lagt op til en følgeton, så Part II må du vente med til imorgen. Der er video-indhold, der lige skal uploades. Vi ses!
Abonner på:
Opslag (Atom)