13 april 2018

Vinteren varer lige til paaske ...

Det har vaeret en usaedvanlig lang vinter i aar. Ikke kun i Danmark, men ogsaa baade i Belgien og i Ohio har sne og frostgrader varet helt til paaske.













Hver gang vi troede at nu ville vinteren slippe sit tag i vores naermiljoe, saa er frost og sne kommet tilbage for en kort overgang at goere det ekstra koldt at cykle paa arbejde. Billederne her er fra 2. April, altsaa ugen efter paaske. Ugen efter igen fik vi endnu en dag praecis som denne hvor man vaagner op til minus 5 grader og et tyndt lag sne paa veje og tage.













Den lange vinter betyder ogsaa at foraaret sikkert bliver ultra kort. Idag; fredag d. 13 April har vi haft 25 grader og en del sol, og det er jo faktisk hvad man betegner som sommer. Shorts'ene kom frem og der er sikkert snart tid til vi skal en tur paa Ben & Jerry's. Det kan man nemlig godt goere baade i 10 og 25 grader...













I Norwalk havde vi Mr. Frosty's indenfor en kort gaatur, her i Oakwood har vi en Ben & Jerry's nede ved universitetet, som er cirka 1500 meter vaek. Lidt laengere end i CT, og der er heller ingen softice med cotton candy paa menuen, meeeen deres selection af chokoladeis ser ud til at glide ned alligevel.

31 marts 2018

Benjamin 7 aar

Vi proever hvert aar at goere noget saerligt ud af bornenes foedselsdage. Ledt an af Anja staar den paa tematisk fest og masser af opmaerksomhed.













Benjamin's foedselsdag faldt i aar som den plejer d. 19 februar - lige midt i flytterod og nye omgivelser, saa det var svaert at saette den saedvanlige standard paa bordet. Faktisk umuligt.













Anja har altid en ide i baglommen, saa der blev pyntet op i huset som der plejer og naboerne blev inviteret til en kop kaffe og kage i baghaven. Teenagerne overfor kom og hjalp med at tegne paa indkoerslen aftenen forinden:













Som man kan se er Benjamin meget optaget af Star Wars i oejeblikket, saa da genboen kom med en kasse fuld af Star Wars lego Benjamin maatte arve var en foedselsdag reddet:













Vi var ogsaa begunstiget af en usaedvanlig varm uge i februar med 20 grader paa dagen. Jeg tog tidligt fri fra arbejde og kunne cykle hjem ikke bare imens solen var oppe, men ogsaa ifoert korte benklaeder.













Weekenden efter tog Helena, Benjamin og jeg til Cincinnati og over Ohio River til Newport Aquarium, der teknisk set ligger i Kentucky. Vejret var igen blevet koldt og klart saa vi blev ikke saa laenge paa promenaden ned til floden.














Benjamin er lige saa nysgerrig og interesseret som han altid har vaeret, og meget gavmild til at dele ud af sin viden til boern og voksne han lige har moedt. Som her hvor han forklarer en anden, fremmed dreng hvilken haj der er sort tippet revhej og hvilken der er sand tiger haj.













Dette er ogsaa et velkendt motiv fra Connecticut: To boern med haenderne dybt nede hos rokkerne i akvariet. Sidst vi gjorde det var Helena ikke saa gammel at hun kan huske det, men nu har hun igen faaet muligheden for at komme helt taet paa de smaa bloede fisk.













Ud over akvariet huser Cincinnati ogsaa en Zoologisk have, saa mon ikke vi kommer dertil engang i loebet af sommeren eller efteraaret.

19 marts 2018

Welcome Ohio Part II

Der er sket rigtigt meget her i Ohio siden vi ankom i slutningen af Januar, saa det skal bloggen selvfoelgelig repreasentere. Vi koerer stadig med den arkaiske webdagbog frem for mere nutidige sociale medier, men vi taenker det er bedre at fortsaette i samme spor selvom der somregel er langt fra handling til ord og billeder.













Naar boernene er store nok kan de selv udsmykke deres online personlighed paa en mere dynamisk og real-time maade. Indtil da...:

Vi har et lille diskret boegetrae i haven...













Vi var heldige at der allerede to uger efter vi ankom var dinosaur udstilling i Dayton. Det er en omrejsende udstilling, der kommer til Dayton hvert aar som eet af de faa steder i Ohio.













Dinoerne er meget livagtige og i fuld stoerrelse hvilket er ret imponerende. Den stoerste af dem alle; Giganosaur som ses i baggrunden var af overvaeldende dimensioner.













Den mere kendte og meget populaere Tyrannosaurus var helt beskeden i forhold til dens stoerre slaegtning.













Afkom i smaa stoerrelser var ogsaa til stede, og dyrepasserne var flinke til at vise os de smaa baby-dinoer.













Paa udstillingen var der ogsaa en paleontolog Benjamin havde stor fornoejelse af at tale med. Saa meget at Benjamin gik med rundt paa en tour alene uden sin far og soester.













To uger senere var vi heldige at der afholdtes Tech Fest, hvilket er en weekend paa et af byens universiteter, hvor studerende, foreninger og skoler fremviser teknologi indenfor alt fra robotter til billedkunst og animation. Formaalet er at fremme laeringen om teknologi og mange af de instanser, der er repraesenteret kommer for at goere reklame for deres undervisningstilbud eller foreningsarbejde.














Hvor dino-festen kostede penge er teknologi-arrangementet gratis og der var underholdning nok til at vi skulle tilbage igen og se paa droner om soendagen.













Blandt de mange foreninger var Star Wars klubben den de fleste boern ville fotograferes med.













NASA var ogsaa tilstede saa vi fik poser og klistermaerker hjem til udsmykning af boernevaerelserne.













Dayton er ikke USA's navle som NYC, men der er gode kraefter i byen der goer en indsats for at bringe byen tilbage til den aktivitet og trivsel, der herskede for 30 aar siden inden de mange store fabrikker lukkede. De to arrangementer vi var heldige at opdage var gode eksempler paa hvordan byen udvikler sig i en retning af at traekke folk tilbage til at bo her efter flere aars nedadgaaende kurve.

22 februar 2018

Welcome Ohio

Nu har vi vaeret totre, fire, nej FEM uger i Dayton, Ohio og saa maa det vaere tid til at beskrive hvordan den foerste tid er gaaet.
Det hele startede med vi forlod Belgien og vores adoptivhus. Det var med et haab om at det vil blive holdt ved lige af dets egentlige ejere, men det er tvivlsomt.

Flyturen gik faktisk over Koebenhavn, og vi rejste soendag d. 21 om aftenen fra Eindhoven.
Naeste dag saette vi os ind i en SAS maskine mod USA som Benjamin fint skrev i sin haand med sin nye "usynlige" pen:













Turen fra CPH til DAY gik OK, selvom det ekstra stop i Washington goer turen lidt laengere, end vi har vaeret vant til. Den gode nyhed er at naa man lander i Dayton saa er turen "hjem" kort og der er ingen koe eller ventetid.
Da vi ikke havde noget hjem skulle vi bo paa hotel de foerste par dage fra mandag aften, indtil vi skrev under paa koeb af vores nye (og foerste) hus. Det er ikke det letteste at bo paa hotel midt om vinteren uden legetoej eller andet end hvad der kan vaere i en kuffert, men med hjaelp fra en swimming pool gik det nogenlunde:













Tirsdag brugte vi paa at besoege Helenas nye skole, se vores nye hus udefra og om eftermiddagen skrev vi under paa koebsaftalen saa Tirsdag d. 23 januar lidt over 5:00 PM vi var husejere mindre end 24 timer efter vi var landet.













Vejret da vi ankom var generelt vinterligt med temperaturer lige over frysepunktet og enkelte dage med nedboer i form af sne og regn. Billedet her er taget foran Benjamins skole. Vi bor mindre end 1000 meter fra skolen, saa Benjamin gaar til skole med sin mor. Da Helena moeder senere end Benjamin faar hun fornoejelsen af at gaa frem og tilbage for saa at gaa op ad en stejl bakke til sin skole.













Naar man ikke er i skole kan man hjælpe derhjemme med at goere huset rent. Der var meget, der skulle goeres inden vores moebler ankom d. 8. Februar.














Indtil vores container kom havde vi to uger i et tomt hus. Vi sov paa et par enkelte madrasser og spiste af plastikbestik og paptallerkner. Det er en form for indendoers-camping vi efterhaanden har proevet et par gange, men det er foerste gang boernene er med helt fra start. Da vi kom til Connecticut var det blot Anja og jeg, og da vi flyttede til Belgien var det sommerferie og boernene tilbragte et par dage og uger i Danmark mens de voksne flyttede ind.














Naar der ikke er moebler maa man sidde i koekkenet og spise aftensmad. Vi havde heller ingen vaskemaskine, stoevsuger eller andre hjaelpemidler til at goere dagligdagen "normal".
Den stoerste udfordring var at faa malet i huset. Alle vaegge var en nuance af brun eller creme, og som lyselskende skandinaver ville vi have malet hvidt i alle rum. Da huset er paa 300 kvm er der mange vaegge og endnu flere paneler og doere.

Mens Anja organiserede maling med et par mere eller meget mindre stabile arbejdshaender fra Cincinatti tog boerne og jeg ud og ledte efter indendoersaktiviteter.













Vi moedte hurtigt vores nye naboer. Allerede den foerste weekend var mange af dem flinke at komme over og hilse paa. Vi blev inviteret til SuperBowl party og dinner ude i byen og vi fik indenfor faa dage opbygget et godt naboskab.














Vi bor lige ved Dayton University, saa der er mange smaa cafeer og restauranter indenfor 2-3 kilometer. Eet af stederne er et pizzaria, der allerede er blevet en favorit isaer blandt boernene. De unge ansatte i koekkenet underholder, saa det er blevet en hel attraktion blandt boernefamiier.













Vores naboer har ogsaa boern, der er lidt ældre end Benjamin og Helena, og de har spændende legetoej og husdyr man gerne maa lege med:













I det hele taget gik de foerste par uger godt her i Ohio til trods for den midlertidighed man til stadighed bor og navigerer i. Det er stressende og til tider frustrerende men det er gaaet saa godt som det kunne alt taget i betragtning.

15 februar 2018

Valentines Reflections

There was a Valentines Day lovo story outreach at the office yesterday and everyone could submit stories to win a romantic dinner. Since I'm new to the company I thought I'd submit even though it does expose you (and your wife) in a brand new place.
My wife and I did not really meet in a very romantic way. But I thought I’d submit since the story involves bikes:
Actually, my wife and I were never supposed to meet. She was already halfway engaged and I was living with another girlfriend at the time. We were both at that stage in life where stability starts being a priority.
When we first met in the gym on a Monday night I was teaching the class she started frequenting. Picking up a participant from your BodyPump class is not exactly on page one of the employee handbook. Or in Romance 101.
Nevertheless, after class we started talking and a few weeks later we met randomly at a night club. I thought she was very beautiful and way out of my league. And I must admit (and she knows) her working in fashion retail was not something I could really relate to. I thought we’d have absolutely nothing in common.
On top of that she wore a lot of makeup, very stylish clothing and appeared to be the archetypal high maintenance gal. I’d always been around sailors, skiers and mountain bikers where powder is something you take a chair lift to find and tight suits are for keeping warm during winter.
To deter us both from getting into trouble I told her I was planning on moving to Australia and look for job as soon as I was done with school five months later. I thought that would scare off a small-town girl who had never ventured outside the zip code other than for vacation. And they have some pretty serious bugs Down Under.
It didn’t really work – a month passed and we both decided to end our respective relationships. We were not sure if we were destined to be together but there was enough spark to realize that we had to break up and leave the safe, comfortable situations behind.

The moment I knew I’d eventually marry her came only a few days later. On a cold, wet winter Sunday afternoon when I got home from an afternoon riding my mountain bike in the woods. 














I had dirt and mud all over and dragged my slobby Cannondale hardtail up the stairs into her apartment since I had no place to wash it asking if I could hose it down in her shower…
There was an awful long moment of silence and some highly raised eyebrows but then she turned to me and looked at my muddy face and asked if she could come with me next time and try riding in the woods.















Three months later we moved to Switzerland to work for Cannondale. We only made it a quarter of the way to Australia but we started living together in a new, exciting country and 11 years and two kids later we don’t get to ride MTB very often anymore, but we have been blessed that the bikes have taken us on adventure round the world.














We have since that day done half marathons, half Ironmans and a 24-hour MTB race together and although we’ve never been on top of the results list you might say we’ve won something somehow. That’s at least how it feels.















Happy Valentines Day!

31 januar 2018

Bye Bye Belgium

Lige pludselig gik det hele rigtigt hurtigt. Vi kom hjem fra ferie til et hus, der skulle pakkes i container og en skole, der skulle siges farvel til.
Foerst skulle vi lige en tur til Brussels og klare nogle papirer, saa vi kunne koebe hus i vores nye postnummer 45409 Oakwood.













Mens Morten rejste til Kina for firmaet mens Anja og boernene pakkede, smed ud og foerte tilsyn med pakning af container og tilbragte de sidste to uger i skolen.













Nu har vi proevet at skulle sige farvel til venner og bekendte et par gange foer, men det bliver ikke lettere af den grund. Isaer ikke naar boernene bliver stoerre og stoerre. Begge var dog ved godt mod og i den alder de har foelger de bare med virker det som.













Det er ikke let at vaere aktivt barn i et tomt hus naar alt man har er nogle farver, lidt printerpapir og en madras paa gulvet. Det var en klog beslutning at rejse saa hurtigt som muligt frem for at tilbringe laengere tid i huset efter moebler og inventar var rejst i forvejen.













Tilbage i huset var kun de moebler, der allerede fandtes da vi flyttede ind, saa helt tomt var der ikke.
Der er laenge siden huset har vaeret saa rydeligt som Anja praesterede. Vi haaber der bliver taget godt af ejendommen efter vi er vaek. (Men vi tvivler paa det desvaerre).














Efter Morten kom hjem d. 15 januar havde vi fem dage sammen i et tomt hus foer vi satte kursen mod Eindhoven lufthavn og et endegyldigt paa gensyn til Belgien.














Sidste dag i skole var fredag d. 20 og det var tydeligt at maerke paa boernene at det ikke var en helt nem dag at overskue eller rumme. Det gik selvfoelgeligt over al forventning og de klarede det uden nogen som helst form for drama eller uro.














Vi fik sagt farvel og paa gensyn og skolen er helt sikkert det vi kommer til at savne mest ved Mol. Baade personalet, selve uddannelsen og hele atmosfaeren er noget vi vaerdsatte meget hoejt.














Boernene havde faaet gaver af deres klasser og kammerater, og der var en lidt bedroevet stemning i bilen hjem.




21 januar 2018

December 17

Som januar 2018 skrider frem er det sidste udkald for at faa fortalt det sidste fra 2017. Der er fuld fart paa forandringerne i vores tilværelse, saa det er allerede med en vis vemodighed de næste par indlæg bliver skrevet.

Afrejse fra Eindhoven Airport














December var præget af vores planlagte udflytning til Ohio, noget vi nok skal faa beskrevet nærmere. Idag er det d. 21. Januar, præcis 31 dage siden vi floej mod Danmark og den traditionelle juleferie.

Afrejsen mod Danmark plejer at markere et velfortjent pusterum, en kulmination efter en travl og intens periode. I aar var det anderledes, der var mange ubesvarede spoergsmaal og forandringer paa vej, saa der var ikke den samme ro, der plejer at være.
Heldigvis er tiden med familien en rar maade at slappe lidt af paa og faa perspektiv paa tingene, og saa er det bare eet skridt frem ad gangen. Og boernene er jo taknemmelige, især omkring juletid:














Een af de ting, der skulle overstaaes inden jul var at investere i et ny automobil. Vores firmabil skulle afleveres, og vi var heldige at finde en god afloeser i samme familie.














Det naeste og mere betydelige var arbejds-situationen, og den fik vi afklaret midt i December, da Morten var i Ohio og startede paa det nye arbejde d. 13. December.














Julen fylder ikke saa meget i Belgien som den goer i Danmark eller USA for den sags skyld, men heldigvis havde Joergen fra længere nede ad vejen inviteret til Dansk julefrokost med alt, hvad der traditionelt hoerer til.















Det var en hyggelig eftermiddag foer Morten skulle til lufthavnen den efterfoelgende morgen.















Skolen sluttede Fredag d. 21. December, men da vi skulle flyve til Danmark var boernenes sidste dag d. 20. Selve juleafslutningen for Helena var om onsdagen, saa vi fik set hende baade synge og danse med de andre boern i blaa gruppe.
Hun er lidt mut paa billedet fordi hun ikke maatte gaa med forældrene tilbage til klassen, alle boernene skulle gaa med laereren en anden vej gennem bygningen.















Imens kunne forældrene kigge nærmere paa de plancher og billeder boernene havde lavet i efteraaret, hvor temaet var familie og oplevelser:














Tilbage i Danmark i slutningen af maaneden, hvor vi havde god tid til at slappe af og vaere sammen med familien.














Vi skulle egentligt rejse igen d. 28 for at holde nytaar i Belgien, men grundet vores snarlige afrejse mod USA flyttede vi billetterne til 1. januar.














Vi havde ogsaa en tanke sidste aar om at det snart ville være vores tur til at inviterer familien til jul hos os, men det varer nok lidt foer det sker i Ohio. Der er trods alt lidt længere end til Mol.














Det er slevfoelgelig en let tur for os at være i Danmark, vi har luksus-forhold med overnatninger, forplejning og vi bliver hentet og bragt.














Foerste dag i 2018 betoed returfly til Belgien og tilbage til forandringer. Huset skulle pakkes, boernene meldes ud af skolen, alle faste udgifter afvikles og farvel siges til venner og bekendte. Saa det er forstaaeligt Helena ser en smule traet ud om morgenen d. 1. Januar som vi sad i lufthanven og gjorde klar til afgang, bogstavelig talt.