28 juni 2012

Finmotorik

Benjamin har nogle små fine barnehænder som han flittigt bruger til tegnsprog, kaste med bolde og at samle pinde op fra jorden med. Vi laver ikke nogle særlige øvelser eller har specielt pædagogisk legetøj til at stimulere hans finmotorik, han udvikles på lige hånd med andre små drenge og piger.

I kraft af vores manglende TV er vores computere og iPad meget spændende for sådan en lille pode, og så er det jo godt man kan lære at bruge sådan et æble-produkt selv:

video

Videoen her er i to sekvenser og nogle uger gammel, han er blevet endnu mere ferm til at betjene tabletten og især et Lego spil har hans store interesse for tiden.

video

Hans hænder kan mere end at trykke på sensitive glasflader, når vi spiser aftensmad vil han også helst have lov at styre selv, så en gaffel er han blevet helt skrap til at administrere:

video

Det kan være svært som forældre at sætte grænsen for hvad der er OK ens barn skal lege med og lære efterhånden som de udvikler sig. I Benjamins tilfælde er iPad'en et legetøj, der garanteret udvikler ham, men på den anden side føler vi også vi skal afgøre brugen af. Han får lov at sidde med den en enkelt gang eller to om dagen, hvis han skal falde lidt ned fra en vildere leg eller han dicideret spørger om den med en særlig lille lyd og et lille håndtegn.

24 juni 2012

Benjamins nye lillebror

Der er valg i tilværelsen man træffer efter lang tids overvejelser, og så er der de, man gør lidt mere spontant. Vi har siden Benjamin blev eet år gammel overvejet om vi skulle få barn nummer to, og i går besluttede vi os så for at få en dreng mere. Heldigvis er der her i USA kort leveringstid så ved aftensmadstid havde vi lille Jon, og så var den ged barberet.
Benjamin er meget interesseret i Jon og både kærllig og forsigtig med ham. Han viser gerne legetøj frem som en god storebror ville gøre det. Han opfører sig som vi ikke har set ham før over for andre børn, nok mest fordi Jon er så lille (4 mdr) og Benjamin forstår godt han er en baby modsat de børn han normalt leger med, der er på hans egen alder og størrelse.















Nåh ja, så den lille detalje at Jon havde medbragt sine egne "forældre", Henna og Juan som selvfølgelig gjorde det til en lidt forvirret situation. Han forstår også mest spansk og lidt finsk, så jo mere vi tænker over det, jo bedre passer Jon nok sammen med de to og vi må skaffe en lillebror m/k til Benjamin på den gammeldags facon.

23 juni 2012

Kiddie Pool

Vores familie har medlemsskab til det lokale YMCA. Vi kommer der ikke så ofte, ikke fordi vi har noget imod folk klædt ud som indianere eller motorcykelbetjente, men det er halvvejs oppe mod Mortens arbejde, så det har mest været relateret til hans svømning vi har benyttet os af vores medlemskort.















Nu hvor det er blevet sommer og Benjamin er blevet "stor", er det et godt sted at tilbringe en lørdag eftermiddag i solen. Der er nemlig en Kiddie Pool, altså et basin med lavt vand og legetøj til de små. Benjamin er tosset med vand som vi har illustreret gentagne gange, så vi tænkte et basin kun for småbørn måtte være ideelt for ham.















Ganske rigtigt, efter et liile øjebliks undren over hvorfor hans fødder blev våde indeni skoene var han helt opslugt af vandet og de legesager, der er lagt frem til ungerne. Der er livredder ved basinkanten og hegn hele vejen rundt, så som forældre kan man trygt lade sit barn lege "alene" mens man sidder i baggrunden og får bikini-tan.















Det varierer hvor mange børn, der er til stede, men indtil videre har vi ikke følt der har været overvældende mange, og amerikanerne går meget op i at opdrage deres børn til at dele med de andre. Et princip man vist vokser fra at dømme på den politiske scene.















Benjamin er mest optaget af at samle vandet op i beholdere og hælde det ud igen, både direkte tilbage i basinet og ellers resten i håret eller i de tasker folk måtte have stillet langs basinkanten.















Efter en halv time eller 45 minutter er han ved at være både træt, kold og sulten, så selvom han ikke er meget for at forlade vandet tager vi ham med i omklædningsrummet, hvor et tørt håndklæde og en sund snack venter.















På turen hjem i bilen er der en påfaldende ro og det er heller ikke noget problem at få ham til at sove senere på aftenen. Vi oplever det er noget af det bedste han ved, så vi tager sikkert tilbage imorgen eller i det mindste næste weekend.

21 juni 2012

Oh, Canada

Morten har siden marts måned bestridt nyt job i cykelfirmaet. Præcis hvad det går ud på holde de hemmeligt, men han arbejder som Director of Product Management i Advanced Product Division og New Business Initiatives. Det lyder fancy og jeg kan også kun huske det fordi det står i hans auto-signatur. Han er nu meget glad for det, selvom det selvfølgeligt også præsenterer udfordringer udover det at kunne huske titlen i sig selv.















I det gamle job rejste han meget til Asien, det er der nu skåret lidt ned på og istedet er han rundt i USA, og skal også snart til Europa på turne. Sidste uge var han i Montreal, Canada for at mødes med et firma deroppe, så Benjamin og jeg var alene hjemme i et par dage.

Benjamin tog til Elementary School Graduation med hans barnepige og hendes børn. I USA gør skolesystemet et stort nummer ud af afslutningen på hvert skoleår, så der er fest og taler inden børnene går på sommerferie midt i Juni måned. Grundet de mange dage i efteråret, hvor der var orkan i området og børnene måtte blive hjemme er der flere skoler, der tager en ekstras uges undervisning inden børnene bliver sluppet fri.















Benjamin blev klædt på til lejligheden af hans mor naturligvis og gjorde stort indtryk på barnepigen og de andre børn. Det er ikke sådan lige til at være blondt Europæer med blå øjne og matchende slips.















Mens Benjamin slog sig løs i rød sodavand og skumfiduser var Morten på vej hjem de godt 6 timer det tager på de Canadiske og Amerikanske motorveje fra Montreal til Norwalk. Det er efter hans beretning en meget smuk tur i et øde landskab, der minder lidt om et stort naturreservat. Det overvejer vi at tage til på campingferie, når Benjamin bliver lidt ældre og selv er gradueret fra børnehaven.



17 juni 2012

Danskerkoloni

Vores danske identitet kommer naturligt op i mange sammenhæng når man bor i udlandet. Om det er fordbold i fjernsynet eller blot under normal introduktion til nye bekendskaber at snakken falder på vores skandinaviske ophav, så er det selvfølgelig en meget naturlig del af vores personlighed.
Det er dog ikke noget vi tænker meget over og vi er også meget lidt opmærksomme på det i forhold til andre danskere herovre. Vi er ikke medlem af nogen dansker-forening eller facebook gruppe og vi har heller ingen europæiske venner. Hvis vi møder andre danskere, er det enten i supermarkedet, hvor vi bliver prejet med et "er i også danskere?" - spørgsmål (Ja Sherlock, det er derfor jeg taler dansk til min hustru) eller i New York, hvor der vrimler med turister fra det lille land.

Så med andre ord, vi er skabs-indvandrere når vejret tillader det og glade for vores incognito-tilstand. Vi har et vennepar, der har en hel del dansk blod i årene og en overraskende stor tilknytning til lille DK. Julia som kvinden hedder er nemlig i en ledende stilling hos Nashdaq OMX Nordic, hvor hun arbejder med danskere til dagligt. Derudover er hendes familie af dansk oprindelse, sammen med manden Dave og deres to døtre tager de til Danmark mindst en gang om året.

Benjamin er meget tryg omkring Julia, der er næsten så blond som hans mor.















Vi har været sammen med paret flere gange og kan vældigt godt li' deres selskab. De er meget uhøjtidelige og flinke og Julia især har en ligefremhed og kontant sprogbrug, der er atypisk for amerikanere. På godt dansk - hun kalder en spade for en spade og det er forfriskende i forhold til både den almene danske og amerikanske kultur.

Dave arbejder hjemme som moderne mand med ansvaret for børnene i det daglige.















Deres piger er lidt ældre end Benjamin, men søde og velopdragne, og da vi har et par arrangementer comming up, hvor Benjamin kunne bruge en babysitter tror jeg vi lader ham overnatte hos Julia og Dave der er vores nye favorit-halv-danske-venne-par.

Benjamin & Daddy

Weekenderne er Anjas frirum til at gøre de ting, hun ikke har mulighed for i løbet af ugen, hvor hendes faste job som supermor overskygger hendes lyster udi sport og selvforkælelse. Godt nok får jeg tid og plads til træning og triathlons, men som gundlæggende princip foregår weekenderne på Anjas præmisser. Lørdag morgen klokken 7.00 tager hun til fitness, mens Benjamin og jeg indhenter det fra ugen forsømte.















Vi spiser som regel morgenmad indtil klokken 8. Benjamin leger fint indenfor med sit legetøj mens jeg rydder lidt op og tager et bad. Benjamin har lært ordet "garbage", så når han har spist sin frugtstang ber han om at få lov at smide papiret ud. Det er åbenbart lige så sjovt som at rydde legetøjet op, så det fungerer storartet.















Omkring 8:30 eller 9 går vi ned i gården og leger inden vi går en tur med barnevognen læsset med bolde, bleer og lidt snacks. Som regel går vi til stranden og gynger eller til en af de nærliggende legepladser.
 














Vi møder sjældent andre børn på vores tur, faktisk ser vi meget få mennesker så tidligt lørdag morgen, da Amerikanerne sover ud ovenpå en hård uge. De få, der er oppe er ude og lufte hunden eller måske som Anja ude og motionere. Det er først klokken 10, der er gang i gaderne, men så skal folk også til stranden eller til Mall'et for at shoppe. De sidste par weekender har vi dog mødt en polsk dreng og hans mor, der ligesom os er glade for at komme ud mens det er køligt og gaderne tomme.















Efter et par timer er vi hjemme igen og skal have lidt mere at spise inden Anja kommer retur og vi kan tage afsted alle sammen, som her med toget til NYC for at nyde resten af lørdagen. 









07 juni 2012

Borgerlig

Benjamin har fået et nyt stykke legetøj. Efter at have vist stor begejstring for rutshebanen på den nærliggende legeplads har vi købt en lille haveinstallation, der måske ikke helt kan leve op til den større slidske model hvad længde angår, men som så til gengæld kan befærdes uden voksenhjælp.















Han er meget begejstret for den lille borg, hvor man både kan kravle op på plateauet og rundt inden mellem murene. Han tager gerne noget legetøj med, op og giver det en tur med ned, og selvom trinnet op virkede stort da vi købte borgen, så kan han sagtens selv kravle op. Endnu et udtryk for at han er ved at vokse sig til en rigtig lille dreng.















Når først det er svært at få popoen trukket op over trinnet er det en god indikation på træthed og tid til at lege noget andet eller gå op og få en lille pause.
Borgen står nede ved vores garage, og selvom vi går tur til en af de store legepladser dagligt, er der masser af begejstring og glæde i hans leg når vi kommer hjem.



03 juni 2012

Rev3 Quassi Olympic

Fast forward fra sidste weekend til denne uges afslutning og starten af Juni måned. Efter et par måneders efterslæb er vi endeligt kommet ajour med bloggen rent kronologisk, og bringer igen dagsfriske nyheder. Til de, der måske har været lidt fraværende - kom endeligt igen med jævne mellemrum, vi holder meget at at have besøg på bloggen.

Juni måned betyder Rev3 Quassi triathlon. Siden vi flyttede hertil har det været fast tradition at køre de 70 minutter nordpå til Middlebury og deltage i det efterhånden store triathlon stævne. Rev3 er ikke officielt certificeret Ironman stævne, dvs. det er ikke afholdt af WTC, men af et andet firma, der har valgt at kalde sig Rev3. Quassi er navnet på den forlystelsespark, der ligger fasciliteter til. da vi var her for første gang i 2010 var det også det første løb for Rev3, så vi har været med fra begyndelsen. Her to år senere har Rev3 vokset sig stort og har nu 13 løb rundt omkring i USA med deltagelse af mange tusind mennesker.
De sidste to år har det været høj solskind og halv-ironman på menuen, i år havde jeg valgt at tage den olympiske distance for at prøve det, og selvfølgeligt skulle det så regne hele weekenden. Well, måske ikke hele weekenden, men fra fredag aften da jeg tjekkede cykel ind til lørdag klokken 12 middag, da det var overstået og jeg kørte hjem til Norwalk.

Det var lidt miserabelt at køre hjemmefra lørdag morgen 04:45 i småregn og nå frem til løbet hvor mudderet allerede var kommet til syne under den ellers så fine græsplæne vi parkerede på.
Til gengæld så kunne jeg se frem til køligere temperaturer end de sidste par år, noget jeg godt kan drage fordel af da jeg sveder alt for meget salt ud under solen og ofte har svært ved at optage nok vædske. Også på cykeldelen kunne jeg drage fordel af den stærke vind, der kom i bygerne, for jo hårdere cykelruten er, jo mere tid kan jeg putte ind i konkurenterne forud for løbet, der som bekendt klart er min svageste tredjedel.















Anja og Benjamin var blevet hjemme, for med en hel formiddag i silende regn på vejrkortet var der ikke meget sjov ved at være med for resten af familien. Rutchebanen i Quassi åbner nemlig ikke før om formiddagen alligevel.















Som skrevet i beretningen fra sidste løb, er mit fokus i år på at få lidt mere fart med i billedet - slut med at holde igen for at gennemføre, i år handler det om at kunne løbe om kap frem for at løbe omkring.
Svømningen gik rimeligt, jeg synes ikke jeg fik fundet nogen rytme og heller ikke nogen at dele føringer med, så det blev meget på egen hånd og de 1500 meter i tiden 25:32. Op af vandet som 11 i min alderskategori og rimeligt med samlet.

Starten går på min wave. Jeg er ude i venstre side i vandet.

Der var 658 deltagende, og da jeg var i anden start bølge var der ikke mange oppe i T1, da jeg kom op og skulle finde cyklen frem. Det er altid sjovt at føle man er med i toppen, selvom det er på en billig baggrund, når man starter i waves.
Cyklingen blev selvfølgelig lidt hæmmet af de våde veje og regnen, der stadig kom ned i varierende mængder. Jeg kører på lukkede ringe og kulfiberhjul, så man skal beregne bremselængde og styre cyklen mere påpasseligt, når underlaget er vådt. Jeg kom desværre til at misse et enkelt sving hvor jeg kom frem mod en venstrekurve med alt for megen fart, kørte indenom en helle og måtte fortsætte lige ud da jeg ikke kunne nå at bremse nok ned til at få cyklen rundt. Der er ingen anden udvej end at bremse ned i lige bane og tage et U-sving end at lægge cyklen ned efter få kilometer. Den official, der skulle markere svinget blev noget skræmt da jeg kom farende mod hende med hvinende bremser og kurrende baghjul, men hun var vaks og fik sprunget ind til siden. Til mit forsvar kunne hun godt have taget en farverig regnfrakke på eller et flag af en slags istedet for at stå og vinke i grå kulør fra top til tå. F'ens...

Cyklingen varede 1:17:15 hvilket var lidt langsommere end planlagt, men med relativt friske ben i behold og en 7-bedste tid af de 68 i min kategori og 45. plads af de 656, der fuldførte. Der er masser af bakker og højdemeter og med en god vind i bygerne var jeg 7 minutter fra den time og 10, der var en rimelig tid at forvente på en god dag.

Så kom vi til det spændende punkt på dagen, de sidste 10 kilometer løb rundt i det bakkede landskab omkring Quassi sø.
Til min store glæde føltes benene ganske godt omend lidt trætte naturligvis. Jeg blev overhalet af 10-11 løbere hvoraf jeg genkendte de fem fra at have sat dem på cyklen, men jeg holdt tempoet til de sidste meter kom i mål efter 48 minutter på en 10 kilometer, der er alt andet end flad. Det er langt fra hurtigt, det er jeg klar over, men for mig er det ganske fint historik og fysik taget i betragtning.















Mine billeder fra ruten har jeg ikke set online endnu, men jeg har downloaded dette udvalgte billede fra løbets hjemmeside af en kvinde på vej ind i mål på en opløbsstrækning, der engang var græs. Jeg skulle selvfølgelig overhale en fyr lige før opløbet, så jeg kurrede sidelæns ind på de sidste meter, men slap for en maveplasker, der sikkert ville have været på løbets hjemmeside til næste år.

Samlet tid: 2:36:02, nummer 12 i min aldersgruppe (30-34), 63 samlet af 656 og godt nok 20 minutter efter vinderen, hvilket er lige i overkanten. Lidt træt, drivvåd, men med en god følelse af et godt race fra ende til anden, så jeg styrede volvoen ned gennem muddersporene og satte kursen hjemad til familien.
















Det var lidt kedeligt ikke at have mit support team med denne gang, men de havde så til gengæld været så søde at tegne hilsener på garagens betongulv til jeg kom hjem.
Næste triathlon er ikke helt konfirmeret endnu, men det bliver senest omkring 1. Juli og forhåbentligt i lidt bedre vejr.


02 juni 2012

Memorial Day Weekend

Der er ikke mange helligdage at tage af, skulle Obama finde på at følge den danske debat om arbejdstider og pseudo-fridage trop. Det skorter ikke på tilbud om religioner herovre, så der burde være nok alibi og undskyldninger for at holde fri, men i den første halvdel af året er der kun Memorial Day og 4th of July, der er landsdækkende helligdage i USA.

Når helligdagene så endeligt kommer, så kan det være sin sag at nå alt det man gerne vil, eller måske blot dase den i en ekstra dag. Vi har som regel en relativ aktiv weekend, og da vejret er stillet ind på sommer er der masser af aktiviteter for en moderne kernefamilie. Her er hvad vi har fyldt vores Memorial Day weekend ud med:

2 BBQs
Hjælpe en snapping turtle over vejen.
Filme en woodchuck
Vaske, støvsuge og polere volvoen.
Shoppe H&M tom for shorts.
Løbe, cykle, svømme.
Yde førstehjælp til en weber-grill.
Tage lur på græsset.
Spise is.
og
få en italiener i familen.

Lad os starte med dyrelivet. Der er mange små søer og vandhuller når man kører nordpå fra hvor vi bor, og da de fleste er i områder med skov og klipper får naturen lov at udvikle sig uforstyret. Det giver plads til nogle spændende beboere, der til tider forlader de trygge egne og bevæger sig ud på tur. Som nu denne snapping turtle vi stødte på under en cykeltur. De kan blive mere end 50 år gamle, og denne var stor og stædig nok til at være godt oppe i årene. De kan let bide en finger af, så da den absolut ville over vejen måtte vi stoppe trafikken og skubbe den med en stor pind så blidt vi kunne. Hvad den skulle på den anden side af landevejen ved jeg ikke, men græsset er som bekendt grønnere.


Woodchucks er nogle andre sjove små væsener, der lever over det meste hvor de kan finde græs og kradt at bo i. De er ikke så spændende, men kan blive ret store. Denne lille fyr var ikke gammel nok til at vide bedre, så Anja havde let ved at forevige den inden Benjamin kom ilende til for at lege.



Vores flinke venner Hannah og Jeremy inviterede på BBQ søndag, så vi tog op til Bethel og tilbragte en hyggelig eftermiddag sammen med venner og kolleger. Som man kan se på billedet er Jeremys evner ved grillen kendt vidt og bredt, og de har altid huset fuldt. De er som mange amerikanere utroligt gæstfrie og klarer let at holde 30 mennesker mætte og glade en søndag eftermiddag.



Benjamin leger med deres søn Ewan, der er 6 måneder ældre. Benjamin har i lang tid været tydeligt mindre en Ewan, men nu er han pludseligt blevet lige så stor uden vi har lagt mærke til det.



De hygger sig sammen så længe Ewan kan acceptere at dele sit legetøj. Man har altid en holdning om andre folks børn, men Hannnah og Jeremy er gode forældre, og vi overlader trygt Benjamin i deres hænder.

Vi har ikke holdt nogen BBQ, primært fordi vi ingen grill har. Vi har heller ikke samme have som Jeremy og Hannah, men til gengæld har vi så stranden og vores lille park, hvor man gerne må grille. Vi har faktisk købt en weber grill, men den er købt som et håndværkertilbud, og da der ingen håndværkere er i vores familie har den stået i vores garage i over et år.
Nu skal der til at ske noget, så jeg har rengjort den og vurderet standen af alle de vitale organer. Vi skal have nye flavorbars og grillriste, men de er bestilt over Amazon, så til næste weekend skulle vi gerne kunne fyre op under gasssen og lave mad udenfor.



Weberen er dog ikke den eneste, der har fået en kærlig omgang. Volvoen trængte også til lidt omsorg, så mens Benjamin sov til middag har Anja og jeg pudset og poleret. Støvsuget er den også blevet så det er næsten som at få en ny svensker i familien.


Vi bliver ved indvandrer-situationen, for jeg har endeligt fået min prikkede italiener samlet og køreklar. Det har taget lang tid, men jeg havde bestluttet mig for (efter aftale med fruen) ikke at trække på husholdningsbudgettet, dvs, hver gang jeg skulle erhverve mig en del til projektet, skulle jeg sælge en tilsvarende. Det er gået fint, selvom colnago connoisseurs nok vil rynke på næsen over mit amerikanske Zipp kranksæt, Bontrager hjul og den alt for lange gaffelstilk, der stadig mangler at blive afkortet.


Den er dog udstyret tidsvarende, dvs. alle dele er fra 2005-2006, hvor cyklen kørte under Michael Rasmussen. Hjulene var Lance's foretrukne i alt, der gik opad i 2004-2007 inclusiv hans etape sejre på Alpe d'Huez. De er måske ikke italienske, men deres røde eger og kulfiber-nav passer godt til æstetikken. Kranksættet er også fra 2006, men har aldrig været brugt i det professionelle felt.
Hvis du ikke lige kan huske historen bag Colnagoen, kan du klikke HER og blive opdateret.