29 maj 2012

26... 28... 30... dryp

Maj nåede ikke at slutte før sommeren fik rigtigt tag i USAs østkyst. Den sidste uges tid har termometret langsomt sneget sig opad, først i starten af tyverne og de sidste 3 dage med 26, 28 og 30 graders varme. Ind imellem kommer store regnskyl og tordenvejr i en sådan grad at vores hus har rystet og bilalarmer overalt går i selvsving.

Når varmen stiger opad skal man sørge for at blive kølet ned, så vi har haft Benjamin ude i varmen iført så lidt som muligt og også haft badekaret med i haven.
















Benjamin er ualmidelig glad for vand i alle afskygninger, og det meste af hans leg går ud på at hælde vandet ud af en kop, ske eller andet agregat, der kan samle vandet op fra badekaret. Det hele bliver vandet og han tager gerne en slurk undervejs.
















Vi andre nøjes med at se på og beundre hans ihærdighed.

28 maj 2012

Hår(d) 1/2 Jernmand

Tri-sæsonnen er startet og dermed også en hel sommer fuld af tidlige morgener, ømme ben og gode undskyldninger.
Jeg har valgt den fulde Ironman distance fra, da jeg synes det kræver for meget tid hvis jeg skal forbedre mig væsentligt. Jeg kan fortsætte med 8-12 timers ugentlig træning og holde grundformen ved lige, og jeg kan sikkert også med den forbedring af løbet som jeg oplever komme tæt på sub-10 timer ud på efteråret. Men det er dræbende at vide at man skal holde så meget igen under svømningen og især cyklingen for at spare kræfterne til fire timers lunt fordi kroppen endnu ikke er vant til at løbe.

Derfor har jeg til denne 2012-sæson meldt mig til tre løb på den halve (70.3) Ironman distance - een i Maj, een i August og sidste i September. Det er lidt sent på året, men det passede ind i planerne. I juni og juli skal jeg lave et par triathlons på den olympiske distance og strategien er simpel: Begynd at vænne kroppen til race frem for overlevelse.
















Første udfordring: Harryman Triathlon i Harriman State Park, en god times kørsel fra Norwalk. Løbet er opstart for mange athleter, men samtidigt en meget svær rute. Deraf ordspillet Harry-Hairy. 
For at starte med de dårlige nyheder - jeg undervurderede ruten fuldstændigt. Jeg vidste godt den var kuperet, men at vi under cyklingen skulle ud på 1400 højdemeter, det havde jeg ikke læst nogen steder. Det løb jeg har været med til de sidste to år i Connecticut - Rev3 Quassi - er kendt for at være et af de sværeste på østkysten, men det kan slet ikke sammenlignes med Harryman har jeg nu fundet ud af.

For at tage starten først: Jeg har opgraderet min cykel, det skal man jo før sæsonstart. Af er kommet mine Zipps og vandbeholder på stellet, på er kommet et sæt Reynolds RZR og en flaske på aerostyret. Jeg har fået optimeret min position på cyklen for at kunne yde flere watt, desværre har jeg kun fået trænet 2 gange med det nye setup, så det var ikke optimalt før løbet. 


Anyways, jeg havde egentligt tænkt strategien igennem og var opsat på at starte roligt ud, vel vidende at det var en halv ironman jeg havde meldt mig til og at der var 99 andre, der skulle ud på samme udfordring. 
Cyklerne blev stillet i skiftezonen lørdag morgen ved 8-tiden, en time før starten gik.

Vi skulle svømme i Welch søen, der i det gode vejr var blevet varmet rimeligt op. Våddragt var obligatorisk, men vandet var ikke så koldt som frygtet. Desværre er dette billede lidt uskarpt, men Benjamin står i vandkanten og spejder ud mod de orange bøjer og livrederne i kajak'er, der følger med os og sørger for sikkerheden undervejs på de to runder.
















Inden starten gik blev den Amerikanske nationalsang afspillet - det synes jeg er en fin tradition, det blander lidt højtidelighed ind i billedet og giver lige det sidste skud adrenalin inden starten går. Det er meget patriotisk, men jeg kan godt lide den stemning, der er til amerikanske løb. Alle er sociale og tager det alvorligt på en god måde.















Det er nok cirka her, det går galt med strategien. Op ad vandet som nummer 7 sammenlagt uden de helt store anstrengelser under svømningen. Tiden var ikke særlig god, men det var fordi banen var noget længere end de ellers officielle 1800 meter. Første mand ude i 35 minutter, jeg var lidt over 2 efter og glemte alt om tilbageholdenhed da jeg kom op til T1 og hoppede på cyklen.


Benjamin og Anja fulgte troligt med ud af parkeringspladsen, ud til den landevej vi skulle cykle 4 omgange på. Som sagt var der samlet 1400 højdemeter fordelt over 90 kilometer, to lange stigninger på hver 3 km med 8-10% stigning uafbrudt. Skønt for en cyklist og jeg startede også med at overhale to af de seks, der var kommet op af vandet før mig. 
Det er svært at se på billedet herover, men jeg er den lille sorte prik lige til højre for Benjamins pande. Han kigger sikkert efter en anden cyklist inden jeg kommer forbi. Det går iøvrigt en smule nedad lige på dette stykke, så vi kom op over 70 km/t flere gange.

Cykeldelen som den ser ud i højdekurve målt med Garmin 705.












Desværre, desværre er det her filmen knækker. Efter tre timers cykling og en sjat kom jeg ind til skiftezonen igen i femte hurtigste cykeltid og det slog mig først da, at jeg manglede en halv-marathon.
Jeg startede løbet men kunne hurtigt mærke at jeg havde brugt alt for mange kræfter på cyklingen. Jeg havde også ondt i brystet - enten pga den nye position på cyklen eller allergi-astma eller en kombination af det hele. Anyways, jeg luntede de første 10 kilometer og sagde tak for den dag.

Skuffende, skuffende når nu man har betalt for at være med og taget hele familien på skovtur. Jeg kunne have luntet de sidste 10 kilometer, men ruten var som cyklingen enormt kuperet og jeg ville sikkert skulle gå op ad nogle af bakkerne og det opgav jeg simpelthen. Ser man på måltiderne kunne jeg faktisk stadig have sluttet omkring de 25-30 første og 3'er i min aldersgruppe, så meget afstand havde jeg taget på cyklen. Men det var bare ikke fedt og jeg kunne ikke trække vejret helt ned i lungerne, så jeg bestluttede mig for at pakke grejet og ringe til en læge istedet.


Hjemme i Norwalk og Benjamin havde fået en tiltrængt lur i bilen. Han og jeg var begge friske og han var flink til at hjælpe med at vaske min cykel. Han er meget optaget af cykler og kan genkende dem selv på hans t-shirt eller en simpel tegning. Og så er han rigtigt god til at røre i spanden med sin pind, så vi er et godt team han og jeg.















Næste race er olympisk distance i Juni (allerede om en uge da dette indlæg er en uge for sent i forhold til løbsdatoen 19. Maj), og jeg har endnu ikke fastlagt målsætningen. Jeg skal helt sikkert i mål denne gang og jeg har lyst til igen at slippe benene løs på cyklen, men jeg SKAL kunne gennemføre et rimeligt 10K uden at bryde ned. Det skal altså kunne lade sig gøre, også selvom jeg tramper igennem på bakkerne.
Vi får se... Vi får se.

27 maj 2012

Benjamin 15 months

Der er højt til loftet hjemme hos os, når man kun er to fod lang og en smule. Det hjælper at opføre sig eksemplarisk om dagen og sove om natten - så er ens forældre glade og tilfredse med deres baby boy, der er blevet en rigtig lille dreng.
















Rigtige drenge lader sig ikke gå på af en smule regn, slet ikke når ens mor har købt en cool army regnfrakke til at have på mens himlen tisser.
















Egen stol har man også med navn på og billeder af biler. Biler, der i øvrigt er det store interesse-emne, både affaldstrucken, brandbilerne og de små farvede nogen, der kører forbi på vejen udenfor vinduet.
















Posing...
















Mos og vælling er forlængst pasé, ligesom det at spise med hænderne er noget babyer gør. Pølser er livretten, mmen kan man få lov at sidde og stikke i en rød pebber eller kartofler, så ryger de også ind imellem de 12 tænder, der har plads i kabinen.
















Onkel Simon er flink at passe mens mor og far nyder en dag i spa'en med massage og hudpleje. Først skal mor lige illustrere hvordan man løfter babyben med den ene hånd og tørrer med den anden.
















Efter kyndig instruktion er Onkel og Nephew klar til en eftermiddag i Central Park mens the folks tager saunatur og kolde dukkerter med agurker på øjnene.
















Tillykke med de 15 måneder Benjamin, du er en ualmindelig sød og nem lille dreng.

22 maj 2012

Løbende træning

Triathlon sæsonnen står for døren, så Benjamin må vige spaltepladsen for lidt om tri og træning. Efter et par sæsonner med gradvis opbygning af træning og deltagelse i stævner har jeg vvalgt at gribe denne sæson lidt anderledes an. Først og fremmest har jeg gennem vinteren forsøgt at forbedre min løbe-evne, da det har holdt mig meget tilbage ikke at kunne løbe hurtigere end en tyk mand på vej til bageren på en søndag. Det er sjovt at komme op af vandet i top 10% og klare cyklingen i samme tempo, men når man dropper hele vejen ned gennem feltet på løbet er det lidt et antiklimaks at komme i mål.

Nuvel, SÅ mange kilometer er det heller ikke blevet til over årene 09-11 ser man på løbeturene, men jeg har dog gradvist kunne forbedre mine tider og tempi. Sidste år i oktober kulminerede det med en halvmarathon i 1:43, hvilket ikke er nogen rekord, faktisk langt fra, men på den kuperede rute var det ganske pænt i min terminologi.
Gennem vinteren har jeg trænet lidt flittigere end tidligere, især ved at inkoorperere intervaller i min træning. Jeg løber i gennemsnit kun 2-3 gange om ugen og kun 20 kilometer hvis alt går vel, men løber man pludselig med Benjamin foran sig i en vogn og nogle gode spurter undervejs, så virker det til at højne niveauet mere end blot at løbe længere, oftere.

Sidste weekend skulle formen så stå sin første prøve ved Mors Dag's 10K, der belejligt startede ud fra stranden lige hvor vi bor. Jeg troppede op 7:45 til start klokken 8:30, betalte mine 18 dollars og modtog en flot orange t-shirt i alt for stor og et nummer med et fem- et to-tal på.
Jeg formåede at klipse nummeret på brystet uden alt for store blodtab og var klar til start lige som Benjamin og fruen indfandt sig på lægderne. Taktikken var simpel, starte ud i et rimeligt, overkommeligt tempo, nå halvvejs ud på ruten og så ellers skrue op som der var ben til. Målet var 45 minutter for de relativt flade 10.000 meter.













Starten gik og vi var godt 300 løbere, der trådte an iført alt for stramt tøj. Ruten gik op langs vejen vi bor ud til, ind gennem centrum, stik nordpå til motorvejen og tilbage af den hovedvej, der igen kommer forbi vores hus og ned til stranden. Jeg kendte derfor stort set hvert et hjørne, ikke fordi der var nogen umiddelbar fordel i det.
Anja var så sød at tage lidt video af starten, men desværre var der ikke nogen plads på memorykortet, så det blev kun til et enkelt sekundt...



Det var måske lidt svært at se, så vi tager den lige i langsom gengivelse...


Da jeg var nået tilbage til målstregen havde Anja fået ryddet lidt op i billederne på kameraet, så det blev til en lidt længere finish sekvens. Jeg kom ind i tiden 43:37, så ganske godt efter egne standarder og et pace tempo på 7 minutter og 2 sekunder per mil, det er det hurtigste jeg nogensinde har målt, så det var jeg ganske godt tilfreds med.


Formen loger dermed godt for de forestående triathlons. Jeg er tilmeldt tre halv-Ironman løb og to olympiske distancer, så måske jeg i år kan koncentere mig mere om speed end om blot at komme hele vejen gennem løbet. Det vil være rart at kunne lukke lidt op for tempoet på cyklen og ikke skulle holde så meget tilbage for at spare kræfterne. Vi får se...

17 maj 2012

Mere med familien ...

Imens bedsteforældrene var i byen vågnede Simon op fra storby-whiskey-slumren og drog ud på landet til os ydmyg Norwalkanere for at aflægge besøg. Benjamin er altid glad for at se sin onkel, især når han ikke bare ligger på sofaen og snorker. 















Vi var heldige med vejret de fleste dage selvom det godt måtte have været lidt lunere end de 15-16 grader vi var blevet tildelt. Vi fik gået og cyklet en del kilometer rundt på Norwalk sight seeing.















Der er ikke langt mellem vandhullerne her i staterne, så det er let at finde et sted med burger og fries.















Efter en formidddagslur og frokost er Benjamin fuld af energi, og så er det godt at farmor og farfar er på besøg til at lege.















Selvom de ikke er helt unge mere kan de altså godt fange en lille dreng på flugt, også selvom han lige har lært at løbe.

It's a bird, it's a plane, it's Benjamin...





























Hjemme på førstesalen med røde kinder efter en lang dag ude i solen.

I'm Mr. Blue Eyes, Frankie go home...

13 maj 2012

2 uger med de gamle ...

Man kan foranlediges til at tro vi har glemt koderne til bloggen eller været uden strøm i flere uger, for der har ekseptionelt stille på bloggen i hele to uger. Sagen er den, at vi har haft meget at se til, besøg fra Danmark og ingen motivation til at oprette indlæg og skære billeder til. 















De gamle er ikke som man måske skulle tro Anja og jeg, men bedsteforældrene fra Sjælland. Længe ventet og længe undervejs fra Kastrup til La Guardia frem mod 14 dage spredt over Norwalk og Manhattan.



De næste par dage følger billedlige beretninger fra de sidste to uger, postet med spredhagl og ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge. Vi håber dog det alligevel bliver underholdende.



Vores søn nød opmærksomheden fra farmor og farfar i fulde drag. Der blev leget non-stop og udfordret vante rammer og "det plejer vi..."-situationer. Det er altid godt med lidt ny inspiration udefra, selvom Benjamin på det nedenstående billede ser ud som om farmor har været lige vel optimistisk med hans rutsje-evner.

Altså Farmor, nu må du lige... 

Så er det godt man kan forhandle og tale sig vej til et kompromis, det ser Benjamin ud til at nyde på den lidt mindre baby-slidske.

Hjemme hos far og mor er der ingen vej udenom de praktiske gøremål, der jo ikke forsvinder selvom der er besøg af familien. Fars Volvo skal vaskes og garagen fejes, så det er godt Benjamin står tidligt op så han kan nå at få klaret pligterne før morgenmaden skal på bordet.
















Vi er sikre på han vil takke os for at lære ham værdien af et veludført stykke praktisk arbejde. Han er ved at have fejet sig en god lille bunke til ude bag garagen. Good job Benjamin!