Tri-sæsonnen er startet og dermed også en hel sommer fuld af tidlige morgener, ømme ben og gode undskyldninger.
Jeg har valgt den fulde Ironman distance fra, da jeg synes det kræver for meget tid hvis jeg skal forbedre mig væsentligt. Jeg kan fortsætte med 8-12 timers ugentlig træning og holde grundformen ved lige, og jeg kan sikkert også med den forbedring af løbet som jeg oplever komme tæt på sub-10 timer ud på efteråret. Men det er dræbende at vide at man skal holde så meget igen under svømningen og især cyklingen for at spare kræfterne til fire timers lunt fordi kroppen endnu ikke er vant til at løbe.
Derfor har jeg til denne 2012-sæson meldt mig til tre løb på den halve (70.3) Ironman distance - een i Maj, een i August og sidste i September. Det er lidt sent på året, men det passede ind i planerne. I juni og juli skal jeg lave et par triathlons på den olympiske distance og strategien er simpel: Begynd at vænne kroppen til race frem for overlevelse.
Første udfordring: Harryman Triathlon i Harriman State Park, en god times kørsel fra Norwalk. Løbet er opstart for mange athleter, men samtidigt en meget svær rute. Deraf ordspillet Harry-Hairy.
For at starte med de dårlige nyheder - jeg undervurderede ruten fuldstændigt. Jeg vidste godt den var kuperet, men at vi under cyklingen skulle ud på 1400 højdemeter, det havde jeg ikke læst nogen steder. Det løb jeg har været med til de sidste to år i Connecticut - Rev3 Quassi - er kendt for at være et af de sværeste på østkysten, men det kan slet ikke sammenlignes med Harryman har jeg nu fundet ud af.
For at tage starten først: Jeg har opgraderet min cykel, det skal man jo før sæsonstart. Af er kommet mine Zipps og vandbeholder på stellet, på er kommet et sæt Reynolds RZR og en flaske på aerostyret. Jeg har fået optimeret min position på cyklen for at kunne yde flere watt, desværre har jeg kun fået trænet 2 gange med det nye setup, så det var ikke optimalt før løbet.
Anyways, jeg havde egentligt tænkt strategien igennem og var opsat på at starte roligt ud, vel vidende at det var en halv ironman jeg havde meldt mig til og at der var 99 andre, der skulle ud på samme udfordring.
Cyklerne blev stillet i skiftezonen lørdag morgen ved 8-tiden, en time før starten gik.
Vi skulle svømme i Welch søen, der i det gode vejr var blevet varmet rimeligt op. Våddragt var obligatorisk, men vandet var ikke så koldt som frygtet. Desværre er dette billede lidt uskarpt, men Benjamin står i vandkanten og spejder ud mod de orange bøjer og livrederne i kajak'er, der følger med os og sørger for sikkerheden undervejs på de to runder.
Inden starten gik blev den Amerikanske nationalsang afspillet - det synes jeg er en fin tradition, det blander lidt højtidelighed ind i billedet og giver lige det sidste skud adrenalin inden starten går. Det er meget patriotisk, men jeg kan godt lide den stemning, der er til amerikanske løb. Alle er sociale og tager det alvorligt på en god måde.
Det er nok cirka her, det går galt med strategien. Op ad vandet som nummer 7 sammenlagt uden de helt store anstrengelser under svømningen. Tiden var ikke særlig god, men det var fordi banen var noget længere end de ellers officielle 1800 meter. Første mand ude i 35 minutter, jeg var lidt over 2 efter og glemte alt om tilbageholdenhed da jeg kom op til T1 og hoppede på cyklen.
Benjamin og Anja fulgte troligt med ud af parkeringspladsen, ud til den landevej vi skulle cykle 4 omgange på. Som sagt var der samlet 1400 højdemeter fordelt over 90 kilometer, to lange stigninger på hver 3 km med 8-10% stigning uafbrudt. Skønt for en cyklist og jeg startede også med at overhale to af de seks, der var kommet op af vandet før mig.
Det er svært at se på billedet herover, men jeg er den lille sorte prik lige til højre for Benjamins pande. Han kigger sikkert efter en anden cyklist inden jeg kommer forbi. Det går iøvrigt en smule nedad lige på dette stykke, så vi kom op over 70 km/t flere gange.
|
Cykeldelen som den ser ud i højdekurve målt med Garmin 705. |
Desværre, desværre er det her filmen knækker. Efter tre timers cykling og en sjat kom jeg ind til skiftezonen igen i femte hurtigste cykeltid og det slog mig først da, at jeg manglede en halv-marathon.
Jeg startede løbet men kunne hurtigt mærke at jeg havde brugt alt for mange kræfter på cyklingen. Jeg havde også ondt i brystet - enten pga den nye position på cyklen eller allergi-astma eller en kombination af det hele. Anyways, jeg luntede de første 10 kilometer og sagde tak for den dag.
Skuffende, skuffende når nu man har betalt for at være med og taget hele familien på skovtur. Jeg kunne have luntet de sidste 10 kilometer, men ruten var som cyklingen enormt kuperet og jeg ville sikkert skulle gå op ad nogle af bakkerne og det opgav jeg simpelthen. Ser man på måltiderne kunne jeg faktisk stadig have sluttet omkring de 25-30 første og 3'er i min aldersgruppe, så meget afstand havde jeg taget på cyklen. Men det var bare ikke fedt og jeg kunne ikke trække vejret helt ned i lungerne, så jeg bestluttede mig for at pakke grejet og ringe til en læge istedet.
Hjemme i Norwalk og Benjamin havde fået en tiltrængt lur i bilen. Han og jeg var begge friske og han var flink til at hjælpe med at vaske min cykel. Han er meget optaget af cykler og kan genkende dem selv på hans t-shirt eller en simpel tegning. Og så er han rigtigt god til at røre i spanden med sin pind, så vi er et godt team han og jeg.
Næste race er olympisk distance i Juni (allerede om en uge da dette indlæg er en uge for sent i forhold til løbsdatoen 19. Maj), og jeg har endnu ikke fastlagt målsætningen. Jeg skal helt sikkert i mål denne gang og jeg har lyst til igen at slippe benene løs på cyklen, men jeg SKAL kunne gennemføre et rimeligt 10K uden at bryde ned. Det skal altså kunne lade sig gøre, også selvom jeg tramper igennem på bakkerne.
Vi får se... Vi får se.