Der er opstaaet en lille forsinkelse efter fredagens begivenheder. Anja og Helena er kommet hjem og det har ikke sat huset paa den anden ende, men dog faaet os til at fokusere ressourcerne paa de ummiddelbart naere behov mens opdatering af bloggen er blevet sat med en omgang.
Soendag aften har vi en smule tilbage i tanken til at fortaelle om den sidste dag paa hospitalet og den foerste herhjemme som kvartet.
Ganske som med Benjamin tjekkede vi ud lige foer middag. Det er en lidt vemodig fornemmelse at sige farvel til sygehuspersonalet. At bringe barn efter barn til verden er deres dagligdag og blot endnu en dag eller nat paa kontoret, men for os foraeldre saa betydningsfuld en oplevelse at det forekommer lidt halvhjertet blot at sige farvel og tak 2 dage efter. De er dygtige paa sygehuset her i Norwalk, der rangerer blandt de bedste i staten og dermed landet, og de goer meget for at man foeler sig i gode haender. Man foeler en naesten intim forbindelse med sygeplejerskene og laegerne paa foedegangen, der brat slutter ganske kort efter det hele er foregaaet. Anja havde vaeret saa betaenksom at tage en gave med til de, der var paa vagt den onsdag eftermiddag.
Exit gennem de samme doere som vi godt to aar tidligere havde gaaet igennem med Benjamin, nu med endnu en lille knold, hvis Daddy ikke kunne tage et ordentligt billede. Jeg lover jeg goer hvad jeg kan for det ikke kommer til at gentage sig.
Hjemme er det lettere at faa os alle med.
Den stolte storebror kom med til laegen, hvor Helena skulle tjekkes over weekenden.
Normalt taber nyfoedte lidt vaegt i loebet af de foerste 2-3 dage. Helena har spist flittigt og vaegten landede paa praecis de samme 3356 gram som paa hospitalet, faa minutter efter foedsel.
Hun spiser non-stop, men sover ogsaa rimeligt godt. Naar hun er vaagen ser hun sig omkring og laver ikke meget spetakel med mindre hun er sulten eller der er noget paa vej ud igen. So far so good...
Aslutningsvis skal vi sige at det nok bliver smaat med opdateringer foer tirsdag US tid. Jeg tager paa arbejde imorgen mandag, Benjamin tager i dagpleje og Mor og datter faar en dejlig foraarsdag alene hjemme med gaatur i det gode vejr og forhaabentligt masser af hvile.
28 april 2013
27 april 2013
Mens vi venter paa lillesoester ...
Da vi fik Benjamin var vi begge meget involverede i de foerste dage paa hospitalet. Jeg sov deroppe ved Anjas side og forseogte at goere mig saa nyttig som mulig hvilket oftest udmyndede sig i ansvarsfulde ture til juice-automaten og enkelte bleskift.
At faa nummer to har vi laenge vidst ville vende op og ned paa tingene og mange har berettet om den hektiske tilvaerelse, der foelger med det nye liv. Indtil nu (tre dage inde i forloeet) gaar det bedre end forventet, hvilket klart skyldes to grunde:
For det andet har Benjamin kun vaeret lidt paavirket af hele situationen. Jeg har proevet at faa torsdag og fredig til at foeles som vores weekender, vi har vaeret ude af huset og lege som vi normalt goer, og saa selvfoelgelig besoegt mor og "Baby" som han flot udtaler.
Der er enkelte udbrud og mange svar, der starter med "No", som han passende har laert til lejligheden. Det er dog MEGET begraenset og han kan ofte tales til rette eller distraheres med et andet stykke legetoej eller en politibil paa gaden.
Vi har altid forsoegt at opdrage Benjamin med struktur og frihed under ansvar, saa han faar lov til de ting han plejer under samme forhold som han plejer. Det goer det lettere at forstaa at "alting er som det plejer" Mor og Baby er bare lige oppe paa hospitalet i et par dage mens Benjamin og Daddy har det sjoft i haven og paa legepladsen.
Der er plads til lidt flere Peter Pedal tegnefilm paa iPad'en og vi har koebt en App om gravemaskiner. Dertil proever jegt saa vidt muligt at undgaa at konflikterne eskalerer indtil Anja er hjemme igen.
Midt i det hele foeler man sig lidt fravaerende overfor Anja og Helena og jeg ved Anja savner Benjamin meget. Det er bare begraenset hvor spaendende en hospitalstue er, naar man hele tiden faar at vide at lattergas og Emergency-knappen kun er for de voksne.
Anja og jeg taler om vigtigheden i at Benjamin faar en lige saa god start paa den nye familie som Helena, og imorgen kommer der pakker fra Farmor og Farfar, der kan flytte centrum lidt tilbage paa Benjamin.
Indtil da maa mor og far huske at der er mange dage fremover, hvor hele familien kan vaere sammen og romerne havde ret, da de opfandt udtrykket "Divide et impera". Del og hersk - det skal nok gaa alt sammen.
De ligner hindanden de to, Helena er blot lidt stoerre and Benjamin var. |
At faa nummer to har vi laenge vidst ville vende op og ned paa tingene og mange har berettet om den hektiske tilvaerelse, der foelger med det nye liv. Indtil nu (tre dage inde i forloeet) gaar det bedre end forventet, hvilket klart skyldes to grunde:
For det foerste er Anja en superstar naar det kommer til at klare sig paa egen haand. Benjamin og jeg har vaeret alene hjemme det meste af Helenas foerste dage og Anja har staaet for alt det praktiske omkring hende selv og vores datter.
For det andet har Benjamin kun vaeret lidt paavirket af hele situationen. Jeg har proevet at faa torsdag og fredig til at foeles som vores weekender, vi har vaeret ude af huset og lege som vi normalt goer, og saa selvfoelgelig besoegt mor og "Baby" som han flot udtaler.
Tilbage til pointen omkring forventninger til nummer to og Anjas maade at haandtere tingene paa - Benjamin opfoerer sig eksemplarisk i naerheden af sin soester. Det er helt sikkert at hans opfattelse af hende bunder i Anjas forberedelse og han er naturligt kaerlig omkring hende, med smaa blide beroeringer og kys. Han vil gerne side og holde hende saa godt som man nu kan, naar man er to aar gammel. Det er til at blive helt roert af.
I've got your back sister... |
Der er enkelte udbrud og mange svar, der starter med "No", som han passende har laert til lejligheden. Det er dog MEGET begraenset og han kan ofte tales til rette eller distraheres med et andet stykke legetoej eller en politibil paa gaden.
Vi har altid forsoegt at opdrage Benjamin med struktur og frihed under ansvar, saa han faar lov til de ting han plejer under samme forhold som han plejer. Det goer det lettere at forstaa at "alting er som det plejer" Mor og Baby er bare lige oppe paa hospitalet i et par dage mens Benjamin og Daddy har det sjoft i haven og paa legepladsen.
Der er plads til lidt flere Peter Pedal tegnefilm paa iPad'en og vi har koebt en App om gravemaskiner. Dertil proever jegt saa vidt muligt at undgaa at konflikterne eskalerer indtil Anja er hjemme igen.
Vi tegner en tegning til Baby. |
Midt i det hele foeler man sig lidt fravaerende overfor Anja og Helena og jeg ved Anja savner Benjamin meget. Det er bare begraenset hvor spaendende en hospitalstue er, naar man hele tiden faar at vide at lattergas og Emergency-knappen kun er for de voksne.
Anja og jeg taler om vigtigheden i at Benjamin faar en lige saa god start paa den nye familie som Helena, og imorgen kommer der pakker fra Farmor og Farfar, der kan flytte centrum lidt tilbage paa Benjamin.
Indtil da maa mor og far huske at der er mange dage fremover, hvor hele familien kan vaere sammen og romerne havde ret, da de opfandt udtrykket "Divide et impera". Del og hersk - det skal nok gaa alt sammen.
25 april 2013
Family of Four ...
Dag #1 i vores nye kvartet har budt paa en rolig affaere med masser af indtryk. Benjamin og jeg sov hjemme medens Anja og den lille var paa hospitalet. Grundet den pludselige entre til verden sov pigen med sygeplejerske saa de kunne tilse hende skulle det blive noedvendigt. Anja fik sig nogle timers soevn, og da amningen forloeber flydende har mor og datter det straalende.
Hun er en temperamentfuld lille dame med god appetit, godt sovehjerte og gode lunger! Benjamin var vidst mere rolig i sine udbrud lige som vi husker det, men der er saa mange indtryk i kroppen at det er svaert at erindre. Det hele er gaaet saa staerkt, naermest for hurtigt til vi har kunnet foelge med. Oveni er vi meget opmaerksomme paa Benjamins behov og deltagelse, saa det har vaeret Daddy alene hjemme med Benjamin idag, to besoeg paa hospitalet lig med knap fire timer med mor og den lille ny.
Det er en lidt svaer situation at vaere i som andengangsfar. Man vil gerne vaere til stede, Benjamin har brug for at foele han er med hele vejen og det er bare begraenset hvad man kan hjaelpe med paa hospitalet. Oveni har jeg paadraget mig feber og forkoelelse, saa al kontakt med spaedbarn boer foregaa gennem maske. Det er svaert at acceptere som du kan se, men det bedste for mor og barn er ro og hvile og min tur skal nok komme.
Der er dog eet navn, der har floreret lige siden Benjamin kom ud som dreng. Valget er sikkert svaert for de fleste, som det er for os, og der er mange individuelle ideer og meninger. Vores bevaeggrundlag er flankeret af ord som klassisk, multilingualt og et drys af statelighed. Og det skal under ingen omstaendigheder vaere et alt for populaert navn, selvom Oliver og Storm er soede. De passer maaske heller ikke saa godt nu det blev en pige...Inden hun kom ud jokede med at uanset hvordan "hun" saa ud, saa ville hun blive en HELENA.
Vi har oevet os i dag inden papirene skal skrives under imorgen, og de oevrige kandidater som Emilie, Isabella og Kayla er fortonet i baggrunden. Der er nok bare tilbage at regne beslutningen for vaerende truffet, ellers skal moenten frem igen imorgen tidlig.
Der er mange billeder i vores kamera og det er svaert at holde styr paa dem alle, saa her er en kollage af indtryk fra idag og et enkelt fra igaar aftes, der meget godt illustrerer hvor utrolig en kvinde Anja er. 56 minutters foedsel uden nogen form for medicinske hjaelpemidler. Gaaende rundt paa stuen til det sidste for at holde smerterne fra livet.
Anja og Helena kommer hjem imorgen, vi henter dem inden middag saa Benjamin kan faa sin soester hjem og en god lang middagslur som storebror.
Hun er en temperamentfuld lille dame med god appetit, godt sovehjerte og gode lunger! Benjamin var vidst mere rolig i sine udbrud lige som vi husker det, men der er saa mange indtryk i kroppen at det er svaert at erindre. Det hele er gaaet saa staerkt, naermest for hurtigt til vi har kunnet foelge med. Oveni er vi meget opmaerksomme paa Benjamins behov og deltagelse, saa det har vaeret Daddy alene hjemme med Benjamin idag, to besoeg paa hospitalet lig med knap fire timer med mor og den lille ny.
Det er en lidt svaer situation at vaere i som andengangsfar. Man vil gerne vaere til stede, Benjamin har brug for at foele han er med hele vejen og det er bare begraenset hvad man kan hjaelpe med paa hospitalet. Oveni har jeg paadraget mig feber og forkoelelse, saa al kontakt med spaedbarn boer foregaa gennem maske. Det er svaert at acceptere som du kan se, men det bedste for mor og barn er ro og hvile og min tur skal nok komme.
Som bloggen har dokumenteret har hele graviditetsforloebet vaeret meget anderledes denne gang end med Benjamin. Derfor var det heller ingen stor overraskelse at koennet var anderledes. "En pige stjaeler sin mors skoenhed" som de siger, og Anjas halsbrand, toerre hud og soevnbesvaer taler sit klare sprog. Nu hvor hun er ude skal vi have fundet et passende navn til den lille, saa den lyseroede liste er kommet op at haenge paa stuen.
Der er dog eet navn, der har floreret lige siden Benjamin kom ud som dreng. Valget er sikkert svaert for de fleste, som det er for os, og der er mange individuelle ideer og meninger. Vores bevaeggrundlag er flankeret af ord som klassisk, multilingualt og et drys af statelighed. Og det skal under ingen omstaendigheder vaere et alt for populaert navn, selvom Oliver og Storm er soede. De passer maaske heller ikke saa godt nu det blev en pige...Inden hun kom ud jokede med at uanset hvordan "hun" saa ud, saa ville hun blive en HELENA.
Vi har oevet os i dag inden papirene skal skrives under imorgen, og de oevrige kandidater som Emilie, Isabella og Kayla er fortonet i baggrunden. Der er nok bare tilbage at regne beslutningen for vaerende truffet, ellers skal moenten frem igen imorgen tidlig.
Der er mange billeder i vores kamera og det er svaert at holde styr paa dem alle, saa her er en kollage af indtryk fra idag og et enkelt fra igaar aftes, der meget godt illustrerer hvor utrolig en kvinde Anja er. 56 minutters foedsel uden nogen form for medicinske hjaelpemidler. Gaaende rundt paa stuen til det sidste for at holde smerterne fra livet.
Anja og Helena kommer hjem imorgen, vi henter dem inden middag saa Benjamin kan faa sin soester hjem og en god lang middagslur som storebror.
24 april 2013
It's a Girl!
Klokken er 22:49 lokal Norwalk tid, og efter en lang og begivenhedsrig dag maa vi udbede os en smule sproglig og typografisk eftergivenhed. Anja er paa hospitalet med vores lille, nye pige, Benjamin sover i sin seng herhjemme, hvor jeg sidder i stuen og proever at faa kaedet begivenhederne sammen.
Vi kan starte med det vigtigste: Mor og barn har det godt. Pigen er lidt medtaget af hastigheden hvormed hun forlod det trygge, skvulpende leje, men er efter lidt hjaelp med rengoering af luftvejene er kommet til haegterne.
Anja var hos laegen idag, hvor der ikke var de store aendringer i hendes situation: 80% udfaset, 30 mm aabnet. Jeg gaettede 50 mm, for Anja havde allerede om morgenen fortalt at hun havde en anelse og syntes jeg skulle tage bilen frem for cyklen paa arbejde. Benjamin skulle i dagpleje og Anja skulle til laegen, saa cyklen var reelt set det smarteste for os alle, og der var organiseret en motoriseret backup skulle der ske noget pludseligt.
Klokken 14:42 ringede Anja og bad mig om at komme hjem, skulle jeg cykle skulle det vaere nu, saa jeg fik i hast klaedt om og ud i modvinden. Det var nogle lange 35 kilometer hjem til Norwalk.
Da jeg kom frem en time og seks minutter senere var Anja mere end klar til at tage paa hospitalet. Huskelisterne blev fulgt, bilen pakket og naboen underrettet saa Benjamin kunne komme hjem fra dagpleje. Noeglerne blev drejet i taendingen 16:33, saa vi var fremme ved hospitalet knap ti minutter senere.
Herfra gik det saa staerkt at jeg knap nok fik taget billeder. Der kommer flere paa imorgen fra selve hospitalet, men fast forward til 17:26, hvor der blev bragt balance i koensfordelingen i vores lille familie. Med andre ord, mindre end 60 minutter tog det fra Anja traadte ind, til pigen var ude.
Saadan ser hun ud, vores lille ny. 7,5 pund, hvilket rundt regnet svarer til 3400 gram.
Benjamin er selvfoelgelig en eksemplarisk storebror.
Der kommer mere imorgen, det lover vi. Lige nu skal familien hvile sig og saa starter der et nyt kapitel imorgen tidlig.
Vi kan starte med det vigtigste: Mor og barn har det godt. Pigen er lidt medtaget af hastigheden hvormed hun forlod det trygge, skvulpende leje, men er efter lidt hjaelp med rengoering af luftvejene er kommet til haegterne.
Anja var hos laegen idag, hvor der ikke var de store aendringer i hendes situation: 80% udfaset, 30 mm aabnet. Jeg gaettede 50 mm, for Anja havde allerede om morgenen fortalt at hun havde en anelse og syntes jeg skulle tage bilen frem for cyklen paa arbejde. Benjamin skulle i dagpleje og Anja skulle til laegen, saa cyklen var reelt set det smarteste for os alle, og der var organiseret en motoriseret backup skulle der ske noget pludseligt.
Klokken 14:42 ringede Anja og bad mig om at komme hjem, skulle jeg cykle skulle det vaere nu, saa jeg fik i hast klaedt om og ud i modvinden. Det var nogle lange 35 kilometer hjem til Norwalk.
Da jeg kom frem en time og seks minutter senere var Anja mere end klar til at tage paa hospitalet. Huskelisterne blev fulgt, bilen pakket og naboen underrettet saa Benjamin kunne komme hjem fra dagpleje. Noeglerne blev drejet i taendingen 16:33, saa vi var fremme ved hospitalet knap ti minutter senere.
Herfra gik det saa staerkt at jeg knap nok fik taget billeder. Der kommer flere paa imorgen fra selve hospitalet, men fast forward til 17:26, hvor der blev bragt balance i koensfordelingen i vores lille familie. Med andre ord, mindre end 60 minutter tog det fra Anja traadte ind, til pigen var ude.
Saadan ser hun ud, vores lille ny. 7,5 pund, hvilket rundt regnet svarer til 3400 gram.
Benjamin er selvfoelgelig en eksemplarisk storebror.
Der kommer mere imorgen, det lover vi. Lige nu skal familien hvile sig og saa starter der et nyt kapitel imorgen tidlig.
19 april 2013
Bye bye baby ...
Saa kom dagen hvor vi besluttede os for at sige farvel til Mortens laserjolle. Det sidste aars tid har Morten talt om det, og ser man helt objektivt paa sagen giver det mest mening. Baaden har staaet uberoert i garagen de sidste 12 maaneder, og med en familieforoegelse lige om hjoernet bliver det ikke lettere at komme paa vandet. Der er dog langt fra tanke til handling naar det drejer sig om noget, der er saa indgroet i ens personlighed og selvopfattelse.
Videre skulle den, ikke fordi jeg bad om det, snarere tvaert imod. Morten havde besluttet sig og den bliver ikke mere vaerd som tiden gaar. Skal vi tilbage til Europa igen indenfor en overskuelig fremtid skal den likvideres under alle omstaendigheder. Paa brugtboersen kom den, og der gik ikke lang tid foer de foerste koebere hendvendte sig. Efter en uges tid var der ligefrem koe til at komme og se den 'live' i haven, saa Morten besluttede sig for at indfoere et filter for hvem, der skulle arvtage den finske volvo baad.
Valget faldt paa en familie fra Ontario i Canada! Soennen var tydeligvis talentfuld og de ville koere 8 timer for at hente baaden, saa Morten tog en chance og spillede henholdende over for resten af koeberpuljen. Idag kom de saa frem til Connecticut og tog baaden med sig nordpaa. Vi fik en god snak over en kop te, familien har danske roedder, forstaar sproget til en vis grad og besoeger Koebenhavn med mellemrum.
Laseren kom paa nye, kyndige haender og vi er sikre paa den nok skal goere masser af gavn i Ontario. Hvis der om 7 aar er en Canadier med til OL fra de egne, saa ved vi hvorfor.
Videre skulle den, ikke fordi jeg bad om det, snarere tvaert imod. Morten havde besluttet sig og den bliver ikke mere vaerd som tiden gaar. Skal vi tilbage til Europa igen indenfor en overskuelig fremtid skal den likvideres under alle omstaendigheder. Paa brugtboersen kom den, og der gik ikke lang tid foer de foerste koebere hendvendte sig. Efter en uges tid var der ligefrem koe til at komme og se den 'live' i haven, saa Morten besluttede sig for at indfoere et filter for hvem, der skulle arvtage den finske volvo baad.
Valget faldt paa en familie fra Ontario i Canada! Soennen var tydeligvis talentfuld og de ville koere 8 timer for at hente baaden, saa Morten tog en chance og spillede henholdende over for resten af koeberpuljen. Idag kom de saa frem til Connecticut og tog baaden med sig nordpaa. Vi fik en god snak over en kop te, familien har danske roedder, forstaar sproget til en vis grad og besoeger Koebenhavn med mellemrum.
Laseren kom paa nye, kyndige haender og vi er sikre paa den nok skal goere masser af gavn i Ontario. Hvis der om 7 aar er en Canadier med til OL fra de egne, saa ved vi hvorfor.
12 april 2013
Uge 38
Det er ikke til at løbe fra længere. Hvis jeg forsøgte ville jeg med sikkerhed blive enormt forpustet. Formen er hverken på den ene eller anden måde som den plejer. Maven eller rettere sagt baby #2 er helt sikkert vokset, og stadig meget aktiv. Om det er fordi pladsen er ved at være trang -det må tiden vise. Momma Anja ønsker at der blot er 1 uge tilbage.
Forresten vi tager gerne imod gode og seriøse navneforslag -tak.
10 april 2013
Forårsklassiker ...
Er du cykelsportsinteresseret har du sikkert siddet foran tv'et med et forelsket blik i øjnene de sidste par søndage. Forårssæsonnen er i fuld gang, og selvom vejret i Europa ikke har vist barmhjertighed har cykelhjulene rullet gennem både det Belgiske og Franske landskab.
Vi har fejret sæsonstarten på kontoret med en impromptu fællestur i hvad der må betegnes som opløftende vejrlig. op mod 25 grader har vi haft de sidste to dage, og med lidt sol oveni har det virkeligt føltes som forår, nærmest sommerligt.
Over 40 ryttere var klar til at fejre det gode vejr og de professionelle ryttere, ruten var lagt ud på knap 40 kilometer med 4 lange grusvejs-strækninger, det tætteste vi kommer på brosten på disse egne.
Gruppeto-foto blev taget og så var der ellers afgang i korte ben og vindvest. Opsamling på de første to grus-passager og så ellers hver mand m/k for sig selv resten af vejen. Jeg havde desværre ikke fået kameraet med ud på ruten, så stemningsfyldte billeder af støvede ryttere og barske stigninger må du ty til tv-dækningen af de professionelle efter.
Vi har fejret sæsonstarten på kontoret med en impromptu fællestur i hvad der må betegnes som opløftende vejrlig. op mod 25 grader har vi haft de sidste to dage, og med lidt sol oveni har det virkeligt føltes som forår, nærmest sommerligt.
Over 40 ryttere var klar til at fejre det gode vejr og de professionelle ryttere, ruten var lagt ud på knap 40 kilometer med 4 lange grusvejs-strækninger, det tætteste vi kommer på brosten på disse egne.
Gruppeto-foto blev taget og så var der ellers afgang i korte ben og vindvest. Opsamling på de første to grus-passager og så ellers hver mand m/k for sig selv resten af vejen. Jeg havde desværre ikke fået kameraet med ud på ruten, så stemningsfyldte billeder af støvede ryttere og barske stigninger må du ty til tv-dækningen af de professionelle efter.
07 april 2013
Bite Back 10K
Med en familieforøgelse lige om hjørnet bliver det nok en stille sæson hvad triathlon og øvrig racing angår. Anja er i forvejen godt træt af ikke at kunne motionere, så når den lille ært er skudt ud er hun klar i startblokken til at få sin sporty krop tilbage ASAP.
Der er heldigvis mange små lokale arrangementer, der byder på motion og lidt adrenalin i blodet. Det er ikke det storeudbud i løbet af vinteren meget naturligt, men motionsløbene bliver hyppigere i slutningen af marts og starten af april.
Jeg har aldrig løbet i Danmark med mindre jeg var ved at komme for sent til toget, men jeg husker der var en del cykelmotionsløb rundt omkring de forskellige steder, jeg har boet. Her i USA er der et kæmpe udbud, især små 5 km motionsløb, der afholdes for at rejse penge til velgørende formål eller politisk lobbyisme. Idag søndag har vi været ved strandparken i nabobyen til Bite Back 10 km løb, der afholdes for at samle ind til bekæmpelsen af tæge-bårne sygdomme. Arrangementet bar præg af et typisk indsamlings-event: cirka 100 kroners startgebyr, forudregistrerede får en t-shirt af tvivlsom designmæsig karakter, lokale sponsorer arrangerer vand og frugt og man underskriver en "petition", som så sendes til Washington og de lokale politikere som udtryk for vores kollektive mening om dit eller dat.
For at apelere så bredt som muligt kan man vælge at løbe 10 km, løbe 5 km eller gå 5 km. Det virker en anelse omsonst at trave 5 km rundt i nabolaget for en 100-krone, men det er den måde små foreninger og græsrodsorganisationer samler penge ind. Her er ingen tips og lotto midler at dele ud af som i velfærds-Danmark. Overskudet fra de amerikanske ludomaner ryger direkte i casinoernes lommer.
Tilbage til selve løbet - ud over de ovennævnte goder får man også en nationalhymne sunget af en lokal studerende (det gjorde hun udemærket), gratis måling af blodtryk og det aller vigtigste: officiel timing.
Jeg har ikke løbet mere eller længere denne vinter end tidligere, men jeg har løbet intervaller mindst een gang om ugen og jeg har løbet med nogle hurtigere løbere for at blive bedre og få mere ud af de få minuter om ugen, jeg tilbringer i mine løbesko.
Sidste år i maj løb jeg 10 km på 43 minuter og en sjat. Derfor havde jeg inden dagens løb sat næsen op efter en tid på 40-41 minutter. Efter studinens skønsang fik vi at vide at et par sektioner af stien vi skulle løbe på var dækket af sand, og med en strid vind direkte fra Long Island Sound tænkte jeg at målsætningen nok var en anelse optimitisk. Ruten var i forvejen et miks af grus og asfalt, men Sandy havde åbenbart blæst flere tons sand op på stierne i parken. Benjamin havde allerede været henne og studere de store maskiner, der skal rydde op inden stranden åbner for sommeren.
Well, afsted vi løb, to omgange i strandparken med knap 1000 meter gennem løst sand per omgang skulle nok få sveden frem på panden.
Første omgang gik fint, starten var som altid hektisk og den håndfuld løbere, der havde lagt hurtigst ud eksploderede halvvejs på de første 5 km. Da vi kom tilbage til startlinien efter den første runde og tur gennem sandet var vi tre alene i front, en ung pige ca 30 sekunder foran jeg selv og den fyr jeg havde lagt mig i hælene af.
Da vi nåede vendepunktet omkring 6 km kunne jeg se det ikke kunne lade sig gøre at hente pigen i front. Hun blev ved med at trække fra og var mere end et minut i front. Jeg fokuserede derfor på at holde tempo med min makker et par skridt foran mig og vente at se om der kom en chance for at passere. Under min træning med mine løbe-makkere har jeg erfaret at jeg som regel har et lille dyk i tempo omkring 7 km-mærket på en 10 km, men at jeg har en del power til de sidste par intervaller eller de sidste 1000 meter.
Den sidste kilometer foregik idag i det dybe, løse sand. 500 meter ud med vinden i ryggen og 500 meter op mod mål i sandet med vinden i hovedet. Vi rundede med 5-6 meters afstand og uden egentligt at gøre det bevidst, trak jeg tempoet op. Efter et par sekunder fik jeg lukket hullet, og fandt en anelse hårdt underlag under sandet, så jeg trykkede tempoet en gang mere og stak af fra min kammerat. De efterfølgende 500 meter op mod mål var hårde, men jeg vendte mig om halvvejs og kunne se jeg havde trukket gevaldigt fra. Det var lidt risikabelt at ligge sig frem i modvinden, men det fungerede heldigvis, så jeg kom i mål som løbets samlede nummer 2.
På de sidste meter kunne jeg se løbsuret starte med 39 og tikke 45, 46, 47... på sekundviseren, så jeg fik klemt den sidste ilt ud i musklerne og kom i mål i 39:54, ganske pænt under målsætningen.
Desværre fik jeg ikke den offielle længde konfirmeret, så jeg kan ikke garantere at ruten vitterligt var 10.000 meter lang. Med de sandede forhold og tiden taget i betragtning har jeg svært ved at tro ruten virkeligt var en fuld 10K. Jeg må tilbage med min GPS og tjekke. Hvis længden virkeligt passer har jeg løbet 3:59 per kilometer eller 6:25 minut miles, det er hurtigste tid til dato så intervallerne virker vist!
Anyway, vi skal lige huske jeg fik klø af en 20-something pige, der løb ruten næsten 3 minutter hurtigere end jeg. Vi fik begge overrakt en vindjakke, et håndtryk af løbsarrangøren og taget et billede til lokalsprøjten. Så lidt fik vi dag ud af en vindblæst tur til stranden - løbssæsonen er offficielt igang!
Der er heldigvis mange små lokale arrangementer, der byder på motion og lidt adrenalin i blodet. Det er ikke det storeudbud i løbet af vinteren meget naturligt, men motionsløbene bliver hyppigere i slutningen af marts og starten af april.
Jeg har aldrig løbet i Danmark med mindre jeg var ved at komme for sent til toget, men jeg husker der var en del cykelmotionsløb rundt omkring de forskellige steder, jeg har boet. Her i USA er der et kæmpe udbud, især små 5 km motionsløb, der afholdes for at rejse penge til velgørende formål eller politisk lobbyisme. Idag søndag har vi været ved strandparken i nabobyen til Bite Back 10 km løb, der afholdes for at samle ind til bekæmpelsen af tæge-bårne sygdomme. Arrangementet bar præg af et typisk indsamlings-event: cirka 100 kroners startgebyr, forudregistrerede får en t-shirt af tvivlsom designmæsig karakter, lokale sponsorer arrangerer vand og frugt og man underskriver en "petition", som så sendes til Washington og de lokale politikere som udtryk for vores kollektive mening om dit eller dat.
For at apelere så bredt som muligt kan man vælge at løbe 10 km, løbe 5 km eller gå 5 km. Det virker en anelse omsonst at trave 5 km rundt i nabolaget for en 100-krone, men det er den måde små foreninger og græsrodsorganisationer samler penge ind. Her er ingen tips og lotto midler at dele ud af som i velfærds-Danmark. Overskudet fra de amerikanske ludomaner ryger direkte i casinoernes lommer.
Tilbage til selve løbet - ud over de ovennævnte goder får man også en nationalhymne sunget af en lokal studerende (det gjorde hun udemærket), gratis måling af blodtryk og det aller vigtigste: officiel timing.
Jeg har ikke løbet mere eller længere denne vinter end tidligere, men jeg har løbet intervaller mindst een gang om ugen og jeg har løbet med nogle hurtigere løbere for at blive bedre og få mere ud af de få minuter om ugen, jeg tilbringer i mine løbesko.
Sidste år i maj løb jeg 10 km på 43 minuter og en sjat. Derfor havde jeg inden dagens løb sat næsen op efter en tid på 40-41 minutter. Efter studinens skønsang fik vi at vide at et par sektioner af stien vi skulle løbe på var dækket af sand, og med en strid vind direkte fra Long Island Sound tænkte jeg at målsætningen nok var en anelse optimitisk. Ruten var i forvejen et miks af grus og asfalt, men Sandy havde åbenbart blæst flere tons sand op på stierne i parken. Benjamin havde allerede været henne og studere de store maskiner, der skal rydde op inden stranden åbner for sommeren.
Well, afsted vi løb, to omgange i strandparken med knap 1000 meter gennem løst sand per omgang skulle nok få sveden frem på panden.
Første omgang gik fint, starten var som altid hektisk og den håndfuld løbere, der havde lagt hurtigst ud eksploderede halvvejs på de første 5 km. Da vi kom tilbage til startlinien efter den første runde og tur gennem sandet var vi tre alene i front, en ung pige ca 30 sekunder foran jeg selv og den fyr jeg havde lagt mig i hælene af.
Da vi nåede vendepunktet omkring 6 km kunne jeg se det ikke kunne lade sig gøre at hente pigen i front. Hun blev ved med at trække fra og var mere end et minut i front. Jeg fokuserede derfor på at holde tempo med min makker et par skridt foran mig og vente at se om der kom en chance for at passere. Under min træning med mine løbe-makkere har jeg erfaret at jeg som regel har et lille dyk i tempo omkring 7 km-mærket på en 10 km, men at jeg har en del power til de sidste par intervaller eller de sidste 1000 meter.
Den sidste kilometer foregik idag i det dybe, løse sand. 500 meter ud med vinden i ryggen og 500 meter op mod mål i sandet med vinden i hovedet. Vi rundede med 5-6 meters afstand og uden egentligt at gøre det bevidst, trak jeg tempoet op. Efter et par sekunder fik jeg lukket hullet, og fandt en anelse hårdt underlag under sandet, så jeg trykkede tempoet en gang mere og stak af fra min kammerat. De efterfølgende 500 meter op mod mål var hårde, men jeg vendte mig om halvvejs og kunne se jeg havde trukket gevaldigt fra. Det var lidt risikabelt at ligge sig frem i modvinden, men det fungerede heldigvis, så jeg kom i mål som løbets samlede nummer 2.
På billedet kan man ane det dybe sand og min "grønne makker" i baggrunden. |
På de sidste meter kunne jeg se løbsuret starte med 39 og tikke 45, 46, 47... på sekundviseren, så jeg fik klemt den sidste ilt ud i musklerne og kom i mål i 39:54, ganske pænt under målsætningen.
Desværre fik jeg ikke den offielle længde konfirmeret, så jeg kan ikke garantere at ruten vitterligt var 10.000 meter lang. Med de sandede forhold og tiden taget i betragtning har jeg svært ved at tro ruten virkeligt var en fuld 10K. Jeg må tilbage med min GPS og tjekke. Hvis længden virkeligt passer har jeg løbet 3:59 per kilometer eller 6:25 minut miles, det er hurtigste tid til dato så intervallerne virker vist!
Anyway, vi skal lige huske jeg fik klø af en 20-something pige, der løb ruten næsten 3 minutter hurtigere end jeg. Vi fik begge overrakt en vindjakke, et håndtryk af løbsarrangøren og taget et billede til lokalsprøjten. Så lidt fik vi dag ud af en vindblæst tur til stranden - løbssæsonen er offficielt igang!
05 april 2013
For syv uger siden ...
Anjas mave er ved at nå et klimaks, her små 14 dage før hendes termin. Kroppen er klar til at vi skal på hospitalet og vi er ved at have alle foranstaltninger på plads. Listen over navne-kandidater ligger klar på komoden og jeg er blevet mere opmærksom på at have min telefon på mig.
Vi er i uge 37, så det er lidt sent at ligge dette billede på bloggen, men jeg syntes det var et fint lille indslag op til weekenden. På mandag har de lovet 17 grader, så foråret er ved at få solidt tag i New England.
Vi er i uge 37, så det er lidt sent at ligge dette billede på bloggen, men jeg syntes det var et fint lille indslag op til weekenden. På mandag har de lovet 17 grader, så foråret er ved at få solidt tag i New England.
Abonner på:
Opslag (Atom)