30 januar 2009

På tur

Familien er landet i 4057 Basel, Simon og Cecilie har nu været hos os i to dage og vi har fået set os lidt omkring. Torsdag promenerede vi stræderne i midtbyen og tog en tur i Basel Zoo, der faktisk viste sig at være overraskende godt. Dyrene var tæt på, i fuldt vigør og vi blev lukket ud igen uden de store parlamentariske armbevægelser.













Fredag har vi været tidlige op og kørt af sted på ski i Hasliberg-Meiringen, 144 km fra Basel. Hasliberg (bjerget) ligger lige ved Interlagen og Brienzer-søen og rækker 2500 meter op mod skyerne. Det er et af de nordligste skisportsteder i den Schweiziske del af Alperne. Hasliberg er også tæt på Engelberg og Andermatt hvor vi har været tidligere.













Stedet var ret ideelt, tilpas mange lifter og piste og sol på bjerget hele dagen. Der var første gang vi kørte dertil, men sikkert ikke sidste.













Den klassiske ski-frokost på soldækket i 2500 meters højde.













Sneen var generelt god, selvom den var 5 dage gammel, vi fik kørt over det meste af anlægget og der var kun et par styrt eller tre på de stejle steder.













I morgen tager vi den mere med ro, restituerer en smule og håber på sol omkring Basel. Søndag tager vi afsted på ski igen hvis ellers de blå mærker har fortaget sig en smule.

28 januar 2009

God start på ugen

Der er 3 måneder til det går løs i Alicante - 3 uger gået siden dag 1, så man kan vel godt sige forspillet er overstået. I denne uge venter vi besøg fra Danmark idet bror Simon og bedre halvdel Cecilie kommer og spenderer en forlænget weekend hos os. Af samme grund har vi fokuseret på at få trænet godt de første tre dage af ugen, så mandag tog vi i poolen og svømmede for livet.
3500 meter rundede Morten på en time og Anja fik trænet en masse crawl-teknik, så der er fremskridt at spore.
Tirsdag løb vi begge godt 10 km og idag onsdag har Anja været i fitness mens Morten har løbet til og fra arbejde. God start på ugen, men det bliver nok helller ikke til mere motion for resten af ugen kommer til at gå med hyggelig sight-seeing, snowboarding og lidt god mad forhåbentlig.













Det føles langsomt, men åbentbart hurtigt nok til uskarpe billeder.

I de kommende uger vil vi starte byggeriet af de enkeltstarts/tri-cykler, vi skal bruge til April. Stumperne er i det store hele bestilt, så vi er næsten klar til at starte op. I triathlon cykler man alene og det er derfor vigtigt man kan klare småreparationer på egen hånd i tilfælde af defekt. Det betyder at Anja skal samle sin egen cykel, føre kabler og sætte slanger i så hun ved hvordan tingene hænger sammen. Knap så sjovt som at køre på cyklen, men det er en nødvendighed. Endnu en udfordring på vej mod de "magiske" 70.3 miles.

26 januar 2009

Diverse

Det er ikke altid man kan finde på en kæk og beskrivende overskrift når man driver en elektronisk dagbog som vores. Nogen gange er det lidt tomt med gode ideer, så i dag skriver vi lidt om løst og fast.
Vi vil nu alligevel gerne fortælle lidt om vores weekend. Så må vi håbe det er tilpas interessant læsning.
Lørdag tog vi os sammen og cyklede en tur selvom vejrudsigten ikke var alt for optimistisk. Efter vores våde omgang sidste weekend så gad vi ikke mere regn og slud.













Heldigvis viste skyerne sig nådige og holdt dråberne tilbage, så vi fik 60 flade kilometer uden problemer. Vi fik oven i købet set en bæver, der nød det milde lørdagsvejr. Jeg tror aldrig vi har set en bæver før, i hvert fald ikke i naturen.













Søndag var vejret selvfølgelig fremragende, lige som vi skulle inden døre og underholde med en times BodyPump i fitness-centret. Der var kun 10, der mødte op, men det var trods alt nok til at gøre det til en fornøjelse så formiddagen ikke var helt spildt. Efter den times let motion, skyndte vi os ud for at gå en lang tur langs en kanal der løber ud i Rhinen lige hvor vi bor.













Mere kunne det ikke blive til, en smule let husligt arbejde og shopping, og så var den weekend også forbi.

23 januar 2009

Uden mad og drikke ...

Er der ikke meget, der kører rundt. Vores øgede aktivitetsniveau har sat sine spor i køleskabet. Vi spiser mere, især Morten har fået ekstra appetit af de forskellige idrætsgrene vi har sammensat i løbet af ugen.
Anja er trukket i forklædet og har kastet sig over en omgang hjemmebagte boller til madpakken. Der er ikke grænser hvad der kan komme i, og ofte bliver omfanget af projektet lidt større end hun lige havde planlagt, men heldigvis har vi fryser i både køkken og kælder.













I dag endte det med squash, havregryn og solsikkekerner på ingredienslisten, så madpakken næste uge bliver både sundere og mere spændende end supermarkedets alternativ.
Velbekomme.

20 januar 2009

70.3 - Dag 12

Så er næsten to uger gået siden vi startede vores 70.3-projekt. I går mandag var vi i svømmehallen, denne gang i Liestal, lidt syd for Basel. Grunden til vi valgte Liestal var for at hooke op med vores nye personlige coach, Sibylle. Hun er uddannet svømmetræner og skal hjælpe især Anja til at kunne klare de 2000 meter i god stil og ikke mindst indenfor tidsgrænsen. Som vi skrev i vores første 70.3-indlæg så er vi startet på projektet vel vidende at det kræver en stejl læringskurve, især i det våde element. Indtil igår var det stadig lidt uklart hvorvidt projektet var realistisk, men efter 2 timers undervisning på det lave vand i poolen er vi nu officielt fuldt og fast troende på at det nok skal lykkes. Sibylle og Anja skabte i fællesskab et kæmpe fremskridt, fra hundesvømning til fuld crawl.













Student & coach

Der er stadig mange baner der skal tilbagelægges og en del konditions- og vejrtrækningsdetaljer, der skal på plads, men i går var virkelig en dag der giver anledning til optimisme.
Sibylle er tilknyttet projektet 4-5 gange i første omgang, så må vi derefter vurdere om der er brug for yderligere undervisning. Torsdag er der også coaching i velo-klubben så vi burde kunne rykke os et godt stykke over de næste par uger. Mere om vores forhåbentlige fremskridt i de kommende uger.

18 januar 2009

Vandig opløsning

Der er dage hvor træning er en ren fornøjelse og så er der dage hvor man havde bedst af at have været blevet hjemme. I dag havde vi aftalt at cykle i en lille gruppe klokken 11, en time senere end det sædvanlige tidspunkt vi kører med cykel klubben. Om det er 10 eller 11 på en søndag betyder ikke det store under normale omstændigheder, men i dag passede det lige nøjagtigt med at himlens sluser åbnede sig 11.07. Ikke den bedste start på dagen når motivationen kan ligge på en ganske lille matrikel.













Vi var ikke kommet mere end tre kilometer uden for byskiltet før dråberne faldt om ørerne om os og hvad der skulle have været hyggelige 3 timer blev kortet ned til det halve. Vores gruppe blev delt op da de to første vendte om efter en halv time, men Anja og undertegnede fortsatte for at prøve at få lidt ud af anstrengelserne. Det blev til knap to timer i kulde, blæst og regn, men set i bakspejlet var det det værd. Vi fik ikke taget så mange billeder, det var der simpelthen for meget vand fra oven og blæst fra siden til.













Vi skal gerne have kørt 1500 km inden vores 70.3-debut, så det er ca. 100 km om ugen i snit. Nu sidder der nok nogen og tænker, at det er da ingen sag, men når der stadig ligger sne i vejkanten, og man også skal prioritere at svømme og løbe 3-4 gange om ugen, så kan det at komme ud på cyklen 2 gange godt være en udfordring. Heldigvis commuter Anja 25 km om dagen til og fra arbejde, og det tæller selvfølgelig også lidt med i regnskabet.
I morgen skal vi i svømmehallen, Anja skal introduceres til hendes nye personlige træner, som jeg i al hemmelighed har hyret. Der skal crawles nogle baner og vi har bestilt nye svømmebriller fra England nu hvor pundet er lavt. Mere om svømningen i morgen, vi har fået vand nok for een dag.

13 januar 2009

Billetterne er booked

Så er der ingen vej udenom Alicante i sidste weekend af April. Billetterne er booked hos SleasyJet, udrejse fredag og hjemrejse tirsdag. Selve eventen er søndag, så vi har et par dage til at lade op i den ene ende, og komme ovenpå i den anden.













Klapbordet fanger som bekendt hos lavpris-flyselskaberne, så hvis vi ikke når at blive klar, så må vi tage derned og solbade og se på. Meeeen mon ikke der bliver lagt nogle timer i forberedelserne, så vi ikke skal se starten fra et sæt strandstole.

10 januar 2009

Andermatt

Det var en kold fornøjelse, men dejligt igen at komme ud på brædderne idag, hvor vi har været en tur i Andermatt, 90 minutter syd for Basel for at snowboarde. Heldigvis havde vi ikke glemt det hele fra sidste år, så det er begrænset hvor mange blå mærker vi har med hjem idag.













Andermatt er en lille by med tre forskellige små skisportsteder. Vi har været på Gemsstock, hvor det højeste punkt er 2963 meter. Vi kørte dog mest på et lidt lavereliggende plateau med flere piste. Fordelen ved Andermatts ringe størrelse er at der stort set ingen mennesker er, til gengæld ser man de samme 5 lifte hele dagen. Et dagskort koster 55 Franc, hvilket er 250 kr rundt regnet. Byen ligger lige ved St. Gotthard-passet, som de fleste der har kørt sydpå på ferie, har kørt enten over eller igennem St. Gotthard tunnelen.













Rød løjpe i fin stil.

Nu ligger vi på sofaen med ømme ben efter nogle støvler, der lige skulle udvides. Imorgen flyver Anja til Danmark for at besøge familien og jeg tager en tur på landevejscyklen. Næste uge regner vi med at tage til Laax med snowboards'ne.
God weekend!

08 januar 2009

70.3 - Dag 1

Som skrevet i vores lille årskavalkade, så har vi besluttet os for en af de sportslige udfordringer i 2009; nemlig en 70.3 Ironman. 70.3 Miles oversat til 2 km svømning i åbent vand forfulgt af 90 km enkeltstartscykling og afsluttet med 21.2 km løb. Vi har besluttet os for at deltage i en event i Alicante, Spanien i slutningen af April, hvilket giver os knap 4 måneder til at træne i. Det er ambitiøst, men vi har allerede smugtrænet en smule i 2008, så vi tror projektet er realistisk.













I første omgang gælder det om at gennemføre, og vi vil bruge den første måned til at vurdere vores chancer for succes og alt efter hvordan forløbet går, så overveje om vi skal udskyde debuten. Oprindeligt ville vi deltage i en event i Zürich i Juni, men med et væsentligt lavere deltagerantal i Alicante og sydens sol og varme, så tager vi April-optrædenen.
I dag har vi trukket første billet på vejen, bogstaveligt talt. Vi har været en tur i svømmehallen med Juan og resten af tri-afdelingen af cykelklubben.













Der skal nogle timer på kontoen, det står klart efter aftenens debut i det våde element, men vi har da tilsammen tilbagelagt de 2 km, der er krævet. Stilen er en blanding af freestyle og brystsvømning, men det væsentlige er at vi får hår på brystet og let svømmehud mellem tæerne over de næste 3 måneder.













Vi vil løbende opdatere på bloggen om vores frem- og tilbageskridt, vi har oprettet en lille kategori her, der vil blive tilføjet indlæg til som projektet skrider frem.

06 januar 2009

Tilbageblik

Nytårsaften klokken 17.06, to timer før gæsterne skulle ankomme havde Morten tid til årets sidste træningsaktivitet. Mens stegen stod og varmede sig i ovnen kom løbeskoene på for sidste gang i 2008. Pulsuret skal dog ikke nulstilles til det nye år, da det desværre forsvandt under løb, læs mere om det her. I stedet for Polar hedder computeren nu Garmin, mere om det senere, men hvorom alting er, så skal der startes på ny i 2009.
Inden vi kommer for godt i gang må vi hellere bruge 2 minutter på at dvæle ved året der er gået, hvad vi fik oplevet på både personligt og ”professionelt” plan.














Livet i Basel
2008 var vores første rigtige år i Basel på både godt og ondt. Vinteren hernede kan være kold, men vi fik taget tyren ved hornene og kastede os ud i snowboardingens kunst. Det var sjovt at prøve noget helt nyt sammen selvom vi følge os en smule malplacerede da vi stod på skiskolen med en håndfuld 15-årige. Det blev dog bedre og vi kronede indsatsen med en tur til Østrig i uge 8.













Generelt er vi faldet godt til hernede, folk er venlige omend lidt anderledes indstillet end i DK, men især i fitness-centeret og blandt vores kolleger har vi ligesindede venner og bekendte. Vi er glade for vores lejlighed og vores jobs, så vi har intet at klage over. Anja er blevet flydende på tysk og har i 2008 også kastet sig ud i at undervise andre i sprog. På sportsfronten har vi taget et par udfordringer op i 2008, både hver for sig, men ofte sammen. Den helt store fordel for os som familie ved at bo i udlandet er at vi laver rigtigt mange aktiviteter i fællesskab og deler oplevelserne, gode som mindre gode.

Sporten
Netop det sportslige indhold i tilværelsen er en vigtig del af vores hverdag. I 2008 fik Morten prøvet kræfter med den Schweiziske mtb-scene, et møde der mest bar præg af det høje niveau der køres på hernede. Nogen succes resultatmæssigt blev det ikke til, men han blev en masse erfaringer rigere. En tur til DK blev det også til og en sejr i 24-timers løbet Giant24Race. Godt hjulpet af lillebror og gamle venner, men det var nu sjovt at stå øverst på podiet.














Morten skifter til Nyholm under Giant24Race

I Tyskland blev det til en 8-plads i et populært 12-timers løb, så formen i 2008 var ikke helt ved siden af. Jeg har ikke kørt nok endnu til at vurdere hvilke distancer, der for alvor passer mig bedst. Jeg føler jeg er længere og længere tid om at varme op, så måske jeg med årene foretrækker marathon-distancerne? I velo-klubben har jeg haft held med eksplosiviteten i spurterne, når der skulle køres afdelinger om klubmesterskabet, og det er da også mit mål for 2009 at kunne være med til at køre om Klubmeister-titlen.
Anja har fået alvorlig gang i løbeskoene. Flere ugentlige træninger og et fuldendt forsøg på halvmaraton-distancen har vist at første skridt på vej mod vores fælles mål for 2009, allerede er taget fra hendes side.













Anja trodser feber og snue under 1/2 marathon i Basel.

Vi har startet træningen mod en Ironman 70.3, dvs den halve Ironman-distance. Mere om den plan som 2009 skrider frem.

Udstyret
... skal man som bekendt ikke gå ned på! Det er efterhånden klart for de fleste at Morten er en lidt af en ydstyrs-fetiscist, der er ikke den cykelstump eller gismo, der ikke kan begejstre.
2008 bød på en del nyerhvervelser, bøde på landevejen og til bjergene. Der er stadig et alvorligt hængeparti idet Jack ikke er kommet helt ud af box’en endnu, men mon ikke det sker i 2009?













Fruen i huset er ikke helt grebet af feberen endnu, men som udfordringerne vokser og bekendtskabet bliver dybere, så bliver der sikkert også stillet flere og flere krav. Hvis du vil læse mere om det udstyr vi holder af her.

Godt nytår til alle Jer, der følger os her på bloggen. Vi takker ydmygt for Jeres interesse og håber vi kan bidrage med lidt løst og fast fra de varme lande I 2009. Til sidst en opsummering og et par løfter for de kommende 365 dage:













5 ting vi fik prøvet i 2008:
- At blive nægtet adgang til flyet på grund af en cykel og efterfølgende køre 12 timer i streg til DK.
- Cykelferie i Toscana.
- At blive 30.
- Dinere i totalt mørke.
- Coldplay i Paris.

5 ting der skal ske i 2009:
- Tusindsmil skal opdateres grafisk så vi kommer af med default-looket.
- Vi skal prøve at svømme i Rhinen.
- ½Ironman
- Anja skal lappe hendes egen cykel
- Morten skal tale mere tysk.

Godt nytår!

04 januar 2009

Istid

Efter en afslappet lørdag skulle vi i dag ud og motionere lidt i skovene omkring Basel. Ideen var at GPS-mappe en rute som vi så i fremtiden kan bruge som pejlemærke for træning op til løb. Ruten er ikke udpræget teknisk, men byder dog på et par gode stigninger og enkelte singletrails.














Da vi kom til skoven ved 12-tiden viste vores plan sig desværre noget besværliggjort af et tykt isslag på de store stier. Det var ikke blot en smule isglat, som billedet her viser var det regulær skøjtebane flere steder.














Rundt skulle vi under alle omstændigheder for at regne distancen ud, så vi måtte bare af og trække de gange, der kun var is som underlag. Det blev nu også til en smule kørsel så turen var ikke helt forgæves.














Ruten viste sig at være 17,75 km lang med 376 højdemeter. Tiden blev så langsom at den ikke kan bruges til noget, så vi må ud igen og sætte en tid vi kan køre imod som sæsonen skrider frem.

03 januar 2009

Wellness-lørdag

Hvad er bedre at starte året med end en smule selv-forkælelse? Selvom feriedagene udelukkende har budt på afslappet livsstil og kalorie-indtagelse, så kan man godt trænge til en smule wellness ovenpå julen.
Vi har været en tur i fitness for at motionere tidlig lørdag formiddag og så ellers tilbringe en halv time på maven til massage og en halv time på ryggen i solkabinen.














Massage er groft undervurderet, det er den konstatering vi altid gør os efterfølgende en tur på briksen. Der er ikke nogen bedre måde at slappe af og få løsnet op for muskelspændinger på. Med det aktivitetsniveau vi efterhånden har, bør vi overveje, om ikke vi skal splejse til et 10-turskort. Det salige smil man kommer ud fra massøren med, taler i hvert fald sit tydelige sprog.

01 januar 2009

Nytår

Så er 2008 officielt afsluttet og der er taget hul på det sidste år i milleniumets første årti. Vi har lige som sidste år fejret nytårsaften med Henna & Juan, foruden en række af mortens kolleger. Vi omdannede vores stue til festlokale og Anja koordinerede menuen så der blev indslag fra hele Europa.














Man kan jo ikke hoppe ind i det nye år uden champagne og hjemmelavet kransekage så vi gik i krig med den klistrede mandel/sukker substans. Det går fint hvis blot man har våde fingre, så er det til at forme noget, der ligner en klassisk trekantet form. Vi var i hvert fald godt tilfredse med resultatet af vores konditor-debut.














Til midnat kastede en pram anker midt i Rhinen og herfra blev året skudt ind med fyrværkeri i over en time. Meget få mennesker køber fyrværkeri privat, men heldigvis sponsorerer byen et ret imponerende show. Vejret var heldigvis mildt så vi kunne nyde hele artilleriet indtil vi startede året på dansegulvet.














Godt nytår til alle, der følger vores blog. Vi håber alle er kommet godt ind i 2009 og at I vil blive ved med at klikke ind på vores ydmyge site i fremtiden.