Vi var ikke kommet mere end tre kilometer uden for byskiltet før dråberne faldt om ørerne om os og hvad der skulle have været hyggelige 3 timer blev kortet ned til det halve. Vores gruppe blev delt op da de to første vendte om efter en halv time, men Anja og undertegnede fortsatte for at prøve at få lidt ud af anstrengelserne. Det blev til knap to timer i kulde, blæst og regn, men set i bakspejlet var det det værd. Vi fik ikke taget så mange billeder, det var der simpelthen for meget vand fra oven og blæst fra siden til.
Vi skal gerne have kørt 1500 km inden vores 70.3-debut, så det er ca. 100 km om ugen i snit. Nu sidder der nok nogen og tænker, at det er da ingen sag, men når der stadig ligger sne i vejkanten, og man også skal prioritere at svømme og løbe 3-4 gange om ugen, så kan det at komme ud på cyklen 2 gange godt være en udfordring. Heldigvis commuter Anja 25 km om dagen til og fra arbejde, og det tæller selvfølgelig også lidt med i regnskabet.
I morgen skal vi i svømmehallen, Anja skal introduceres til hendes nye personlige træner, som jeg i al hemmelighed har hyret. Der skal crawles nogle baner og vi har bestilt nye svømmebriller fra England nu hvor pundet er lavt. Mere om svømningen i morgen, vi har fået vand nok for een dag.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar