07 april 2013

Bite Back 10K

Med en familieforøgelse lige om hjørnet bliver det nok en stille sæson hvad triathlon og øvrig racing angår. Anja er i forvejen godt træt af ikke at kunne motionere, så når den lille ært er skudt ud er hun klar i startblokken til at få sin sporty krop tilbage ASAP.
















Der er heldigvis mange små lokale arrangementer, der byder på motion og lidt adrenalin i blodet. Det er ikke det storeudbud i løbet af vinteren meget naturligt, men motionsløbene bliver hyppigere i slutningen af marts og starten af april.

Jeg har aldrig løbet i Danmark med mindre jeg var ved at komme for sent til toget, men jeg husker der var en del cykelmotionsløb rundt omkring de forskellige steder, jeg har boet. Her i USA er der et kæmpe udbud, især små 5 km motionsløb, der afholdes for at rejse penge til velgørende formål eller politisk lobbyisme. Idag søndag har vi været ved strandparken i nabobyen til Bite Back 10 km løb, der afholdes for at samle ind til bekæmpelsen af tæge-bårne sygdomme. Arrangementet bar præg af et typisk indsamlings-event: cirka 100 kroners startgebyr, forudregistrerede får en t-shirt af tvivlsom designmæsig karakter, lokale sponsorer arrangerer vand og frugt og man underskriver en "petition", som så sendes til Washington og de lokale politikere som udtryk for vores kollektive mening om dit eller dat.
















For at apelere så bredt som muligt kan man vælge at løbe 10 km, løbe 5 km eller gå 5 km. Det virker en anelse omsonst at trave 5 km rundt i nabolaget for en 100-krone, men det er den måde små foreninger og græsrodsorganisationer samler penge ind. Her er ingen tips og lotto midler at dele ud af som i velfærds-Danmark. Overskudet fra de amerikanske ludomaner ryger direkte i casinoernes lommer.
















Tilbage til selve løbet - ud over de ovennævnte goder får man også en nationalhymne sunget af en lokal studerende (det gjorde hun udemærket), gratis måling af blodtryk og det aller vigtigste: officiel timing.
Jeg har ikke løbet mere eller længere denne vinter end tidligere, men jeg har løbet intervaller mindst een gang om ugen og jeg har løbet med nogle hurtigere løbere for at blive bedre og få mere ud af de få minuter om ugen, jeg tilbringer i mine løbesko.

Sidste år i maj løb jeg 10 km på 43 minuter og en sjat. Derfor havde jeg inden dagens løb sat næsen op efter en tid på 40-41 minutter. Efter studinens skønsang fik vi at vide at et par sektioner af stien vi skulle løbe på var dækket af sand, og med en strid vind direkte fra Long Island Sound tænkte jeg at målsætningen nok var en anelse optimitisk. Ruten var i forvejen et miks af grus og asfalt, men Sandy havde åbenbart blæst flere tons sand op på stierne i parken. Benjamin havde allerede været henne og studere de store maskiner, der skal rydde op inden stranden åbner for sommeren.
Well, afsted vi løb, to omgange i strandparken med knap 1000 meter gennem løst sand per omgang skulle nok få sveden frem på panden.
















Første omgang gik fint, starten var som altid hektisk og den håndfuld løbere, der havde lagt hurtigst ud eksploderede halvvejs på de første 5 km. Da vi kom tilbage til startlinien efter den første runde og tur gennem sandet var vi tre alene i front, en ung pige ca 30 sekunder foran jeg selv og den fyr jeg havde lagt mig i hælene af.















Da vi nåede vendepunktet omkring 6 km kunne jeg se det ikke kunne lade sig gøre at hente pigen i front. Hun blev ved med at trække fra og var mere end et minut i front. Jeg fokuserede derfor på at holde tempo med min makker et par skridt foran mig og vente at se om der kom en chance for at passere. Under min træning med mine løbe-makkere har jeg erfaret at jeg som regel har et lille dyk i tempo omkring 7 km-mærket på en 10 km, men at jeg har en del power til de sidste par intervaller eller de sidste 1000 meter.
Den sidste kilometer foregik idag i det dybe, løse sand. 500 meter ud med vinden i ryggen og 500 meter op mod mål i sandet med vinden i hovedet. Vi rundede med 5-6 meters afstand og uden egentligt at gøre det bevidst, trak jeg tempoet op. Efter et par sekunder fik jeg lukket hullet, og fandt en anelse hårdt underlag under sandet, så jeg trykkede tempoet en gang mere og stak af fra min kammerat. De efterfølgende 500 meter op mod mål var hårde, men jeg vendte mig om halvvejs og kunne se jeg havde trukket gevaldigt fra. Det var lidt risikabelt at ligge sig frem i modvinden, men det fungerede heldigvis, så jeg kom i mål som løbets samlede nummer 2.

På billedet kan man ane det dybe sand og
min "grønne makker" i baggrunden
.
















På de sidste meter kunne jeg se løbsuret starte med 39 og tikke 45, 46, 47... på sekundviseren, så jeg fik klemt den sidste ilt ud i musklerne og kom i mål i 39:54, ganske pænt under målsætningen.
Desværre fik jeg ikke den offielle længde konfirmeret, så jeg kan ikke garantere at ruten vitterligt var 10.000 meter lang. Med de sandede forhold og tiden taget i betragtning har jeg svært ved at tro ruten virkeligt var en fuld 10K. Jeg må tilbage med min GPS og tjekke. Hvis længden virkeligt passer har jeg løbet 3:59 per kilometer eller 6:25 minut miles, det er hurtigste tid til dato så intervallerne virker vist!

Anyway, vi skal lige huske jeg fik klø af en 20-something pige, der løb ruten næsten 3 minutter hurtigere end jeg. Vi fik begge overrakt en vindjakke, et håndtryk af løbsarrangøren og taget et billede til lokalsprøjten. Så lidt fik vi dag ud af en vindblæst tur til stranden - løbssæsonen er offficielt igang!

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Flot løbet,
mvh
en trofast læser

Anja og Morten sagde ...

Mange tak :-). Det er intet mod rigtige løbere, men mærkbar fremgang fra sidste år.