23 juni 2012

Kiddie Pool

Vores familie har medlemsskab til det lokale YMCA. Vi kommer der ikke så ofte, ikke fordi vi har noget imod folk klædt ud som indianere eller motorcykelbetjente, men det er halvvejs oppe mod Mortens arbejde, så det har mest været relateret til hans svømning vi har benyttet os af vores medlemskort.















Nu hvor det er blevet sommer og Benjamin er blevet "stor", er det et godt sted at tilbringe en lørdag eftermiddag i solen. Der er nemlig en Kiddie Pool, altså et basin med lavt vand og legetøj til de små. Benjamin er tosset med vand som vi har illustreret gentagne gange, så vi tænkte et basin kun for småbørn måtte være ideelt for ham.















Ganske rigtigt, efter et liile øjebliks undren over hvorfor hans fødder blev våde indeni skoene var han helt opslugt af vandet og de legesager, der er lagt frem til ungerne. Der er livredder ved basinkanten og hegn hele vejen rundt, så som forældre kan man trygt lade sit barn lege "alene" mens man sidder i baggrunden og får bikini-tan.















Det varierer hvor mange børn, der er til stede, men indtil videre har vi ikke følt der har været overvældende mange, og amerikanerne går meget op i at opdrage deres børn til at dele med de andre. Et princip man vist vokser fra at dømme på den politiske scene.















Benjamin er mest optaget af at samle vandet op i beholdere og hælde det ud igen, både direkte tilbage i basinet og ellers resten i håret eller i de tasker folk måtte have stillet langs basinkanten.















Efter en halv time eller 45 minutter er han ved at være både træt, kold og sulten, så selvom han ikke er meget for at forlade vandet tager vi ham med i omklædningsrummet, hvor et tørt håndklæde og en sund snack venter.















På turen hjem i bilen er der en påfaldende ro og det er heller ikke noget problem at få ham til at sove senere på aftenen. Vi oplever det er noget af det bedste han ved, så vi tager sikkert tilbage imorgen eller i det mindste næste weekend.

Ingen kommentarer: