09 oktober 2011

Inde-weekend Part III

Efter nogen ventetid er her sidste kapitel af sidste weekend. Naar man har gennemfoert aarets sportslige hoejdepunkt, kan det vaere svaert at finde motivation til mere. Det er sidst paa saesonen hvad triathlons angaar, og lysten til at dyrke sport for konkurencens skyld falder i takt med temperaturen.
Til 2012 har jeg ingen maal, jeg har faktisk erklaeret at jeg pensionerer mig selv fra Irnman distancen. Jeg vil gerne lave en del kortere triathlons og helst et par halv-Ironmans eller 70.3 som de hedder, men kun hvis det passer ind i familie-billedet. Jeg har en hemmelig forhaabning om at Anja vil ud og deltage til naeste aar.

Der er dog een ting jeg gerne vil traene, nemlig mit loeb. Det er saa stor en svaghed at det vil give en kaempe forbedring hvis jeg bare har mulighed (og lyst) til at traene mere end den ene eller to gange om ugen, som det er blevet til det sidste aars tid. Jeg kan ikke huske jeg har foelt mig godt tilpas under loebet ved triathlons eller kunnet overhale andre folk for den sags skyld. Jeg kommer altid ind fra cyklen i top 10% og saa er der ellers frit fald ned gennem feltet.

For at markere min nye loebe-ambition havde jeg meldt mig til halv-marathon sidste weekend lidt nord for hvor vi bor. Det var billigt og belejligt, og vi droeftede faktisk om vi alle skulle deltage, men valgte at 21 km nok var en anelse for meget for Benjamin i vognen og os prustende bag ved. Vi skal nok have lidt mere traening.
Saaledes gik det derfor til at jeg stillede op med nummer sikkert naalet fast til min t-shirt soendag morgen klokken 8:30 mens Anja og Benjamin saa til fra vejsiden. Der var knap 500 til start, saa jeg havde besluttet mig for at starte cirka midt i feltet og saa haabe paa at kunne loebe 1:50 eller maaske 1:45 hvis det gik rigtigt godt.
Som jeg har pevet over et par gange er loeb virkeligt min svaghed, saa jeg taenkte jeg ville starte roligt ud og saa forsoege at oege tempoet paa de sidste 8-10 km. I min verden betyder det gennemsnit af 10.5-11 km/t i starten (5:30 per kilometer) og saa forhaabentligt op mod 11.5 (5:15 per km) som gennemsnit i maal. Jeg stod midt i feltet og lagde taktikken mens speakeren afsloerede, at der var 4 minutter til start. Dejligt vejr forude og masser af glade mennesker at loebe om kap med. 2 minutter til start...

Som sidste forberedelse traadte jeg i et oejebliks uopmaerksomhed ind til siden for at binde mine snoerrebaand, og da jeg igen kiggede op fra vejkanten havde hele feltet flyttet sig 20 meter fremad mod startlinien, saa jeg nu stod kilet ind mellem de tykke og lunteholdet. Jeg naaede lige at bande et par gange paa dansk, foer pistolen gik af og 30 overvaegtige matroner i alt for store t-shirts kom buldrende bagfra.













Starten set fra Benjamins synsvinkel.

Jeg erfarede hurtigt at selvom loebet er skudt i gang, gaar der lidt tid foer man naar op til linien og faktisk kommer til at loebe. I starten gaar man naermest, men det var ikke alle, der havde lige let ved det. Raekken af draegtige kvinder bag mig havde nemlig laenet sig forover idet skudet gik, og da der var en svag haeldning nedad ved startlinien, fik de mere og mere fart paa som de indhentede os stakler oppe foran. Heldigvis kom der en lille graesplaene til hoejre, saa jeg sprang behaendig vaek fra vejen og udsigten til at blive sandwitchfyld. Jeg naaede ogsaa lige at smile og vinke til familien, da jeg kom forbi.













Det tog et par minutter foer adrenalin-rusen havde lagt sig og jeg kom ind i et godt tempo. Hver gang der kom en lille bakke proevede jeg at skrue tempoet op for at komme godt op over, og saa hurtigt videre. Det gik overraskende godt, der var naesten som at vaere paa cyklen idet jeg kunne "regulere" mit eget tempo istedet for blot at loebe i tomgang. Det betoed ogsaa at jeg overhalede andre loebere, hvilket var en helt ny oplevelse.
Fordelen ved at loebe i USA er at ruten er opdelt i miles. Istedet for at loebe 21 kilometer, skal man kun loebe 13 miles, saa det er let at regne ud at man er naesten halvvejs igennem, naar der staar malet 6 miles paa asfalten. Det var samtidigt signalet til jeg skulle begynde at skrue tempoet op, men faktisk havde jeg loebet noget hurtigere end planlagt den foerste halvdel, saa jeg var begyndt at maerke det en smule i benene.
8 miles inde i loebet og vi er ude paa vores anden omgang af de to loops vi skulle. Der er smaa bakker over alt paa ruten, men det gaar stadig over forventning. Jeg bliver ved at indhente andre loebere og hver gang jeg kommer op til personen foran mig giver det fornyet energi til at loebe videre op til den naeste. Jeg maa vaere startet langt nede i suppen, for jeg bliver ved med at naa op til smaa grupper af stadigt slankere konkurenter.
Imens jeg prustede rundt paa sidste del af loopet legede Anja og Benjamin i volvoens bagagerum.













11 miles inde og det er begyndt at goere rigtigt ondt. Jeg har lige udvekslet et par ord med en lille kvinde, der tydeligvis er triathlet. Kompressionsstroemper, Ironman visir og 3% kropsfedt, og ganske rigtigt, hun har gennemfoert mere end 10 Ironmans. Helt ung er hun ikke, saa jeg ser ingen grund til at haenge ud laengere end noedvendigt, og giver min sidste kraefter til at komme vaek fra hende paa den naeste bakke.

12 mil er sidste skilt foer det gaar nedad mod byen og maalet. Jeg har lige faaet en tid fra ham fyren jeg proever at hange paa, vi loeber 7 minutter og 15 sekunder per mil, dvs. mere end 13 km/t. Tiden har lige rundet 1 time og 34 minutter, saa hvis vi kan holde tempoet kan vi naesten naa 1 time og 40 i maal. Lige meget hjaelper det dog, for jeg er helt toemt, mine ben tramper bare afsted det bedste de kan selvom der ikke er nogen energi tilbage.













Sidste 500 meter og vi kan se maalstregen. Det gaar ned ad bakke, saa jeg oejner chancen for at fange fyren foran mig med noget, der skulle minde om en spurt. Jeg husker episoden ved startlinien og laener mig saa meget fremad jeg kan. Det ser mest af alt ud som om jeg ryger paa hovedet ved naeste skridt, men det virker! Jeg faar mere og mere fart paa eller ogsaa er fyren foran mig bare bange for at blive trukket med ned i mit styrt.













Maalstregen lige forude og 1 time og 43 minutter paa klokken. 37 sekunder gaar der inden jeg krydser, men saa er jeg ogsaa kommet ind i betydeligt bedre tid, end jeg havde troet. Det er selvfoelgelig stadig en langsom tid i forhold til rigtige loebere, men det er saa godt jeg nu kan paa dagen, og det var jeg godt tilfreds med. 12.2 kilometer i timen i snit, lige under 5 minutter per kilometer og en helt ny fornemmelse af at kunne disponere et loeb frem for at fokusere paa overlevelse.
Tilbage var bare et kys til Anja og et knus til Benjamin, og saa trillede vi ellers retur til Norwalk for at nyde resten af soendagen.

Ingen kommentarer: