30 oktober 2010

Sidst på sæsonnen

Med udgangen af oktober følger indgangen på vinteren og off-season perioden for de fleste, der dyrker udendørs sport. Tiden skifter så dagene bliver endnu kortere end tidligere. Herovre på den vestlige side af Atlanten skifter vi først til vintertid om en uge, men allerede nu er det svært at nå hjem på cykel uden at skulle køre den sidste tredjedel af den 35 km lange tur i mørke. Om morgenen er det dog lyst fra klokken 7, så der er lys nok til at nyde de smukke farver på træer og buske.













Efter to ugers rejse i Asien uden en eneste time på cykel har jeg i denne uge cyklet tre gange på arbejde og tilbage. Det giver en samlet strækning på lidt over 200 km, hvilket jeg er godt tilfreds med. Hvordan det kommer til at gå gennem november er svært at sige, men at cykle hjem hele vejen i mørke er jeg ikke så begejstret for. Omvendt med det rigtige antal lygter for og bag skal det nok kunne lade sig gøre på forsvarlig vis.