Family of Four ...

Dag #1 i vores nye kvartet har budt paa en rolig affaere med masser af indtryk. Benjamin og jeg sov hjemme medens Anja og den lille var paa hospitalet. Grundet den pludselige entre til verden sov pigen med sygeplejerske saa de kunne tilse hende skulle det blive noedvendigt. Anja fik sig nogle timers soevn, og da amningen forloeber flydende har mor og datter det straalende.














Hun er en temperamentfuld lille dame med god appetit, godt sovehjerte og gode lunger! Benjamin var vidst mere rolig i sine udbrud lige som vi husker det, men der er saa mange indtryk i kroppen at det er svaert at erindre. Det hele er gaaet saa staerkt, naermest for hurtigt til vi har kunnet foelge med. Oveni er vi meget opmaerksomme paa Benjamins behov og deltagelse, saa det har vaeret Daddy alene hjemme med Benjamin idag, to besoeg paa hospitalet lig med knap fire timer med mor og den lille ny.














Det er en lidt svaer situation at vaere i som andengangsfar. Man vil gerne vaere til stede, Benjamin har brug for at foele han er med hele vejen og det er bare begraenset hvad man kan hjaelpe med paa hospitalet. Oveni har jeg paadraget mig feber og forkoelelse, saa al kontakt med spaedbarn boer foregaa gennem maske. Det er svaert at acceptere som du kan se, men det bedste for mor og barn er ro og hvile og min tur skal nok komme.

Som bloggen har dokumenteret har hele graviditetsforloebet vaeret meget anderledes denne gang end med Benjamin. Derfor var det heller ingen stor overraskelse at koennet var anderledes. "En pige stjaeler sin mors skoenhed" som de siger, og Anjas halsbrand, toerre hud og soevnbesvaer taler sit klare sprog. Nu hvor hun er ude skal vi have fundet et passende navn til den lille, saa den lyseroede liste er kommet op at haenge paa stuen.

Der er dog eet navn, der har floreret lige siden Benjamin kom ud som dreng. Valget er sikkert svaert for de fleste, som det er for os, og der er mange individuelle ideer og meninger. Vores bevaeggrundlag er flankeret af ord som klassisk, multilingualt og et drys af statelighed. Og det skal under ingen omstaendigheder vaere et alt for populaert navn, selvom Oliver og Storm er soede. De passer maaske heller ikke saa godt nu det blev en pige...Inden hun kom ud jokede med at uanset hvordan "hun" saa ud, saa ville hun blive en HELENA.

Vi har oevet os i dag inden papirene skal skrives under imorgen, og de oevrige kandidater som Emilie, Isabella og Kayla er fortonet i baggrunden. Der er nok bare tilbage at regne beslutningen for vaerende truffet, ellers skal moenten frem igen imorgen tidlig.















Der er mange billeder i vores kamera og det er svaert at holde styr paa dem alle, saa her er en kollage af indtryk fra idag og et enkelt fra igaar aftes, der meget godt illustrerer hvor utrolig en kvinde Anja er. 56 minutters foedsel uden nogen form for medicinske hjaelpemidler. Gaaende rundt paa stuen til det sidste for at holde smerterne fra livet.















Anja og Helena kommer hjem imorgen, vi henter dem inden middag saa Benjamin kan faa sin soester hjem og en god lang middagslur som storebror.

It's a Girl!

Klokken er 22:49 lokal Norwalk tid, og efter en lang og begivenhedsrig dag maa vi udbede os en smule sproglig og typografisk eftergivenhed. Anja er paa hospitalet med vores lille, nye pige, Benjamin sover i sin seng herhjemme, hvor jeg sidder i stuen og proever at faa kaedet begivenhederne sammen.

Vi kan starte med det vigtigste: Mor og barn har det godt. Pigen er lidt medtaget af hastigheden hvormed hun forlod det trygge, skvulpende leje, men er efter lidt hjaelp med rengoering af luftvejene er kommet til haegterne.














Anja var hos laegen idag, hvor der ikke var de store aendringer i hendes situation: 80% udfaset, 30 mm aabnet. Jeg gaettede 50 mm, for Anja havde allerede om morgenen fortalt at hun havde en anelse og syntes jeg skulle tage bilen frem for cyklen paa arbejde. Benjamin skulle i dagpleje og Anja skulle til laegen, saa cyklen var reelt set det smarteste for os alle, og der var organiseret en motoriseret backup skulle der ske noget pludseligt.

Klokken 14:42 ringede Anja og bad mig om at komme hjem, skulle jeg cykle skulle det vaere nu, saa jeg fik i hast klaedt om og ud i modvinden. Det var nogle lange 35 kilometer hjem til Norwalk.














Da jeg kom frem en time og seks minutter senere var Anja mere end klar til at tage paa hospitalet. Huskelisterne blev fulgt, bilen pakket og naboen underrettet saa Benjamin kunne komme hjem fra dagpleje. Noeglerne blev drejet i taendingen 16:33, saa vi var fremme ved hospitalet knap ti minutter senere.














Herfra gik det saa staerkt at jeg knap nok fik taget billeder. Der kommer flere paa imorgen fra selve hospitalet, men fast forward til 17:26, hvor der blev bragt balance i koensfordelingen i vores lille familie. Med andre ord, mindre end 60 minutter tog det fra Anja traadte ind, til pigen var ude.














Saadan ser hun ud, vores lille ny. 7,5 pund, hvilket rundt regnet svarer til 3400 gram.














Benjamin er selvfoelgelig en eksemplarisk storebror.














Der kommer mere imorgen, det lover vi. Lige nu skal familien hvile sig og saa starter der et nyt kapitel imorgen tidlig.

Bye bye baby ...

Saa kom dagen hvor vi besluttede os for at sige farvel til Mortens laserjolle. Det sidste aars tid har Morten talt om det, og ser man helt objektivt paa sagen giver det mest mening. Baaden har staaet uberoert i garagen de sidste 12 maaneder, og med en familieforoegelse lige om hjoernet bliver det ikke lettere at komme paa vandet. Der er dog langt fra tanke til handling naar det drejer sig om noget, der er saa indgroet i ens personlighed og selvopfattelse.

Videre skulle den, ikke fordi jeg bad om det, snarere tvaert imod. Morten havde besluttet sig og den bliver ikke mere vaerd som tiden gaar. Skal vi tilbage til Europa igen indenfor en overskuelig fremtid skal den likvideres under alle omstaendigheder. Paa brugtboersen kom den, og der gik ikke lang tid foer de foerste koebere hendvendte sig. Efter en uges tid var der ligefrem koe til at komme og se den 'live' i haven, saa Morten besluttede sig for at indfoere et filter for hvem, der skulle arvtage den finske volvo baad.














Valget faldt paa en familie fra Ontario i Canada! Soennen var tydeligvis talentfuld og de ville koere 8 timer for at hente baaden, saa Morten tog en chance og spillede henholdende over for resten af koeberpuljen. Idag kom de saa frem til Connecticut og tog baaden med sig nordpaa. Vi fik en god snak over en kop te, familien har danske roedder, forstaar sproget til en vis grad og besoeger Koebenhavn med mellemrum.

Laseren kom paa nye, kyndige haender og vi er sikre paa den nok skal goere masser af gavn i Ontario. Hvis der om 7 aar er en Canadier med til OL fra de egne, saa ved vi hvorfor.

Uge 38

Det er ikke til at løbe fra længere. Hvis jeg forsøgte ville jeg med sikkerhed blive enormt forpustet. Formen er hverken på den ene eller anden måde som den plejer. Maven eller rettere sagt baby #2 er helt sikkert vokset, og stadig meget aktiv. Om det er fordi pladsen er ved at være trang -det må tiden vise. Momma Anja ønsker at der blot er 1 uge tilbage.

Benjamin og jeg har fanget os en forårsforkølelse, dog håber vi at vi har været gennem det værste 'snotteri'. Kigger vi to år tilbage i kalenderen er det lidt pudsigt at da 'spunken' var på indersiden fangede jeg også en god forkølelse kort inden fødsel. Er det et tegn? årstiden? eller blot et tilfælde? Vi venter spændt på at se om vores lille vidunder er en dreng eller pige.
Forresten vi tager gerne imod gode og seriøse navneforslag -tak.

Forårsklassiker ...

Er du cykelsportsinteresseret har du sikkert siddet foran tv'et med et forelsket blik i øjnene de sidste par søndage. Forårssæsonnen er i fuld gang, og selvom vejret i Europa ikke har vist barmhjertighed har cykelhjulene rullet gennem både det Belgiske og Franske landskab.
Vi har fejret sæsonstarten på kontoret med en impromptu fællestur i hvad der må betegnes som opløftende vejrlig. op mod 25 grader har vi haft de sidste to dage, og med lidt sol oveni har det virkeligt føltes som forår, nærmest sommerligt.
Over 40 ryttere var klar til at fejre det gode vejr og de professionelle ryttere, ruten var lagt ud på knap 40 kilometer med 4 lange grusvejs-strækninger, det tætteste vi kommer på brosten på disse egne.















Gruppeto-foto blev taget og så var der ellers afgang i korte ben og vindvest. Opsamling på de første to grus-passager og så ellers hver mand m/k for sig selv resten af vejen. Jeg havde desværre ikke fået kameraet med ud på ruten, så stemningsfyldte billeder af støvede ryttere og barske stigninger må du ty til tv-dækningen af de professionelle efter.

Bite Back 10K

Med en familieforøgelse lige om hjørnet bliver det nok en stille sæson hvad triathlon og øvrig racing angår. Anja er i forvejen godt træt af ikke at kunne motionere, så når den lille ært er skudt ud er hun klar i startblokken til at få sin sporty krop tilbage ASAP.
















Der er heldigvis mange små lokale arrangementer, der byder på motion og lidt adrenalin i blodet. Det er ikke det storeudbud i løbet af vinteren meget naturligt, men motionsløbene bliver hyppigere i slutningen af marts og starten af april.

Jeg har aldrig løbet i Danmark med mindre jeg var ved at komme for sent til toget, men jeg husker der var en del cykelmotionsløb rundt omkring de forskellige steder, jeg har boet. Her i USA er der et kæmpe udbud, især små 5 km motionsløb, der afholdes for at rejse penge til velgørende formål eller politisk lobbyisme. Idag søndag har vi været ved strandparken i nabobyen til Bite Back 10 km løb, der afholdes for at samle ind til bekæmpelsen af tæge-bårne sygdomme. Arrangementet bar præg af et typisk indsamlings-event: cirka 100 kroners startgebyr, forudregistrerede får en t-shirt af tvivlsom designmæsig karakter, lokale sponsorer arrangerer vand og frugt og man underskriver en "petition", som så sendes til Washington og de lokale politikere som udtryk for vores kollektive mening om dit eller dat.
















For at apelere så bredt som muligt kan man vælge at løbe 10 km, løbe 5 km eller gå 5 km. Det virker en anelse omsonst at trave 5 km rundt i nabolaget for en 100-krone, men det er den måde små foreninger og græsrodsorganisationer samler penge ind. Her er ingen tips og lotto midler at dele ud af som i velfærds-Danmark. Overskudet fra de amerikanske ludomaner ryger direkte i casinoernes lommer.
















Tilbage til selve løbet - ud over de ovennævnte goder får man også en nationalhymne sunget af en lokal studerende (det gjorde hun udemærket), gratis måling af blodtryk og det aller vigtigste: officiel timing.
Jeg har ikke løbet mere eller længere denne vinter end tidligere, men jeg har løbet intervaller mindst een gang om ugen og jeg har løbet med nogle hurtigere løbere for at blive bedre og få mere ud af de få minuter om ugen, jeg tilbringer i mine løbesko.

Sidste år i maj løb jeg 10 km på 43 minuter og en sjat. Derfor havde jeg inden dagens løb sat næsen op efter en tid på 40-41 minutter. Efter studinens skønsang fik vi at vide at et par sektioner af stien vi skulle løbe på var dækket af sand, og med en strid vind direkte fra Long Island Sound tænkte jeg at målsætningen nok var en anelse optimitisk. Ruten var i forvejen et miks af grus og asfalt, men Sandy havde åbenbart blæst flere tons sand op på stierne i parken. Benjamin havde allerede været henne og studere de store maskiner, der skal rydde op inden stranden åbner for sommeren.
Well, afsted vi løb, to omgange i strandparken med knap 1000 meter gennem løst sand per omgang skulle nok få sveden frem på panden.
















Første omgang gik fint, starten var som altid hektisk og den håndfuld løbere, der havde lagt hurtigst ud eksploderede halvvejs på de første 5 km. Da vi kom tilbage til startlinien efter den første runde og tur gennem sandet var vi tre alene i front, en ung pige ca 30 sekunder foran jeg selv og den fyr jeg havde lagt mig i hælene af.

Da vi nåede vendepunktet omkring 6 km kunne jeg se det ikke kunne lade sig gøre at hente pigen i front. Hun blev ved med at trække fra og var mere end et minut i front. Jeg fokuserede derfor på at holde tempo med min makker et par skridt foran mig og vente at se om der kom en chance for at passere. Under min træning med mine løbe-makkere har jeg erfaret at jeg som regel har et lille dyk i tempo omkring 7 km-mærket på en 10 km, men at jeg har en del power til de sidste par intervaller eller de sidste 1000 meter.
Den sidste kilometer foregik idag i det dybe, løse sand. 500 meter ud med vinden i ryggen og 500 meter op mod mål i sandet med vinden i hovedet. Vi rundede med 5-6 meters afstand og uden egentligt at gøre det bevidst, trak jeg tempoet op. Efter et par sekunder fik jeg lukket hullet, og fandt en anelse hårdt underlag under sandet, så jeg trykkede tempoet en gang mere og stak af fra min kammerat. De efterfølgende 500 meter op mod mål var hårde, men jeg vendte mig om halvvejs og kunne se jeg havde trukket gevaldigt fra. Det var lidt risikabelt at ligge sig frem i modvinden, men det fungerede heldigvis, så jeg kom i mål som løbets samlede nummer 2.

På billedet kan man ane det dybe sand og
min "grønne makker" i baggrunden.

På de sidste meter kunne jeg se løbsuret starte med 39 og tikke 45, 46, 47... på sekundviseren, så jeg fik klemt den sidste ilt ud i musklerne og kom i mål i 39:54, ganske pænt under målsætningen.
Desværre fik jeg ikke den offielle længde konfirmeret, så jeg kan ikke garantere at ruten vitterligt var 10.000 meter lang. Med de sandede forhold og tiden taget i betragtning har jeg svært ved at tro ruten virkeligt var en fuld 10K. Jeg må tilbage med min GPS og tjekke. Hvis længden virkeligt passer har jeg løbet 3:59 per kilometer eller 6:25 minut miles, det er hurtigste tid til dato så intervallerne virker vist!

Anyway, vi skal lige huske jeg fik klø af en 20-something pige, der løb ruten næsten 3 minutter hurtigere end jeg. Vi fik begge overrakt en vindjakke, et håndtryk af løbsarrangøren og taget et billede til lokalsprøjten. Så lidt fik vi dag ud af en vindblæst tur til stranden - løbssæsonen er offficielt igang!

For syv uger siden ...

Anjas mave er ved at nå et klimaks, her små 14 dage før hendes termin. Kroppen er klar til at vi skal på hospitalet og vi er ved at have alle foranstaltninger på plads. Listen over navne-kandidater ligger klar på komoden og jeg er blevet mere opmærksom på at have min telefon på mig.













Vi er i uge 37, så det er lidt sent at ligge dette billede på bloggen, men jeg syntes det var et fint lille indslag op til weekenden. På mandag har de lovet 17 grader, så foråret er ved at få solidt tag i New England.

Easter tyvetretten ...

Helligdagskalenderen ser noget anderledes ud herovre i USA end i Danmark. Alle fridage er koncentreret i efteråret omkring jul og Thanksgiving, med et par enkelte undtagelser i 4th of July og Memorial Day. I Danmark er hele foråret jo præget at skulk og gode undskyldninger for at holde fri fra arbejdet. Det er jo nærmest ikke én uge uden en luftfart eller lockout-ferie som det vel hedder disse dage. Som du kan høre er vi ikke spor misundelige... 

Selvom man er 3 uger fra termin kan man godt cykle 15 km...

Påsken fejrer de slet ikke i samme omfang herovre desværre. Foråret er lige kommet til vores breddegrader, temperaturen er +10 og solen skinner som du kan se på disse billeder fra vores Påske-weekend, der desværre ender mandag morgen.

Vi kan forstå på netradioen at man har skiftet til sommertid i Danmark, men at vejret stadig står på vinter. Det er vi selvfølgeligt kede af at høre, som du kan se her er Benjamin godt tilfreds med at komme ud sans vinterjakke og tunge støvler. 

Det er dejligt ved stranden selv klokken 9 om morgenen. 

Vanter og hue har vis stadig med os, især når man er en nysgerrig lille fyr, der gerne vil grave i sand og smide sten i vandet.

Legepladsen er også blevet mere spændende i takt med Benjamin er vokset. Der er stadig udfordringer, der kræver fuld koncentration og ind imellem en tur på hovedet i sandet, men for en dreng, der netop er fyldt 2 år er han utrolig mobil og fysisk kompetent. Jeg tvivler meget på jeg var istand til at hoppe de længder og kravle de højder Benjamin kaster sig ud i.

Hjemme i haven havde Anja lavet egg-hunt med naboens lille pige. Hun er halv så gammel som Benjamin, så han fik hurtigt fundet de gemte skatte og fyldt sin spand.

Sidste år da vi var til Påske hos vores venner Hannah og Jeremy var Benjamin ikke så engageret, men det kan nok være han kom efter det idag.

Det var ikke meget han var for at dele sine erobringer med sin far...

... til gengæld var der ingen problemer med at dele med den lille Julia.

Malerhjerne ...

Anja har engageret Benjamin i kunstfærdigheder til op over begge ører. Trofaste blog-besøgende har set Benjamin tegne og fortælle flere gange, så disse billeder fra de sidste par dage vil ikke overraske.

Faderen i huset vil også gerne deltage i de rolige aktiviteter, så jeg lærte Benjamin at male på sin hånd og lave aftryk på papiret. Det er selvfølgelig en smart måde at male på, så han udvidede konceptet til tusch, men resultatet udeblev desværre. I sit kreative hjørne tænkte Benjamin at tuschen måske duede bedre på møbler frem for papir, så vi tog lige en rolig snak om hvem Arne Jacobsen var og hvorfor hans stole står i stuen.

Efter sådan en eftermiddag er det godt man kan komme i bad og skylle farverne af kroppen og skvulpe vand på badeværelset. Det er masser af kropslig udfoldelse i den lille fyr, godt det snart er forår så vi kan være udenfor HELE TIDEN.

Hvis du har fået et lille gækkebrev med posten med små hænder på, så er det ikke fra Benjamin skulle vi hilse og sige... God Påske.

Lørdaddy

I takt med at Anja bliver mere og mere gravid hænger Benjamin og hans far mere og mere ud sammen. Det varer ikke længe før han bliver storebror og vi gør hvad vi kan på at forberede ham med bøger om det at få en lille ny i familien.
Når vi tager på udflugt kan Benjamin godt forstå hvem der tager afsted; han ytrer gerne "Mama, Daddy, Meme", der er hans udtryk for Mor, Daddy og Benjamin. Vi er begyndt at sætte Baby på i enden, så han forstår at vores familie står foran snarlig udvidelse. Det bilder vi os ihvertfald ind.















Akvariet er vi efterhånden ganske bekendt med, personalet hilser høfligt og hajerne svømmer os i møde når vi kommer ind, så vi prøver at udvide vores weekend-horisont i takt med at vejret slår om i udendørs-indstilling. Igår lørdag tog Benjamin og jeg til "Touch A Truck" i Westport, få kilometer fra hvor vi bor. På en grundskole var lastbiler, busser, jeeps, traktorer og gravemaskiner samlet til en dag fuld af trucker-horn og arbejdshandsker. Vinden var desværre lidt kold, så vi var pakket godt ind, men ellers var det perkect solskin til lejligheden.















Det skulle mod til at sidde alene i de store maskiner, men da først vi fik brudt isen i brandbilen var Benjamin fyr og flamme resten af formiddagen.

Vi fik også en ballon i den ene hånd og en tandbørste i den anden af de rare mennesker, der delte samples ud, også anden gang vi kom forbi efter Benjamin havde sluppet taget i ballonen for at klappe en redningshund.















Vi sluttede vores udflugt i supermarkedet - indkøbsvognen er desværre ikke ligeså spændende at sidde i som en stor, gul skolebus, men det er nu hvad Daddy kan præstere.

I Won't Cut My Hair!

Det er smaat med voksen-udflugter for Anja og jeg, fritiden gaar op i Benjamin og dagligdagen er travl for vores lille familie. Det er noget vi (jeg) har besluttet mig at lave om paa i fremtiden, da voksentiden holder sammen paa det hele.
Det sker dog ind imellem at der er arrangementer, man SKAL tage ud og opleve. Hvad med en soendag aften i selskab med danske D-A-D paa et legendarisk spillested i hjertet af NYC? Det bliver man noedt til at forfoelge naar man har chancen.

Vi tog Benjamin med til Robin og Tina Dickow mens Anja var i ultimo trimester, denne gang besluttede vi os dog for at 2 timers haard rock til midnat paa en soendag nok ikke ville avle et fredeligt og gemytligt afkom, saa jeg tog en af vores venner (Dave) med paa drengeaften.

Efter to opvarmnings-bands af svingene kvalitet (og med masser af face-tattoos) blev det endeligt de danske drenges tur. Vi var vel 100 mennesker samlet, stoerstedelen danskere, og selvom det var soendag aften blev der rocket til alle klassikerne. Dave og jeg maatte dog forlade koncerten foer ekstranumrene, det var lidt i midnat og vi skulle op til Grand Central og med toget 00:15.

Godt traette ovenpaa 5 timers soevn og paa cyklen til arbejde, men det var rart at maerke man stadig kan gaa ud, baby til trods.

Setlisten fra aftenen ser saaledes ud:
Isn't That Wild?
Point of View
New Age Moving In
Everything Glows
Rim of Hell
Grow or Pay
Ridin' With Sue
Last Time in Neverland
Monster Philosophy
I Want What She's Got
Bad Craziness

Encore: (Som vi gik glip af da vi skulle naa et tog 00:15)
Evil Twin
Sleeping My Day Away

Weekend i billeder

Det er ubegribeligt som tiden flyver. Vi har jo lige været i DK og pludselig havde vi dump trucks i hele huset til Benjamins 2års fødselsdag.

Vi har fået en del sne i år, ligesom 2011 hvor spunken ventede sig inde i maven. Nu er nr. 2 på vej og storebror Benjamin nyder alt sneen. Han har gravet og gravet indtil der i sidste uge ikke var mere sne at grave i. Nu skriver vi midt Marts og vejret er heldigvis ved at finde ud af at det rent faktisk ér forår.

Solen kiggede frem og vores dreng graver videre, nu blot i jorden; og nogle af alle vores dump trucks er flyttet med udenfor.

Solen varmer dejligt den ene dag. Den næste er kedelig og trist, med masser af regn, men så finder vi da bare det hvide bagende pulver frem i køkkenet. Alt var forårsagtigt og på vej mod varmere tider, indtil metrologerne igen varslede snestorm, ligesom vi kan forstår vinteren er på ekstraomgang på Danske bredddegrader. Benjamin trak huen på og vanterne op og så var der ellers 48 timer med mere af det hvide stads.

To dage senere, sidste søndag, og sneen var igen væk og temperaturen tæt på de 10.

Med sneen væk igen begav den lille familie sig på opdagelse i kvarteret og på stranden. Frisk vind, sol, strand, vand og en stor pind. Mere behøver vi ikke.

Al den friske luft tager hårdt på kræfterne, man kan risikere at blive slået helt ud...

Forår (næsten) ...

Så er det officielt forår, selvom det her i Connecticut virker til vinteren ikke har tænkt sig at glide ubeærket væk. Benjamin og Anja nyder vejret, selvom det kun er én-cifrede varmegrader og vinden kan være blæsende. På stranden er der stadig spor efter Sandy og mågerne er glade for det brød Benjamin generøst deler ud af.

Hvis det ikke lige er vejr til at være ude er det godt man har tur-pas til at fange hajer i det lokale akvarium. Benjamin synes virkeligt det er sjovt at røre ved de slimede væsener og håndblæseren man efterfølgende kan stå under og få varm luft i håret er også et hit.

Så er der jo en lille ny på vej, seks uger mere har vi som tre-enighed og vi er begyndt at læse bøger om fødsel og babylife, så vi forbereder os så godt man nu kan. En navneliste har vi også kreeret, hvis du har gode forslag er vi åbne for forlag så længe det ikke er Storm, Nohr eller Oliver. Vi vil gerne finde på noget lidt mere originalt og tidsløst.

Glædeligt forår!