Hawaii Ironman Part II

Efter en uge i Kona var luften fuld af spænding og forventning til selve løbet lørdag. Det er ved at være længe siden nu, så det er ingen hemmelighed at Australieren Pete Jacobs og storbritaniens Leanda Cave svømmede, cyklede og løb med sejren.

Pete Jacobs i mål

Vi var hele løbsdagen i centrum af aktiviteterne, vores område var lige indenfor den første mil af løbet og vi kunne se ud over svømningen.

Opløbsstrækningen var mindre end 1000 meter væk, så vi var med til at følge atleterne fra 6 morgen til midnat. Her er et par billeder fra dagen, tillykke til alle, der gennemførte.

De professionelle atleter starter cykelturen efter 3,6 km svømning.
Vinderen Pete Jacobs ses med sorte shorts som 3. mand.

Efter at have set vinderne komme i mål tog vi en pause og spiste aftensmad inden vi igen gik ned i målområdet. De sidste 3 timer af løbet (der slutter ved midnat) er meget underholdende.

Atleterne har på det tidspunkt været ude i 14 timer og har 3 til at slutte løbet inden tidsgrænsen. Her er det Fireman Rob, der deltager i løbet for at samle ind til kræftramte kolleger. Han gennemførte den afsluttende marathon iført fuldt røgdykkerudstyr.

Det er meget inspirerende at se de mange amatører, der gennemfører. Tyve minutter inden løbet sluttede kom det ældste deltager i mål, 85 år gammel! Det er vildt imponerende at så mange ældre deltager, flere af dem så også MEGET trætte ud, men de sidste 1000 meter må være utrolige at opleve på den sorte løber med IRONMAN logoet for enden af de næsten 17 timers anstrengelse.

Hawaii Ironman Part I

Hawaii Ironman er de officielle verdensmesterskaber paa Ironman distancen. Deltagerne har for stoerstedelens vedkommende kvalificeret sig gennem de mange officielle Ironman staevner verden over eller vaeret heldig at modtage een af de 500 lodtraeknings-pladser.

En ikke helt almindelig samling cafe-racere.

Hele ugen var gaderne i down town Kona fyldt med athleter og Ali'i Drive som er een af de beroemte gader, der er involveret i den afsluttende marathon var konstant centrum for ironmen of kvinder, der var ude og traene enten loeb eller paa cyklen. En masse athleter har familie og venner med, saa der er generelt rigtigt mange mennesker ude og motionere i varmen.

Naar man er midt i stemningen af Ironman faar man masser af lyst til at komme ud og deltage i aktiviteterne saa Anja og jeg deltes om at loebe om morgenen mens jeg svoemmede om eftermiddagen med et par kolleger. Boejerne til de 3.6 km svoemning var allerede lagt ud, saa der kunne traenes i boelgerne, der om eftermiddagen godt kunne vaere mere end en meter hoeje. Perfekt til surfing, ikke ideelt til open water svømning. Staevet i Hawaii er kendt som verdens haardeste Ironman, hvis ikke det var svaert havde de nok kaldt sporten for fodbold.

Chrissie Wellington autograph-kø.

Benjamin og Anja var også ved stranden mens jeg arbejdede, en af mine kolleger havde også familien med, så Benjamin og deres pige Rylah legede sammen på stranden.

Rylah var ikke ligeså vild med vandet som Benjamin men kunne lokkes med, når de skulle ned og spotte skildpadder.

De små krybdyr var der masser af til trods de er nogle af de mest truede dyr i verden. Ved strandene omkring Kona skulle man passe på ikke at træde på de små runde skjold, der var inde på lavt vand for at finde føde inden deres lange svømmeture tværs over stillehavet.

Efter en lang dag ved booth'en for mit vedkommende og stranden for familiens mødtes vi til dinner. Da vi boede mindre end en mil fra centrum havde jeg medbragt en lille kompakt cykel til at komme frem og tilbage.

Efter en 17.00-svømmetur ud til bøjerne ved starten af Ironman'en var det bare at hoppe i shorts, shades og visir og så ellers pedalere hjem fra arbejde. Not bad.

Aloha!

Oktober er godt paa vej til at blive aarets travleste rejse-maaned for vores lille familie. Efter turen til Las Vegas og Poconos Mountains har vi slaaet kursen syd over til den forunderlige Hawaii oegruppe. Skrevet paa flyet under hjemrejsen, dette og de foelgende indlaeg bliver en lang billedkavalkade fra de 2 uger vi har brugt paa Kailua-Kona. Dette indlaeg kommer nok til at baere praeg af de 11 timer flyveturen tager til NYC, og selvom Benjamin er et fremragende rejse-barn er man godt traet i hovedet paa nuvaerende tidspunkt. Paa forhaand undskyld for tastefejl, vi saetter stavekontrollen paa imorgen.

Kailua Kona eller Kona som det forkortes til i generelle termer er den stoerste af de 7 Polynesiske oer, der udgoer Hawaii. Oen er primaert kendt for sin vulkanske oprindelse og den Ironman, der hvert aar afholdes her som verdensmesterskaberne i triathlon. Landskabet paa den sydlige side af oen bestaar naesten udelukkende af vulkansk sten, saa det er et naermest maanelignende landskab, der moeder een ud af lufthavnen.

Det var da ogsaa triathlon, der bragte os til oen, jeg skulle arbejde i dagene op til og under selve staevnet, og da vi nu havde chancen for at opleve Hawaii og traengte til sommerferie rejste Anja og Benjamin med tidligt soendag d. 7. Efter vi havde tilbragt en meget lang dag i flyet kunne vi glaede os over synet af Queen-K motorvejen, der udgoer cykelruten for triathleterne.

Vi boede i ferie-lejlighed kun en mil fra Kona by, og den foerste uge af vores ophold var meget naturligt praeget af mit arbejde under selve staevnet. Vi havde en stor pavilion vi skulle pakke ud og saette op mens Anja og Benjamin hyggede sig ved stranden med nogle andre triathlon-wifes.

Det tog fire mand (m/k)en hel dag at pakke ud og saette op. Vejret som du kan se var varmt, 25-28 grader og sol, ofte med en dejligt koelende brise fra havet.

Tirsdag morgen aabnede vi med besoeg af Chrissie Wellington, der trak en del folk til for at faa en autograf og et billede med giraffen (no offence Chrissie).

Arbejdet til et staevne er anderledes end til messer idet man taler med forbrugere frem for forhandlere og branchefolk. Vi havde en masse komme ofrbi og se produckter og demonstrationer, saa man bruger en hel dag paa at tale med folk. Under den uge staevnet foregaar deltager 2000 athleter, 2000-3000 familiemedlemmer og yderligere 1000 branchefolk, saa der er triathlon i lange baner dagen lang.
Efter en lang dag kom Anja og Benjamin paa besoeg som vi lukkede pavolionen klokken 17 og saa kunne vi ellers gaa ud og spise aftensmad i solnedgangen.

Her er det et billede fra en af de mange tri-fester, der foregaar under ugen. Hostet af Musclemilk og Cytomax som man kan se.

Poconos Mountain

Efteraar er den aarstid flest mennesker i New England holder af. Hvert efterår eksploderer USA’s nordøstlige stater Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, Rhode Island og Vermont i et farverigt løvfaldsshow, og løvfaldsentusiaster fra den ganske verden valfarter til de seks stater for at opleve det farverige skue.

Billede laaent fra Politiken.dk

Vi var ikke klar over der fandtes loevfald-turisme, men synet er utroligt smukt. I New England-staterne er løvfaldet en stor og indbringende turistattraktion og faktisk USA’s største tilskuersport efter amerikansk fodbold og baseball. Vi havde planlagt vores egen lille weekendtur ud i det blaa, naermere betegnet Poconos Mountain i Pennsylvania, hvor der som i New England er store omraader med efteraarets nuancer til skue.

Opholdet var egentligt som vores tur til Maine en forlaenget familie weekend med indbygget triathlon. Jeg skulle deltage i 70.3 Ironman soendag, saa vi havde fredag og loerdag sammen inden loebet. Vi boede paa den meget hyggelige, lille Dingmans Ferry Bed and Breakfast opkaldt efter "byen" Dingmans Ferry. Byen bestaar mest af en bro og et par huse og ligger midt ude i ingenting saa der var landlig idyl i det 200 gamle steenhus, hvor et meget soedt (og svensk/amerikansk) par bor med deres 13-aarige datter.

De fleste af billederne fra huset er stadig paa vores kamera, saa vi ser om vi kan faa lidt flere oploaded i weekenden. Indtil da maa du noejes med dette af Benjamin og jeg legende med agern paa spisebordet foran kaminen.

Triathlon'en foregik nogle kilometer vaek og med meget smaa veje og to transitions-zoner var det ikke saerligt familie-venligt. Derfor tog jeg afsted alene soendag morgen klokken 5.30 og kom foerst hjem ud paa eftermiddagen, med men en medalje og tid paa 5 timer og 12 minutter, hvilket var tilfredsstillende i min egen optik.

Ruten ved Poconos er kendt for at vaere meget kuperet saa med tiden 5:12 har jeg ikke cyklet hurtigt nok i Maine en maaned tidligere. Med tre minutters forskel mellem de to loeb skulle jeg helt sikkert havde vaeret taet paa eller endda under 5 timer ved Rev3 staevnet givet ruten i Poconos havde over 800 hoejdemeter, mens Old Orchard Beach kun havde 500. Det maa blive maalet for naeste aar... Nu er saesonen slut og det er tid til at slappe lidt af.

Cross Vegas

Messen i Vegas markerer Cykelcross saesonnens start. Meget belejligt er aarets foerste loeb  paa et stort fodbold-anlaeg i udkanten af Las Vegas klokken 21 om aftenen saa alle messe-gaesterne kan tilskue. Der er ikke meget mudder eller sjap at forcere, men der er til gengaeld masser af mennesker og mudderet skal nok komme som saesonnen skrider frem.

Vi havde fornoejelsen af VIP pladser saa vi stod naermest midt paa den snoede bane. De professionelle koerer 60 minutter for fuld skrald, med vores rytter Tim Johnson og Rapha/Focus' Jeremy Powers - begge paa billedet her selvom det er svaert at se. Desvaerre var det Powers, der havde mest skud i benene paa sidste omgang, men derfor havde vi en fest alligevel.

Det er fascinerende at se rytterne paa saa hoejt niveau paa naermeste hold. Jeg har moedt Tim flere gange, men det er foerste gang jeg ser ham i et betydningsfuldt loeb.

Se her hvorfor man kalder forceringen af de smaa barrierer for "bunny-hop" - Det er op ad bakke i fuld sprint paa hver eneste omgang:



The City That Never Sleeps ...

Det er som regel New York, der sættes sammen med frasen "never sleeps", men har man først været i Las Vegas ved man, det ikke holder stik. I New York foregår meget af aktiviteterne i byens rum, de udendørs hjørner og kroge hvor metropol-kulturen blomstrer og udvikler sig i alverdens retninger. I Las Vegas foregår alting indenfor. Du befinder dig midt i ørkenen og kun i et par timer om dagen er det behageligt at ligge ved poolen eller gå en runde på golfbanen.
Inde i hotellerne er der tilgengæld masser af liv døgnet rundt. De store casinoer har samme belysning og bemanding døgnet rundt, så om klokken er 5 om natten eller 5 om eftermiddagen spiller ingen rolle. Der er ingen ure på vægene og alle rum er uoverskuelige, så man går rundt i en konstant forvirring. Den tilstand kan kureres ved en bar eller et spillebord, hvor etablisementet er mere end villige til at tilbyde forlystelser for din dollar.

Udsigten fra mit værelse på 32. sal,

Vi boede på The Venetian hvilket er et af de berømte hoteller i Vegas. Interiøret er inspireret af 1400-tallets Venedig og for at gøre det hele lidt mere livagtigt har man anlagt en kanal med tilhørende broer og gondoler på 3. sal. Himlen over dig er et dekoreret loft og bygningerne du går iblandt er rene kulisser fra en film.




På stueetagen er der butikker, alt derover er tomme facader og påmalet udsmyknning. De første 24 timer havde jeg meget svært ved at vænne mig til scenariet, men efter den første dag blev man mere og mere faschineret af stemningen. 100% kunstig, men betagende. Ønsker man at spise på een af restauranterne ved kanalen bliver man høfligt spurgt om man har lyst til at sidde indenfor eller udenfor (under den kunstige himmel!).
Amerikanerne er vilde med forslystelser, og dette må siges at være i særklasse. Hvorfor rejse til Europa når man kan opleve stemningen i på et hotel midt i ørkenen..?

"Byens" rådhus med klokketårn, kunstigt ur og påmalede skyer.

Når man er på messe ser man ikke meget andet end hotellet og messecentret og i dette tilfælde lå de i samme, enorme bygning, så jeg så dagslys og åben himmel een enkelt gang på en hel uge. Det er svært at fatte nu ugen derpå, men nåt man er midt i cirkus'et og arbejder fra 8 morgen til 8 aften, så flyver tiden afsted. Dinner foregår med kolleger, medie, forretningsforbindelser og kunder og inden man får set sig om er klokken midnat og man står på een af hotellets mange natklubber og barer. Næste morgen starter det hele så forfra igen.

Viva Las GURU Vegas

Efter en god start på September har indlægs-frekvensen fået lidt af et form-dyk. Det er ikke fordi vi ikke vil opdatere bloggen og vi har masser at fortælle, men vi har bare for travlt. Længere er den ikke. De sidste 3-4 uger har jeg arbejdet 60-70 timer om ugen og de få vågne timer jeg har haft tilovers har jeg brugt med Benjamin og sekundært til træning.
Anja har løftet herhjemme og på hendes arbejde, og Benjamin er til stadighed eksemplarisk, der er bare ikke tid til internet og Tusindsmil.

Nu er tonen dog ændret for en stund, min hektiske arbejdsperiode er blevet kronet med en meget succesfuld launch af vores nye forretningsinitiativ, som jeg i al hemmelighed har beskæftiget mig med de sidste 6 måneder. Det tager lidt tid at forklare hvad det præcist går ud på, men den korte af den lange historie er at vi netop er kommet retur fra Las Vegas, hvor vi har løftet sløret for GURU: Et brand, der leverer shoppingsystemer til forhandlere i cykelbranchen. Følgende er billeder fra showet og et par forklarende vendinger:

Systemet består af flere komponenter: Træning af forhandleren, en computerstyret fitting maskine, en række "møbler" til at indrette systemet med hos forhandleren, et advanceret motion capture kamera og sensorer, sadler og styr til at anvende under selve fittingen og endeligt en meget advanceret software der kan fortælle forbrugeren præcis hvilken cykel i verden, der passer præcist til forbrugerens anatomi, fysiologi, cykelstil og behov.

Christopher og jeg ved fitting maskinen,
der er centrum i oplevelsen og snart er i forhandlere overalt i USA

Systemet er meget enkelt. Forbrugeren kommer ind i forretningen for at købe en cykel. Istedet for at gå rundt blandt en stor samling cykler, der er mere eller mindre lette at overskue bliver forbrugeren mødt af en GURU konsulent, der først taler med personen om dennes behov, ønsker og budget. Derefter bliver personen sat på fitting maskinen, der ved hjælp af to simple mål af forbrugerens krop er istand til at foreslå en position, der ligner den, man ville have under cyklingen. Konsulenten kan nu styre maskinen til at justere positionen indtil forbrugeren føler sig godt tilpas, og konsulenten kan se at positionen er god rent ergonomisk. Derudover kan måling af kraft fra personens ben til pedalerne, balancen mellem højre og venstre ben og den advancerede videoteknik afslører om positionen er ideel. Efter den rigtige indstilling er fundet genererer vores software en liste af alle de cykler i verden, der passer personen ideelt og hvilke komponenter, der skal anvendes for at opnå denne position. Forhandleren behøver derfor ikke gætte sig til hvad der fungerer, forbrugeren er sikker i sit køb og behøver ikke testkøre 8-9 cykler, der ikke er sat rigtigt op. Systemet sikrer en tilfreds kunde, der med tiden kan komme tilbage og få optimeret sin position yderligere, tjekke formfremgang og altid tilgå sine data på vores web-side www.gurucycling.com.

Travlhed i vores stand ved Interbike messen i Las Vegas

Alt i alt en helt ny teknologisk landvinding, der giver forhandlerne et værktøj til at sælge flere cykler med en effektivitet og sikkerhed, der indtil nu har beroet på den enkelte forhandlers evner og vilje. Aldrig mere skal man gå rundt i flere timer for at finde den rigtige cykel, systemet vælger mellem flere tusinde modeller på markedet, og man kan sortere efter brand, model, farve, vægt, you name it!

Vores nye GURU ambassadør:
4-dobbelte Ironman verdensmester Chrissie Wellington bliver fittet.

GURU brandet har vi overtaget fra den oprindelige GURU virksomhed, der fremstiller custom cykler i Canada. GURU er nu et universelt, uafhængigt brand, der anbefaler alle produkter i industrien ud fra hvad der passer forbrugeren bedst, det er så op til denne at vælge ud fra kriterer som smag, behag og pengepung. Med andre ord, vi har opfundet Google for cykler.

Demonstration under messen.

Det særlige ved vores system er at det for det første er et helt system bestående af alle komponenter forhandleren har brug for, lige fra træning med den mest berømte fitter i industrien (Dan Empfield i billedet herover) til den mest advancerede fitting maskine, der er fulautomatisk og styret af vores software. For det andet anbefaler systemet alle cykler på markedet, det er ikke forprogrameret med nogen præferencer. Det giver forbrugeren magten til at finde det rigtige produkt.

Den sidste detalje er at vi leverer systemet kvit of frit til forhandleren. Hver gang det anvendes er der en lille afgift, der går til os, så systemet virker som en slags automat, vi tjener mere jo oftere systemet anvendes. Og med de funktionaliteter vi har bygget ind i systemet er vi garanteret at det kommer til at ændre den måde cykler bliver solgt på i fremtiden. På messens sidste dag kunne vi melde alt udsolgt, vi er nu gået i tænketank for at finde ud af, hvor mange vi skal fremstille til de næste 6 måneder, hvor systemet bliver leveret til forhandlere i USA. Derefter kommer turen til Europa, det går ikke lang tid før der er en GURU forhandler nær dig!

Monkey see - monkey do ...

Vores soen er naaet en alder hvor han er meget optaget af hvad der foregaar omkring ham. Han er meget opmaerksom og laerer utroligt hurtigt, isaer ting han oplever visuelt. Billederne paa bloggen de kommende dage og uger vil sikkert baere praeg af dette, ligefra Benjamin gaaende gennem stuen i faderens sko til den maade han leger paa.
Cykelryttere, isaer de metroseksuelle/ambitioese af dem, har ry for at babere ben. Det er ikke noget jeg har indfoert i min sportslige dresscode, saa det er med garanti ikke fra mig Benjamin har laert det. Mon ikke han har set sin mor i badet en gang eller to. Han har teknikken rigtigt og bare rolig, der er ikke noget blad i skraberen.



Om det betyder han bliver cykkelrytter hen ad vejen, det maa tiden vise. Det er ikke noget vi vil anspore ham til. Den levestil er vi ikke sikker paa vi vil anbefale nogen. Med den selvstaendighed han allerede udviser bliver det vist heller ikke et vellykket projekt at paadutte ham noget, det er muligt han aber efter i oejeblikket, men han er meget klar over hvad han vil, og hvad han ikke har lyst til. Og naar man er helt uden frygt, saa er der ikke nogen graenser for hvad der skal afproeves. Paa legepladsen kravler han op steder hvor man ikke boer kunne og slet ikke maa, naar man kun er 18 maaneder gammel.



Naar hans foraeldre kommer for at tage ham ned fra hvor han nu er paa vej op, saa ved han godt han kan paavirke de to gamle med et smil. Daddy er nok lidt mere large end Mor, saa laenge det er sikkert og voksenhaender er i naerheden saa skal han vel laere det...



Inden telefonen ringer fra myndighederne - tag det bare helt roligt, der er endestationer for hvad faderen tillader, men det er rart med en frisk dreng der ikke gaar afvejen for at kaste sig ud i noget nyt. Slet ikke hvis det er noget mor og far demonstrerer.

Old Orchard Beach Part III - Rev3 70.3

Grunden til vi havde valgt Old Orchard Beach var at der for foerste gang skulle afholdes Rev3 triathlon race i byen. Du har sikkert laest indlaeg her paa bloggen om Rev3 Quassi, en triathlon, der startede i Connecticut for tre aar siden, lige som vi flyttede herover. Vi var med ved det foerste staevne og nu tre aar senere hvor etablisemented har vokset sig til 10 loeb over hele USA synes vi det ville vaere sjovt at vaere med til det foerste af slagsen i Maine.

Der er en amerikansk virksomhed, der ejer rettighederne til Ironman branded, saa Rev3 maa ikke kalde deres race efter den roed/gule actionhelt, men istedet kategoriserer de deres loeb med Olympisk, Halv og Fuld distance. Loebet i Maine var olympisk og halv, altsaa to distancer paa samme dag, alt efter temperament.














Jeg havde besluttet mig for at deltage paa den halve distance: 1,9 km svoemning, 90 km cykling og 21,3 km loeb. Loebet foregik soendag, saa vi havde de foerste par dage til familie-hygge foer jeg skulle staa klar til start 6:20 om morgenen paa stranden ved byens centrum som solen stod op.














Loebet var fremragende med svoemning i havet - klart vand, sandstrand blandet med lidt store boelger, cyklingen relativt flad med masser af smukke marker og skove og en loebetur, der primaert foregik paa grus.














For at starte med svoemningen, saa gik det lidt traegt og tiderne taget i betragning for langsomt i forhold til tidligere, men jeg mener bestemt ogsaa stroemmen var medvirkende faktor.
Cyklingen holdt jeg lidt igen paa og faldt et par pladser tilbage, men kom ind i tiden 2:38 for 90 kilometer hvilket giver et gennemsnit paa lige knap 35 km/t. Der var 500 hoejdemeter paa ruten, saa helt flad var den ikke.
Loebet var hvor jeg skulle staa min proeve og efter at have lagt planmaessig ud med 8 minutter per mil (1,6 km) begyndte tiden desvaerre at loebe hurtigere end jeg kunne saette skridt i gruset. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at haelde is og koldt vand indenfor shorts og top som koelevaeske, men brugte alligevel en time og 50 minutter paa de knap 22 kilometer. Det bidrog til en samlet tid paa 5 timer, 9 minutter og 31 sekunder.

 

Starten gaar 6:20 soendag morgen set fra vores vaerelses-vindue.














Mit maal var at komme taet paa sub-5 timer, saa det var med en blandet smag i munden jeg krydsede linien. Faktum er at jeg stadig er for langsom til at loebe, men jeg har forbedret mig og 5:09 er den hurtigste tid jeg har paa en 70.3 triathlon. Det kan man da glaede sig over.
Jeg synes ikke kroppen fungerede helt optimalt, men det kan man ikke altid regne med, kunsten er at fokusere kraefterne og komme igennem uden at komme i krise. Det klarede jeg til gaengaeld fint, ihvertfald indtil 12-13 kilometer inde i loebet. Fair nok, naar nu jeg kun traener 8-10 km loebeture til dagligt.














Jeg har een chance mere i aar for at komme gennem en halvironman i perfekt balance, naar jeg om godt tre uger stiller op til Ironman 70.3 Poconos i New York State. Her er ruten til gaengaeld super kuperet, men det vil stadig give en god indikation om form og fremgang. Godt nok har jeg et meget kraevende arbejds-skema foran mig, men jeg maa goere hvad jeg kan for at holde gang i benene og saa tage oplevelsen som den kommer til den tid.














Maine som helhed og Ocean Park i saerdeleshed er jeg overbevist om vi ikke har besoegt for sidste gang. Det er helt sikkert...

Old Orchard Beach Part II

Som skrevet igaar boede vi i et rigtigt beach house ned til stranden i Ocean Park. Vi boede paa tredje etage, det er de vinduer du kan se oeverst i billedet, den overste raekke kun med loftsrummet over os. Maaske du kan skimte Anja paa plaenen foran huset, der noed vi middagsroen mens Benjamin sov til middag.

 

I selve centrum af Old Orchard beach var der anderledes fart over feltet. Stranden var taet pakket og med gynger og karuseller i baggrunden var der masser af liv og glade dage.

Anderledes roligt var der en kilomet laengere ude af stranden hvor vi boede, og havde man lyst til at tilbringe lidt tid indenfor kunne man gaa paa biblioteket og laane en bog.

Som du nok har bemaerket er Benjamin meget glad for at laese, isaer naar bogen handler om trucks, biler eller dyr. Paa den lokale restaurant var det ogsaa en god ide at have en bog med til at underholde drengen mens mor og far bestilte mad.

Foerste aften fik vi at vide at restauranten, der hed Yellow Fin var lidt fancy, hvilket afholdt os fra at gaa ind, men det var en stor fejl, idet stedet var hyggeligt, god kvalitet af mad og hyggelig, lokal stemning. Efter at have proevet det anden aften bestilte vi straks bord til resten af weekenden.

Naar man spiser aftensmad klokken 18 og naetterne er lyse er det godt legepladsen kun er et sten-smut vaek.

Sidste punkt paa programmet er som altid billeder med mor og far, hvliket ikke altid er lige sjovt, naar der er en lille hund man gerne vil hilse paa. Saa er det svaert at sidde stille ensige kigge paa kameratet.