Man kan nå så meget på tre dage at det nødvendigvis må spredes over to indlæg. Vi troede ellers vi havde valgt de bedste billeder fra weekenden, men så tømte vi vores "udendørs kamera", der bugnede af gode skud fra weekenden, der er gået. Udendørs i anførselstegn, fordi det er vores vandtætte og stødsikre kamera, perfekt til den aktive familie med baby og let klodsethed.
Vi starter i det praktiske med Mortens båd, der er blevet pudset og poleret i weekenden. Ikke over det hele endnu, men i små bidder når Benjamin har tilladt det.
Before...
Det hårde arbejde giver hurtigt resultater, som du måske kan huske havde Morten den klare mening at laseren var en usleben diamant under alt snavset og støvet, og det ser ud til han har ret. Ser man bort fra de ridser den dog har fået gennem tiden er det en ret fin gelcoat, der kommer frem efter lidt behandling med polish.
After...
Benjamin så tålmodigt til og fik også lov at prøve hvordan det er at sejle, omend det foregik klodset op på stativ i garagen og med en støttende hånd fra mor.
Vores naboer har været i gang med at flytte, så de sidste par uger har der holdt flyttebiler foran lejligheden og der er blevet læsset utallige genstande på mere eller mindre professionel manér. Især Tom, der er en ung fyr på vores alder, har haft et arsenal af gear - alt lige fra surfboards til motorcykler og en imponerende samling møbler flettet af siv. Når man har tiden og tålmodigheden behøver man ikke stable tingene så effektivt i lastbilen, så Tom går mere efter "hulter til bulter" princippet.
Selvom han kun skal køre 8 kilometer kan man frygte at ikke alle ting når frem i god behold. Især hans store saltvandsakvarium og fisk i malerspande har nok fået en spændende oplevelse af transport i lastbil.
Mon denne lille fyr er nået sikkert frem..?
Efter sådan en omgang flytterod i 30 graders varme er det dejligt stranden kun er 1500 meter væk. Vi tog Benjamin under armen og gik ned for at blive kølet lidt af i vinden og være med til at indvi sæsonen 2011 på Calf Pasture Beach. Masser af mennesker og livreddere i tårnene tiil at holde øje med de få, der var ude og svømme.
Vi blev opp i skyggen og passede på Benjamins sarte babyhud, godt beskyttet af solhat, ble og en tynd bomuldsbody.
I vandet synes vi alligevel han skulle, så da vi kom hjem fik han et dejligt svalt bad med badedyr og det hele. Han er blevet rigtigt glad for vand allerede og vil sjældent op, han brokker sig ihvertfald hvis man løfter ham ud af karret efter få minutter. Og han ser da også ud til at hygge sig.
Det var alt hvad vi nåede denne weekend. Næste weekend står den på triathlon for Mortens vedkommende og så rejse med firmaet før vi onsdag tager på ferie i Danmark. Så håber vi solen og sommervejret følger med os over dammen.
31 maj 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar