Weekenden starter lørdag morgen omkring klokken 06. Anja giver Benjamin mad og overlader ham derefter til mig mens hun gør sig klar til fitness.
Det næste Benjamin oplever er dyrene over hans puslebord. Anjas hjemmegjorte uro, der hænger ned fra loftet er et hit med farverige dyr fra savannen.
Han kan sagtens ligge og underholde sig selv mens hans numse tørrer og får lidt luft efter en lang nat i bleen. I weekenden etagevaskede vi kun, så det kan snildt gøres med en varm klud og lidt baby-shampoo.
Efter morgenmad, vask og ny ble er vi klar til at komme ud og opleve verden. Den letteste måde er med barnevognen, men så skal han ligge ned igen og det er ikke fair efter en lang nats søvn. I BabyBjørnen kan han både følge med, mærke kropskontakt og holde i hånden mens vi går. Så skal jeg bare køre vognen samtidigt med den anden hånd hvis vi skal på langfart.

Lørdag travede vi de 5 km ud til sejlklubben for at tjekke på laseren efter en uge med masser af regn. Den holder også "ulovligt" parkeret indtil vi bliver medlemmer af klubben, så jeg skulle lige ud og konfirmere at min sejr i sidste weekends regatta indbragte goodwill nok til at lade båden stå indtil videre.

Det er en god lang gåtur, så Benjamin faldt i søvn halvejs og blev lagt i barnevognen for at slappe lidt af indtil vi var hjemme igen.
Efter middagslur og frokost i flaske er han fuld af energi og klar til at lege. Han er heldigvis let at aktivere og kan holde sig selv beskæftiget hvis man lige skal have 5 minutter til at klare frokost til sig selv. Han får lov at sidde op i 10 minutter cirka til han kommer ned og ligge på legetæååået, hvor der er masser af farverigt legetøj, der kan fange hans opmærksomhed.
Ud på eftermiddagen er han langsomt ved at blive træt igen ligesom hans far. Hvordan Anja klarer det hver dag forstår man næsten ikke, baby-tjansen er garanti for udmattethed, men det er med et smil på læben man går i seng efter en dag med Benjamin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar