30 juli 2009

Challenge Copenhagen

Vores sommerferie står for døren - om en uge tager vi til Finland til bryllup og senere til København for et par dage med venner og familie. Apropos KBH så ser vi disse dage tilbage på vores 2009 sæson so far. Vores ambition om fuldførelse af en 1/2-Ironman gik i opfyldelse, vi har deltaget i yderligere et par olympiske distancer og kørt et par løb på både mountainbike og racercykel. Alt i alt en god omgang motion i årets første 7 måneder.
Vi har ikke de store ambitioner for resten af året, så i stedet kigger vi allerede nu frem mod 2010. En ting vi allerede har overvejet er at gentage turen til Alicante i April. Derudover er vi blevet inspireret af vores spanske vens gennemførelse af Zürich Ironman. Det er en stor mundfuld, men samtidigt noget man "bør" opleve, når nu man har chancen. Og chancer er der masser af, triatlon er den sportsgren i Europa, der er i størst fremgang.













Om præcis et år afholdes Challenge Copenhagen, en Ironman distance triatlon i hjertet af København. Og hvad ville være mere passende end at komme "hjem" til sådan et arrangement. Svømning i Københavns havn, cykling langs kystvejen og løberuten rundt bland byens seværdigheder og forhåbentligt masser af tilskuere...













Om det bliver til den fulde distance næste år vil vi ikke love endnu, men mon ikke der bliver tænkt lidt over det hen over de mørke vinteraftner? Alternativt synes vi Lanzarote Ironman lyder fantastisk, selvom det er tidligt på året. Flere og flere i vores bekendtskabskreds overvejer den fulde distance, så måske vi kommer til at lide under gruppepres? Med god forberedelse og lidt hjælp fra et fremragende træningsprogram vi har modtaget på mailen kan det være udfordringen i 2010 lyder på København i August.

Ingen kommentarer: