Same-Same

Efter en tid med travlhed og aktivitet kommer der meget naturligt en bølgedal i energiniveauet. Det danske sommervejr er skiftet ud med USA ditto, hvilket er noget varmere og knap så vådt. Vi har luftet vores cykler for at komme tilbage i sporet med træning og motion, selvom det i starten har været lidt svært at få benene op i tempo igen.













Som Morten fortalte under sit lille foredrag i Holbæk Cykelring, så er Cannondale cykelfirmaet dannet i byen Cannondale, der ikke er meget mere end et stationshus og trinbræt. Lørdag cyklede vi op til byen, der ligger ca. 25 kilometer nord for Norwalk.













Morten har også haft tid til at samle sin nye MTB, så den har også været ude og køre lidt denne uge. Jeg er ikke helt klar over hvilken model det er og hvad den kan specielt, men fin ser den ud.













Sidste aktivitet vi kan berette om er vores veninde og store hjælp Kelly, der fylder år imorgen Søndag. Hun ligner én midt eller sidst i 30'erne, så det er svært at forstå hun runder 45, men vi har købt en stor ballon, chokolade og blomster til hende, der står på hendes dørtrin, når hun vågner imorgen.













I morgen tager vi nok op til Wilton og svømmer og så derefter til stranden. Vejrudsigten lover op til 30 grader og sol hele dagen, så det er med at komme ud og nyde det, vi ved jo ikke hvornår sommeren er slut herovre.

Spunken

Sidst og mindst i nyhedstroemmen er denne lille fyr m/k. Stoerst af betydning, men med ca 50 mm mindst i stoerrelse - vi (eller Anja rettere sagt) er gravide i 3 maaned. Mandag foer vi rejste til DK tog vi i hast til sygehuset og fik ultralyds-scannet Anjas mave, der er blevet hjem for nyeste skud paa stammen.













Det er en helt uvirkelig oplevelse at sidde og se klare billeder paa skaermen af denne lille stoerrelse samtidigt med man hoerer hjerteslag, der giver en helt vaade oejne og en klump i halsen. De printede billeder vi har faaet med hjem, er meget bedre end det viste, men det klarer ikke turen gennem scanneren saerligt godt.
Til venstre kan man fornemme ansigt og hoved, mens den krumme hvide bue er rygsoejle. Resten af kroppens konturer kan man ogsaa godt fornemme, men som sagt er han/hun kun 50-60 mm lang.
Med en puls paa 163 bpm maa det naesten vaere et sportsbegavet barn, men uanset hvad bliver det en kaempe oplevelse, der nok ikke helt er sunket ind. Termin er 14. Februar - Vallentines Day, saa det er jo laaaangt ude i fremtiden...

Ironman Part 3 - The Race

Nu med fuld tekst!
Søndag morgen tog vi Metroen fra vores midlertidige bopæl på Frederiksberg til Amager Strandpark. Starten var sat til 7.35 for femte wave og jeg mener vi var fremme omkring kl. 6.00 så i god tid. Posen med nummer 1170 blev lokaliseret i mylderet og så var det ellers bare at få luft i dækkene og våddragten på.













Svømmeturen gik over al forventning. Jeg havde besluttet mig for at starte roligt og så langsomt se formen an som vi kom frem. Set i bagklogskabens klare lys brugte jeg for meget tid i starten på at drafte en lille gruppe, der halvvejs gennem svømningen viste dig at være for langsom.













Jeg tog initiativet og "sprang" fra gruppen frem mod de forsn svømmende og selvom jeg kom op havde jeg brugt for megen tid i et for lavt gear. Omvendt var det langsomme udgangstempo sikkert meddelagtigt i at jeg kom ud af vandet uden træthedstegn i hverken arme eller skuldre.













Cykelturen bestod af 15 km gennem indre by efterfulgt af 2 runder af ca. 85 km i det Nordsjællandske. Først op gennem whiskybæltet og derefter ind i landet gennem et mere kuperet terræn. De fleste steder kunne jeg genkende fra motionsløbet Ritter Classic og de talrige regattaer i Rungsted, Vedbæk og Skovshoved. De første kilometer tog jeg meget roligt da vejene var glatte og ikke mindst fulde af småsten, der kunne resultere i punktering. Jeg så flere der kastede sig ned i aerobøjlerne med det samme, men jeg sad i den brede bukning de første 20 minutter og vænnede mig til at være kommet på cyklen.













De to runder gik rigtigt godt. Jeg var flere gange nervøs for punktering, men som gammel cykelmotionist er man klar over at man skal holde sig fra højre side af vejbanen og istedet blive "oppe" på den højereliggende midte, dvs. bilernes venstre hjulspor. Jeg tror jeg så mindst 50 deltagere stå i vejkanten og lappe og hørte også at den Danske favorit til sejren var udgået efter anden punktering.
Tilbage mod mål og min krop var langsomt ved at gi' sig efter 5 timer og 25 minutter på cyklen. Gennemsnitligt præcis 33.0 km/t er godkendt. Skulle jeg ikke have løbet efterfølgende kunne jeg have trykket igennem især på anden omgang hvor det gjaldt mere om at komme igennem med så få kræfter i brug som muligt.













Løbet startede egentligt fint. Under træning har jeg flere gange været meget påvirket af cyklingen når jeg har skullet starte løbeturen, men syntes ikke det var så slemt som jeg kunne have forventet. Første af tre runder gik overraskende godt - jeg bliver stadig overhalet af MANGE konkurrenter, men 5 min og 30 sekunder per kilometer er klart i toppen af hvad man kan forvente når man er gået fra absolut nulpunkt (ikke løbet gennem 9 år) til marathon på godt 12 måneder.
Anden runde blev tempoet trukket noget ned, men jeg kom igennem uden at måtte gå eller stoppe op og strække krampe ud som jeg har prøvet ved andre lejligheder. Én enkelt gang fik jeg et jag i lægmusklen, men selvom mine kompressions-sokker ser fjollede ud er jeg overbevist om de hjælper om ikke andet så ved at holde de kritiske muskler og led varme.
Det andet af mine hemmelige våben er det fuelbelt, som jeg løbet med omkring livet. For at undgå krampe bruger jeg en speciel saltopløsning, der erstatter de store mængder mineraler, jeg sveder ud.













Efter godt 4 timer var jeg klar til at løbe i mål. Jeg kastede forsigtigheden over bord på de sidste 4 kilometer og tømte de sidste reserver ud, så den sidste spurt mod mål faktisk var de hurtigste kilometer på hele min løbetur. Selv på målstregen gav jeg pokker i smil og målfoto, så det er med et alvorligt udtryk bag de grønne Oakley shades jeg løber i mål efter 11 timer og 4 minutter.













Siden jeg meldte mig til løbet i December har det været min mening at skulle fri til Anja på målstregen. Der findes sikkert mere klassisk romantiske steder og anledninger, men når jeg ser på den proces vi har været igennem sammen de sidste 4 år med flytning til først Schweiz og derefter USA efter kun at have kendt hinanden få måneder, så står Ironman'en for mig som et symbol på de udfordringer, vi har klaret sammen. Uden Anja ville jeg ikke kunne være kommet så langt jeg er idag hverken professionelt eller personligt, så jeg fandt det kun passende at lade de +220 km være et testamente til vores forhold.
Godt nok endte vi så med at være blevet gift allerede, men det viser jo kun, hvordan livet nogle gange spiller én et pus. Hvis jeg ikke husker galt er faktorernes orden også ligegyldig.













Ringen var det meningen jeg ville have båret under hele løbet - under våddragten, på cyklen og i min løbesko, men af flere årsager viste det sig at være en dårlig idé. Istedet gik Anja og bar uvidende rundt på den i lommen, så det var let for mig at fiske den frem foran familie og venner og "endeligt" gå på knæ.

Tak for tålmodigheden med dette indlæg! Vi har nu endeligt vores egen, stabile internet-forbindelse, så nu burde der være hul igennem til den digitale verden fra Norwalk, CT.
God weekend!

Ironman Part 2 - Dagen før

Med cykel og øvrigt udstyr klar skulle Anja og jeg til Amager Strandpark lørdag eftermiddag for at checke gear ind før starten søndag morgen.
Desværre gjorde vejrguderne deres til at Challenge Copenhagen havde tryk på challlenge. Regnen stod ned i stænger da jeg pakkede cyklen ud og monterede de sidste detaljer inklusiv forplejning til søndagens race.













VW Golfens bagsmæk gav ikke meget ly for de 100 mm nedbør der ifølge DMI faldt i løbet af eftermiddagen og aftenen, så det var ikke svært at få et billede af triatleter i gennemblødt tøj lørdag aften.













Ironman coursens afmærkninger var klar til start, men ellers var der ikke meget der tydede på at området skulle indtages af 1700 atleter den kommende dag. Normalt er der liv og spænding på pladsen aftenen før, men som man ser her var det småt med trafik.













Den store mængde vand gennemblødte udstyret, men heldigvis havde jeg tilfældigvis en sort affaldssæk, der kunne pakke poserne med mit grej ind under nattens ophold i transitionszonen, så da jeg endeligt ankom søndag morgen var alt heldigvis tørt. De mange, der havde indleveret udstyr tidligere på lørdagen var knapt så heldige og måtte sikkert starte i våde sko og kolde t-shirts. Det er nok sidste og eneste gang det betaler sig at være en af de sidste til at checke ind.













Følg med imorgen hvor der kommer billeder fra racet søndag!

Ironman Part 1 - Prep

Ironman staevnet Challenge Copenhagen er nu vel overstaaet. Vi er allerede tilbage i US, men bringer nu som lovet et par catch-up indlaeg over de naeste par dage.
Challenge staevnet foregik soendag og ugen op til var praeget af nervoesitet og metodisk forberedelse. Traeningen var gaaet rimeligt i ugerne op til, selvom jeg aldrig fik loebet helt saa meget som jeg burde have. Cyklingen var paa et ok niveau saa det var jeg ikke usikker paa, men min cykel havde jeg aendret i sidste oejeblik.

Du husker maaske min roed-hvide Slice? I ugerne op til afrejse fik jeg endeligt de dele hjem, som jeg ville bygge en sort Slice med. Shimano DI2 elektronisk skifte, Hollowgram kranksaet, custom bremser og Zipp 808 hjul skulle hjaelpe mig paa de 180 km. Desvaerre kraevede samlingen af cyklen meget laengere tid end beregnet, men med hjaelp fra en dygtig kollega fik vi custom designet rammen til at huse de elektroniske komponenter.













De foelgende billeder gaar under overskriften "Do not try this at home" - det er ikke anbefalelsesvaerdigt at bore huller i sin kulfiberramme med mindre man er professionel.













Do not do this at home unless you have a Dr. Mikesell available.













Efter nogle lange aftener i workshoppen stod cyklen klar. Jeg har desvaerre ikke nogle gode billeder, men dette er taget i mine foraeldres garage dagen foer Challenge Copenhagen.













Setup med Speedfil vaedskesystem og holder til vaerktoej bag sadlen. Ready to race!

Where to begin?!

Efter et par uger med sparsomme oplysninger om vores privatliv er vi nu tilbage med fornyet kraeft og masser at fortaelle. Saa meget at det sikkert kommer til at tage en uges tid at komme back on track rent kronologist.
For at goere en lang historie kort - Vi er blevet gift, venter barn, blevet Ironman og forlovet i den raekkefoelge!

Bryllup Wedding













On July 9th we got married in Norwalk in the presence of a handful of colleagues/friends on the Norwalk boardwalk.

Fredag d. 9 Juli blev vi viet ved stranden i byen hvor vi bor paa en smuk sommeraften. Vi havde inviteret en haandfuld venner, der paa forhaand ikke vidste hvad de gik ind til, blot at de var inviteret til Dinner med "light entertainment".













We kept it secret from most people since we wanted to let our family know in person first. We did it without rings and everything was planned and arranged within a week, but the evening was very romantic.

Da vi ikke syntes vi ville fortaelle familien over telefonen holdt vi det hemmeligt i en god maaneds tid indtil vi i den forgangne uge har vaeret i Danmark og har kunnet fortaelle nyhederne personligt.













We are truly happy with our decision although it was carried out faster and with fewer friends and family than we originally planned.













Om vi gentager arrangementet med familien paa en mere traditional facon maa tiden vise, men vi foeler det var den rigtige maade at goere det paa for os - og ikke mindst timing. Nogen gange skal man foelge flowet og kaste sig ud i de oplevelser livet byder een, det er i bund og grund ogsaa kilden til denne blog.

Bag om dansen ...

Vi er meget kede af det ikke er blevet til flere indlaeg de seneste to uger. I forberedelserne op til vores forestaaende tur til Danmark, doedsfald i familen og tonsvis af arbejde er tiden til de regelmaessige indlaeg forsvundet ud i den blaa luft. Om det er tiden eller maaske vores internetforbindelse Anja spejder efter er svaert at sige, men begge dele har vaeret mangelfuld de seneste dage.













Nu er vi saa i Danmark, jeg lader op til soendagens Ironman og Anja er hos i Familien i Aalborg. Vi proever at faa lidt flere indlaeg paa de kommende dage, isaer efter soendagens strabadser haaber vi paa et par gode billeder, forhaabentligt med eet fra en Finish Line.

Stændig maler arbejde

De fleste husejere nikker helt sikkert genkendende til stændigt maler arbejde. Dog er vi ikke husejere endnu men maler arbejdet har vi. Sidst er det vores bag porch der har fået en tiltrængt update. Når vejret er så varmt og luftfugtigheden så høj i sommer perioderne og vinteren byder på kulde og frost, så ses det på træværket.













Back porch before Anja's little paint job













After: lighter and brighter

Ønsker man at komme af med gamle ting eller noget forkert indkøbt, så kender vi jo alle Gul&Gratis, Den Blå Avis eller ebay. Her kan man gøre noget lignende ellers sætter man bare en 'Tag Sale'(loppemarked)seddel op på de nærliggende lygtepæle og dermed inviterer alle forbi passerende.













Næste maler projekt på dagsordnen er Morten's nyligt indkøbte (længe ønsket) bord og bænk sæt. Søndag morgen var vi på en dejlig lang gåtur til stranden og i vores nabolag. Mon ikke vi på vejen hjem faldt over et bord og bænk sæt der tilmed kan foldes sammen og sættes væk vinteren over.
Dagens kup til den nette pris af blot 10 dollars og det er endda inklusiv en taske til Anja -så alle er glade.













Next in line for a make over. Then we will be one step closer to an All American BBQ, Just need some new spare parts for our grill

Tour de USA

Juli måned har stået i Touren´s tegn, ikke kun for to-hjulet entusiaster men også for en del af familien Mortensen. Anja´s to kusiner har lokket onkel og tante på Familie besøg og rundttur i de forenede Stater.
De har touret det nordøstlige USA i vaskeægte Amerikaner-stil i en Motorhome. Starten gik i Chicago og gik derefter til Wisconsin på familie besøg. Dernæst omkring Lake Michigan, op og runde Canada omkring Niagra Falls og Pennsylvanien før turen gik til Springfield.
















Visiting family in Springfield

Slutteligt blev vejen også lagt forbi familien i Washington.














-in Washington

Sidst men ikke mindst var vi heldige at rejsen tilbage til virkeligheden afgik fra JFK, så det blev også til et par dage i New York.















-and in the City that never sleeps

Når man nu befinder sig i 'the Land of opportunities' så kan der jo ikke være grænser for hvad man kan opleve.














Horsecarriage ride a good option if you are not up for a Sightseeing Tour bus.















Mirror Check! 7th Avenue NYC















No limits to what you can experience

Pause i Bryant Park efter nogle timer på benene. Her er de ved at gøre klar til aftenens udendørs biograf film. Pigerne siger tak for stor tålmodighed fra de to mænd til stede, det er ikke let med alle de tøjforretninger.















Bryant Park getting ready for todays movienight

Turen hjem til Norwalk tager kun 1 time med toget.















Only one hour trainride back home to Norwalk

Den franske tohjulede Tour skulle da også lige tjeckes.















Time to check out the Tour













Klar til hjemturen, med stort smil på forhåbentlig resultatet af en oplevelsesrig og sjov ferie. Vi siger tak for denne gang og håber på snarligt besøg igen.

Intet nyt under solen

Vi har oplevet endnu et sort hul i internetforbindelsen de sidste 6 dage. Det er ikke fordi vi misvedligeholder vores kontrakt eller kablet er blevet gravet op - vi er koblet på nogen ukendte naboers "frie" internet, hvilket forekommer periodisk ustabilt. Men hvad man ikke betaler for har man næsten heller ikke ondt af.













Som overskriften antyder er vejret stadig sol for fuld udblæsning. Ikke en dag går forbi uden termometret når 30 grader, hvilket kombineret med høj luftfugtighed giver en til tider trykkende varme. Vi starter indlægget her i New York, hvor vi mandag mødtes med Anjas familie, der har touret USA i en campingvogn de sidste tre uger.
Jeg fik ikke taget andre billeder end dette fra en tøjbutik, men Anja tog en del flere, der kommer på bloggen hurtigst muligt. Jeg synes det er super cool at tage på 3 ugers roadtrip med voksne børn - det er en sweet historie at fortælle kammeraterne derhjemme.













Sidste uge fyldte fruen også 29 - igen... Da jeg ikke ved hvor vores ting står i vores lejlighed havde jeg ikke fundet flag, ej heler købt lagkage på dagen. Dog havde jeg købt roser og inviteret på sushi, så lidt fødselsdagsfest blev det til. Gaven fik jeg også handlet i farten men hvad der er i pakken må du vente til engang i august med at finde ud af.













Efter en hård uge havde vi to gode dage i weekenden - én på stranden og én med lettere skyet vejr og byer. På stranden var der et kajak arrangement, hvor deltagerne padlede fra Long Island til Norwalk, en tur der vel er på mindst 30 km. Som mange lignende arrangementer er det til støtte af et velgørende formål, dette år var det vist kræftramte børn og familier.













Stranden og det tilstødende sportsareal bliver brugt flittigt i weekenden af beboere og arrangementer som ud over kajak tæller gocart race, triathlon, motionsløb og softballl turneringer.













Søndag tog vi en tur i Norwalk akvarium, der i Europæisk målestok er et lille, undseeligt eksemplar med lidt fisk, et par hajer og en 7-8 sæler at byde på. Hyggeligt sted, men nok ikke et besøg vi gentager før vi har børn med eller anden særlig grund til at kigge forbi.













En ny uge er allerede gået i gang her i Connecticut som alle andre steder. Anja er kommet i kontakt med personalet på Wilton YMCA og skal give hendes første time imorgen formiddag. Lederen af centeret er meget begejstret for at få os begge i stald som fitnessinstruktører. Så begejstret at Anjas manglende arbejdstilladelse ikke er noget problem i første ombæring. Hvordan vi fikser det hen ad vejen må tiden vise, men nu tager Anja derop i morgen og sparker US r**, så tager vi den derfra...

Lidt af vejr't

Vi syntes lige vi ville dele dette billede med Jer. Det er taget ud af vores vindue mandag morgen og forestiller ikke som man skulle tro et uidentificeret flyvende objekt, men derimod en kæmpe front, der kom ind over bugten med få minutters varsel. Og nej, der er ikke pillet ved farver eller effekter i Photoshop, billedet er direkte fra iPhone linsen.













Skyen man ser på billedet flyttede sig så stærkt, at vi kun nåede at tage dette halvdårlige billede, før den var over vores hoveder og regnen faldt i voldsomme mængder. Lyn og torden fulgte hurtigt efter, og det hele stod på i godt en time før det hele forsvandt lige så flygtigt, som det var indtruffet.
2 timer senere var vi i Central Park i NYC og solen skinnede igen fra en skyfri himmel!

Ship Ahoy

Getting to live near the ocean was a big reason for us to leave the otherwise perfect, beautiful Switzerland. Coming from Denmark you are notoriously close to water since the country is no bigger than a stamp and getting the opportunity to enjoy the sea made the decision to move to USA a lot easier.
On saturday we had the pleasure of sailing the Long Island Sound with friend's friends Art and Catherine. They own a beatiful, classic Scandinavian sailboat in which they showed us around the Sound. The boat is located in Stamford, so sailing to Long Island takes less than an hour.













With temperatures in the 90's getting out on the water is heavenly refreshing. Even cruising slowly out of the harbour cools you down like an air condition compared to being on dry land.













I starten gik det roligt og stille for sig, så der var tid til at nyde udsigten og blive kølet af i let brise fra sydvest. Det varede dog ikke ved, sejlene skulle op og da jeg var den eneste af gæsterne, der havde prøvet det før fik jeg lov at få lidt sved på panden i sommervarmen.

However, work has to be done to get the ship sailing, so after leaving the harbor area, we set sail and got on our way at wind power.













Selvom man er aspirerende triatlet er der stadig en smule muskelvæv tilbage i armene.

Anja was on lookout duty on the front deck, in safe distance from the waves that came over the side of the boat in a few occasions. Nothing beats wind in the hair and the smell of salt water on a sunny saturday afternoon.













Meanwhile the cockpit was full - everyone taking a turn at the steering wheel.













After zig-zagging the Sound we returned to the harbour around 7:30 and got ready for a nice Italian dinner. Thanks to everyone for inviting us and for the lovely day at the sea! Felt almost like home.