23 august 2010

Ironman Part 3 - The Race

Nu med fuld tekst!
Søndag morgen tog vi Metroen fra vores midlertidige bopæl på Frederiksberg til Amager Strandpark. Starten var sat til 7.35 for femte wave og jeg mener vi var fremme omkring kl. 6.00 så i god tid. Posen med nummer 1170 blev lokaliseret i mylderet og så var det ellers bare at få luft i dækkene og våddragten på.













Svømmeturen gik over al forventning. Jeg havde besluttet mig for at starte roligt og så langsomt se formen an som vi kom frem. Set i bagklogskabens klare lys brugte jeg for meget tid i starten på at drafte en lille gruppe, der halvvejs gennem svømningen viste dig at være for langsom.













Jeg tog initiativet og "sprang" fra gruppen frem mod de forsn svømmende og selvom jeg kom op havde jeg brugt for megen tid i et for lavt gear. Omvendt var det langsomme udgangstempo sikkert meddelagtigt i at jeg kom ud af vandet uden træthedstegn i hverken arme eller skuldre.













Cykelturen bestod af 15 km gennem indre by efterfulgt af 2 runder af ca. 85 km i det Nordsjællandske. Først op gennem whiskybæltet og derefter ind i landet gennem et mere kuperet terræn. De fleste steder kunne jeg genkende fra motionsløbet Ritter Classic og de talrige regattaer i Rungsted, Vedbæk og Skovshoved. De første kilometer tog jeg meget roligt da vejene var glatte og ikke mindst fulde af småsten, der kunne resultere i punktering. Jeg så flere der kastede sig ned i aerobøjlerne med det samme, men jeg sad i den brede bukning de første 20 minutter og vænnede mig til at være kommet på cyklen.













De to runder gik rigtigt godt. Jeg var flere gange nervøs for punktering, men som gammel cykelmotionist er man klar over at man skal holde sig fra højre side af vejbanen og istedet blive "oppe" på den højereliggende midte, dvs. bilernes venstre hjulspor. Jeg tror jeg så mindst 50 deltagere stå i vejkanten og lappe og hørte også at den Danske favorit til sejren var udgået efter anden punktering.
Tilbage mod mål og min krop var langsomt ved at gi' sig efter 5 timer og 25 minutter på cyklen. Gennemsnitligt præcis 33.0 km/t er godkendt. Skulle jeg ikke have løbet efterfølgende kunne jeg have trykket igennem især på anden omgang hvor det gjaldt mere om at komme igennem med så få kræfter i brug som muligt.













Løbet startede egentligt fint. Under træning har jeg flere gange været meget påvirket af cyklingen når jeg har skullet starte løbeturen, men syntes ikke det var så slemt som jeg kunne have forventet. Første af tre runder gik overraskende godt - jeg bliver stadig overhalet af MANGE konkurrenter, men 5 min og 30 sekunder per kilometer er klart i toppen af hvad man kan forvente når man er gået fra absolut nulpunkt (ikke løbet gennem 9 år) til marathon på godt 12 måneder.
Anden runde blev tempoet trukket noget ned, men jeg kom igennem uden at måtte gå eller stoppe op og strække krampe ud som jeg har prøvet ved andre lejligheder. Én enkelt gang fik jeg et jag i lægmusklen, men selvom mine kompressions-sokker ser fjollede ud er jeg overbevist om de hjælper om ikke andet så ved at holde de kritiske muskler og led varme.
Det andet af mine hemmelige våben er det fuelbelt, som jeg løbet med omkring livet. For at undgå krampe bruger jeg en speciel saltopløsning, der erstatter de store mængder mineraler, jeg sveder ud.













Efter godt 4 timer var jeg klar til at løbe i mål. Jeg kastede forsigtigheden over bord på de sidste 4 kilometer og tømte de sidste reserver ud, så den sidste spurt mod mål faktisk var de hurtigste kilometer på hele min løbetur. Selv på målstregen gav jeg pokker i smil og målfoto, så det er med et alvorligt udtryk bag de grønne Oakley shades jeg løber i mål efter 11 timer og 4 minutter.













Siden jeg meldte mig til løbet i December har det været min mening at skulle fri til Anja på målstregen. Der findes sikkert mere klassisk romantiske steder og anledninger, men når jeg ser på den proces vi har været igennem sammen de sidste 4 år med flytning til først Schweiz og derefter USA efter kun at have kendt hinanden få måneder, så står Ironman'en for mig som et symbol på de udfordringer, vi har klaret sammen. Uden Anja ville jeg ikke kunne være kommet så langt jeg er idag hverken professionelt eller personligt, så jeg fandt det kun passende at lade de +220 km være et testamente til vores forhold.
Godt nok endte vi så med at være blevet gift allerede, men det viser jo kun, hvordan livet nogle gange spiller én et pus. Hvis jeg ikke husker galt er faktorernes orden også ligegyldig.













Ringen var det meningen jeg ville have båret under hele løbet - under våddragten, på cyklen og i min løbesko, men af flere årsager viste det sig at være en dårlig idé. Istedet gik Anja og bar uvidende rundt på den i lommen, så det var let for mig at fiske den frem foran familie og venner og "endeligt" gå på knæ.

Tak for tålmodigheden med dette indlæg! Vi har nu endeligt vores egen, stabile internet-forbindelse, så nu burde der være hul igennem til den digitale verden fra Norwalk, CT.
God weekend!

Ingen kommentarer: