04 marts 2012

Mit navn det står med prikker ...

Påske er det ikke endnu, men det kommer alligevel til at handle en smule om kylling - eller Kyllingen, som cykelrytteren Michael Rasmussen bliver kaldt i danske medier.
I 2005 kørte han som mange sikkert husker i den prikkede bjergtrøje under Tour de France. Efter at have erobret trøjen på løbets 8. etape sikrede han sig med et fantastisk solo udbrud over 168 km sejr på løbets 9. etape og et komfotablet forspring i kampen om "King of the Mountains" titlen. At han senere skulle præstere historiens værdste enkeltstart og miste sin podieplacering er en uheldig detalje, men da han igen året efter - i 2006 - vandt trøjen igen var der ingen tvivl om hans evner udi klatrediciplinen.
Men tilbage til 2005 - Rasmussensdaværende cykelsponsor Colnago designede en speciel cykel til Rasmussen kaldet Extreme C. "C" for climbing - idet cyklen var lavet over datidens topmodel C50, men i en lettere udgave specialfremstillet til enkelstarten på Alpe d'Huez i Tour de France 2004. Rabobank holdets klatrespecialister Menchov og Rasmussen var så imponerede over cyklen, at de bad Ernesto Colnago om at fortsætte fremstillingen eksklusivt til teamet, og da Rasmussen i 2005 rullede ind på Champs Elyses iført den prikkede trøje var hans cykel også iført polkadots.













Detaljerne bag stellets kvalitet er næsten så lang som listen over sportens største stjerner, der har haft kløverlogo på kronrøret. Colnago er det ikoniske brand i cykelbranchen. Det er det suverænt mest vindende mærke med legender som Merckx, Battaglin, Argentin, Bartoli, Betini, Ballerini, Tafi, Olano, Museew og Rominger til at tage cyklerne først over stregen. Det er en moderne italiener, der dels har klassisk snit og karisma men også har formået at operere med moderne teknologi og fulgt med den udvikling, der ellers har voldt dem så store udfordringer. Man kan ikke med respekt for sig selv sige man har cyklet har man ikke siddet på en Colnago.
Derfor har jeg også ledt og ledt efter en cykel at investere i. Modellerne er mange og en overgang var jeg også fascineret af de mange klassiske italienske mærker som Atala, Legnano eller Galmozzi, men jeg tror bare ikke jeg har tålmodighed til at arbejde med eller cykle på en rigtig vintage stål klassiker, selvom det er en oplevelse man bør prioritere. Min kollega Rory stiller hvert år op til L'Eroica, der er et italiensk cykelløb for veterancykler med manuelt gearskifte, uldtrøjer og snegl på overlæben.













Hvad gør man så, når man ikke har uendeligt meget tid til at surfe italiensk ebay for gamle campagnolodele eller restaurerede stål-klenodier, tja man må finde på det næstbedste. Og da jeg en dag opdagede en Rasmussen Colnago Extreme-C i den autentiske KOM lakering var der ikke tvivl i mit sind om at det var min italienske klassiker.
Det viste sig at være ikke blot en replika af Rasmussens cykel, men at indehaveren var Shanna Armstrong, flere gange Ultraman verdensmester og Race Across America vinder. Hun var flink og ville gerne sælge mig hendes gamle stel, så siden oktober har jeg gået og nusset med at bytte mig til de rigtige dele.













Jeg har lovet mig selv (og Anja) at cyklen ikke må koste noget, altså - jeg skal bytte mig vej til delene, eller sælge tilsvarende ud af gemmerne. Det er ok, for denne cykel slipper jeg ikke foreløbig, det er en museum-cykel som Anja siger med et opgivende smil. Og faktisk har jeg også lovet Shanna, at skulle jeg en dag ønske at sælge, skal jeg ringe og give hende muligheden for at købe den tilbage. Hun cyklede stort set aldrig på den, da det var hendes reserve, men den har været med hende tværs over Amerika i 2006, da hun vandt RAAM, stående på taget af hendes følgebil som reserve. Godt nok har hun ikke som Kyllingen og Riis kastet rundt med sine cykler under løb, men de har alligevel en del skrammer fra rejser, hvilket også er tydelig på mit stel. Men det er OK; den har vundet verdens hårdeste cykelløb under en utrolig atlet, og så er den malet i en lakering, der kun findes et meget begrænset antal af i verden.













Jeg vil gerne bygge cyklen tidstypisk, så delene tæller lige nu Campagnolo Record 10 speed, Bontrager Race XXX lite hjul grundet de røde eger, Colnago sadelpind og et Zipp kranksæt fra 2006.













Det er ikke nogen fuldendt italiensk gruppe, men det er OK til en start og det er lette komponenter, så jeg regner ikke med at have problemer med at komme under de 6810 gram Rasmussens cykel vejede.













Hvordan byggeriet kommer til at skride frem må vi se over de næste 3-4 uger. Nu rejser jeg til Asien imorgen og vi tager på fereie om 14 dage, så der går lidt tid, før den kommer ud på jomfrutur. Jeg skal nok holde bloggen opdateret så snart der kommer nye dele til den prikkede italiener.
Ciao!

Ingen kommentarer: