14 oktober 2007

Pandekage

Morten har taget hul på årets første søndagstræning med cykel-kollegerne. Målet er at køre på landevejen en gang om ugen, som supplement til XC-ture i skoven vinteren over. I horisonten venter Mallorca med Cykelmagasinet i påsken, dansk 24-timers løb i Maj måned og forhåbentlig nogle XC-løb i Schweiz.
David, Juan og Morten kørte ud på turen i dag 10.15 i rimeligt vejr: sol, svag vind men kun 12-14 grader. Ambitionen var 2 timers ”light spinning”, ensbetydende med fladt landskab. Da hverken Juan eller Morten kendte til andre ruter end bakket Frankrig, var David udnævnt til guide.

















Efter 15 kilometer svingede vi ind på en asfalteret sti gennem et stort skovområde. Stien var bred nok til en stor bil, men vejen er lukket og man må kun færdes på fod eller cykel. Vi kørte sammen med folk på rulleskøjter, med hund i snor og andre former for cykling. Selv en rulleski-løber så vi på turen.
Stien er 15 km lige ud, ikke en eneste bil og blade der falder fra træerne. Solen var kommet op og varmede fint, så det kunne ikke være mere ideelt til en søndagstur.
30 km ude svingede vi til højre ved Mulhouse og kørte resten af turen hjem langs med Rhinen på stille veje og asfalterede stier.
Hvor vi normalt får tilbagelagt 500 højdemeter som minimum på en to-timers tur, var de 65 km i dag flade som en pandekage. Dejligt også at prøve det og ros til David for en super idyllisk rute.
Eneste minus er at det desværre nok er ved at være årets sidste tur i korte bukser.

Ingen kommentarer: