28 september 2007

Fredags-Fjerbold

Efter at have frekventeret samtlige fitness-centre i Basel by er vi nu løbet tør for prøvetimer. Vi har derfor meldt os ind i Van der Merwe Fitness Club, som er et stort center tæt på Mortens arbejdsplads. Her er hverken de nyeste maskiner, de flotteste faciliteter eller de rigtige hold på planen, men til gengæld har de badminton!

















Som et andet par i 40’erne er vi startet til badminton. I dag fredag har vi været ude og spille for første gang, i ens træningsdragter og matchende svedbånd. Desværre var vi ikke i stand til at finde et andet par til en mixdouble-match, så vi måtte træne på egen hånd.
Anja tog sig sikkert af første to sæt, men Morten fik reddet lidt af æren i anden kamp.


















Efter kampen aftalte vi at mødes i saunaen. 7 minutter til omklædning og så ind i varmen. Sauna er populært i Schweiz og vi var derfor langt fra de eneste i velvære-området. Til gengæld var vi de eneste, der havde medbragt badetøj og håndklæde... Ligegyldigt hvor vi gik hen var folk eau naturel og så kan det være svært at nyde afslutningen på en god gang fredags-fjerbold.
Vi lader billedet stå. God weekend!

Gode Venner

De sidste tre måneder har vi været uden tv. Mere præcist har vi haft vores tv her i lejligheden, men vi har intet signal tilknyttet. Det har indtil nu ikke skabt det store afsavn, men nu hvor NFL-sæsonen er startet er Mortens abstinenser så småt kommet snigende.
Vores TV har i dag fået en ny ven, nemlig vores Mac. De to kommer fint ud af det sammen, og vi nyder at sidde i sofaen og se DVD’er. Det sidste vi mangler er så den udvidede kanalpakke, 22 svedende mænd i lycra tights, NFLming og Bøjgaard.

22 september 2007

Familieforøgelse

Vi har fået en lille ny. Egentligt er det ikke en nyhed man vanligt ligger på nettet, og især fordi det drejer sig om en erhvervelse på lånebasis.
52 cm høj, knap 7 kg på vægten og af eksotiske materialer er hun skabt overseas. Vi skulle med det samme ud og prøve hende i sol og 25 grader.



















Vi har fået mails hjemmefra hvor cykelmotionisterne pakker landevejs-racerne ind i varmen og finder mountainbikes frem til vinterbrug. Vi er så heldige at vejret stadig egner sig til korte ærmer, solcreme og lyserøde støt-brysterne kabler.

18 september 2007

Regn, regn, regn

















Det er desværre ikke altid vi er heldige med vejret. Det har regnet en del i nat, men hyggeligt var det at ligge og lytte til dråberne mod ruden. Mindre morsomt var det at cykle på arbejde i morges :-(
Vi krydser fingre for at vejrudsigten holder til weekenden, DMI lover +20 og sol...

16 september 2007

Typisk weekend i Basel

Lørdag er den store shopping-dag i Basel. Det er tydeligt at folk har travlt i løbet af ugen og derfor bruger weekenden på at trykke næserne flade mod butiksruderne.
I Basel centrum er der masser af mennesker, og byen har åbent til 17 eller 18, så som billedet viser er der fart på hele dagen.
Lørdag er også dagen hvor indbyggerne dyrker sport. Fodbold, cykling, tennis, golf og rulleskøjter er de mest udbredte sportsgrene, hvis ikke man er i centrum og se på butikker.


















Kontrasten mellem lørdag og søndag er stor i Basel. Vi ved ikke om det er fordi folk går i kirke eller bare ordner hus og have, men byen ligger øde hen om søndagen. Billedet viser et normalt meget befærdet trafikknudepunkt i midtbyen, hvor der er tilkørsel til motorvejen, sporvogne og 6 veje fletter ind i samme rundkørsel. Søndag klokken 11.30 ligger det hele øde hen. En anden særlig ting er, at de fleste lyskryds blinker gult om søndagen, hvilket indikerer, at der er generel højre-vigepligt.

















Vi har været heldige med vejret i weekenden, 22-25 grader og sol, så vi besluttede os for at cykle en tur ind i Frankrig. Ruten var ”kun” 45 km lang, men med 500 højdemeter og skrappeste stigning på 15% er det ikke kun for romantikkens skyld vi cykler. ENDELIG huskede Morten at medbringe kameraet, så vi lader billederne tale for sig selv.

















Klik på billedet for at se det i stort format

















Klik på billedet for at se det i stort format

















Efter cykelturen brugte vi de sidste eftermiddagstimer ved Rhinen, hvor der langs bredden er stentrapper og afsatser, hvor man kan ligge og nyde solen. Der er masser af mennesker der går tur og slapper af, og enkelte vover sig stadig i vandet. Hvor koldt det er ved vi endnu ikke, vi tør ikke garantere at vi når at få brugt badetøjet i år.

12 september 2007

En glad kakao mælkedrik

















Vi havde egentligt besluttet os for ikke at lave nogen form for reklame på vores blog, men som en anden nyudnævnt socialminister har vi nu skiftet politisk ståsted og kommer her med vores uforbeholdne hyldest af Maja kakao mælkedrik.
Ikke mindre end 20 liter er blevet bragt til Basel, fordelt på 1000 og 200 ml kartoner, der konsumeres både morgen, middag og aften. Nogen vil hævde at Mathilde er den originale kakaomælk i rektangulær emballage, og det er da også rigtig, men Maja er også et Arla produkt og knap så intens og bitter som Mathilde (det er i hvert fald vores opfattelse).






















Som billedet dokumenterer er Maja også den helt optimale ernæringskilde under et 24 timers mountainbike-løb. Tak til modellerne Casper og Mikkel, der trods 18 timer i sadlen og knap 10 grader på termometeret forstår at præsentere de moderigtige gule og brune kartoner.
Længe leve - den glade kakao mælkedrik!

09 september 2007

Besøg fra Danmark

Torsdag aften ved 21-tiden ankom Anja’s forældre, lidt trætte efter nogle timer i bil og desværre også lidt ”Stau” (kø) undervejs på motorvejen.

















Fredag startede med hyggelig morgenmad, Morten af sted til job, og ellers stod programmet på opsætning af lamper i hele lejligheden, et job som passer Anja’s gør-det-selv far rigtig godt. Det blev også til en lille tur ned i byen for at handle, en kop kaffe på altanen og en dejlig gåtur ind til byen om aftenen på en Libanesisk restaurant.

















Lørdag tog vi en frisk laaang gåtur, oplevede lidt af Basel, gik langs Rhinen ned til kraftværket, hvor vandspejlets niveauforskel på 6-8 meter driver en række store turbiner og skaber 600 GWh elektricitet på årsbasis. Vi har siddet og regnet lidt på det, men det er sent søndag aften, så præcis hvor mange danske husstande det svarer til kommer senere.

















Efter den lange gåtur og frokost ved Rhinen stod lejligheden for tur. Vi har fået hængt lamper op, der er kommet billeder på væggene, knagerækken er sat op og der er tilmed bestilt klædeskab. Dejligt med hjælp udefra og nu er vores lejlighed for alvor ved at være beboelig.
Lørdag aften sluttede med pizza i stuen og en kop kaffe på altanen.



















Tusind tak for besøget, det var en fornøjelse. Alle andre er velkomne til at gøre Anjas forældre kunsten efter. Vi har gæsteseng i et nu oplyst værelse klar.

God uge til alle!

06 september 2007

Det virtuelle Basel

















Hvis man har lyst til at vide mere om Basel, se panoramabilleder og live web-cam fra centrum af byen kan man klikke ind på http://www.basel.ch/en/basel/home hvor man også finder informationer om kultur, events og vejret i området. Så er der ingen undskyldning for ikke at komme på besøg, nu kan man sidde derhjemme i sofaen og planlægge hvornår man aflægger os et visit.

04 september 2007

Schlafcola

I Friedrichshafen hvor Eurobike-messen bliver afholdt hvert år, har de en natklub, der bærer navnet Metro. Fredag aften er der Eurobike-fest på stedet, hvor opfindsomme arrangører stempler natklub-gæster med et godt tilbud på en tømmermænds-lindrende Burger King menu. Det er s** kækt.

03 september 2007

Walk-in closet

Hjemvendt fra messe er vi nu begge tilbage i lejligheden i Basel. Igår søndag brugte vi i parken, da vejret var perfekt til at få lidt sol og slappe lidt af. Idag har vi så været henholdsvist på arbejde og på udkig efter ditto. Anja samler flere og flere kontakter som dagene går og på messen viste der sig også muligheder, så mon ikke vi snart har nyt på den front. Det håber vi!

















I lejligheden står det også fint til, vores tredje rum fungerer lige nu som Walk-in closet - enhver piges drøm. Desværre har vi ingen bøjleplads eller hylder, så vores tøj er stadigt i kasser og kurve. Vi må snart se at få fundet et klædeskab. Hvis nogen derhjemme har et til salg, er vi interesserede. Det skal bare være hvidt, med skydelåger og gerne STORT!

















Sidst i dette lidt korte mandags-aften-indlæg skal der lige vises Mortens seneste tilføjelse til hans ønskeseddel: En fuldaffjedret mountainbike på 8,25 kilo, uden at der er sparet på sikkerheden eller holdbarheden. Prisen er ligegyldig, for de 25 styks der er blevet produceret, er allerede solgt :-(

30 august 2007

Sloev uge paa bloggen

Det er ikke fordi vi ikke foretager os noget denne uge, at der ikke sker mere paa vores blog. Anja er i Basel og hygger sig med at samle IKEA-produkter og Morten er paa messe i Friedrichshafen, Tyskland.
USB-kablet til kameraet ligger i Basel, saa billederne maa blive uploaded med tilbagevirkende kraft, men messen kan kort beskrives som lettere kaotisk til tider, masser af nye mennesker og nogle interessante produkter hist og her. Og saa har vores egne produkter masser af succes, saa det er en rart situation at traede ind i.
Billeder er paa vej, vi er snart tilbage!

26 august 2007

En ny uge truer

















Vi nåede desværre ikke i IKEA i weekenden. Vi skulle have været derude lørdag eftermiddag, men efter en time i fitness og en cykeltur til Tyskland for at handle røg vi ind i et G-star factory sale, og 25 bukser senere var der endeligt nogle, der passede Mortens mærkværdige kropsform. Da vi endeligt nåede ud af butikken var klokken blevet 16 og vi manglede stadig at handle nogle dagligvarer.
Turen til tyskland tager knap et kvarter i roligt tempo på cyklerne. Vi har rygsække med og i går handlede vi primært i Lidl. Det er ikke et vareudvalg som i Danmark hvor Lidl vel er en skrabet version af Aldi (hvis man overhovedet kan forestille sig det). Lidl vi frekventerede i går havde et pænt udvalg dels af friskt frugt og grønt, fersk kød og ”mærkevarer” blandt læskedrikke og slik m.v.
Rygsækkene blev fyldt og af sted hjemover gik det på ny. At køre over grænsen på cykel er intet problem, det er begrænset hvor meget man kan smugle i en rygsæk og derfor er toldernes interesse også stærkt begrænset.
Lørdag aften havde vi inviteret Anne-Mette og Bjarke ud og spise som tak for al den hjælp de har givet os. Bjarke arbejder samme sted som Morten, er dansker og har været medvirkende til at Morten er blevet ansat. Anne-Mette er Bjarkes kone, der er gravid i syvende måned. Vi fandt en hyggelig restaurant i minimalistisk stil, hvor vi kunne sidde udenfor og spise. Sommeren har stadig fat hernede og temperaturen er +25 grader i dagtimerne og 18-20 stykker om aftenen.

















I dag søndag har vi cyklet lidt rundt i Basel for at se på mulighederne for at ligge og nyde solen. Hav har vi jo ikke, men som billedet viser kan man sagtens bade alligevel. Rhinen er tilsyneladende rimelig ren og så er proceduren at man ifører sig badetøj, pakker overflødige genstande i en vandtæt ballon og hopper i vandet. Strømmen er 4-5 knob stærk (10 km/t) så at svømme mod den er umuligt. I stedet lader man sig drive med strømmen indtil man ikke gider længere. Så svømmer man ind til land og går op, og afhængigt af hvor længe man har ”badet” er der så en tilsvarende gåtur tilbage til oprindelsesstedet.

I morgen er det mandag. Vi skal have klaret IKEA inden Morten skal på messe tirsdag, så det bliver sikkert en travl dag.
Håber alle vi kender derhjemme får en god start på ugen.

24 august 2007

Fredag aften

















Weekenden er nær, idag har Anja været ude og besøge fitness-centre for at gå på de timer, vi er vant til hjemmefra. Morten skulle egentligt have været med, men måtte sande at færdiggørelse af studiet ikke er ensbetydende med ophør af lange arbejdsdage. Klokken blev 19.30 før Morten kunne slukke computeren og så ellers troppe op i Malibu Fitness Club. Desværre var holdet fra 18 til 19, så ingen træning idag :-( - Prøver igen imorgen.

Til gengæld var der et bord ledig på en lille hyggelig sushi-restaurant i centrum, så vi har brugt resten af aftenen over et glas kølig hvidvin og en klump rå fisk på pind.

God weekend til alle og PS: Vi har nu åbnet for kommentarer til vores indlæg, UDEN at man behøver registrere sig som Google-bruger. Du er velkommen til at skrive en kommentar til os. Klik blot på linket:

22 august 2007

Næsten på plads

Efter 1255 km og den fornemme modtagelse i Basel, et par hektiske indflytningsdage – og vores dejlige lejlighed er stort set på plads. Dog er vi rendt på massivt mangel på skabsplads, både til vores tøj og sko, til noget som brødristeren i køkkenet og ikke mindst håndklæder og lignende på badeværelset. Problemet er dog ikke større end, at vi fikser det lørdag i samarbejde med IKEA, der kun ligger 8 km væk. Indtil da er det godt vi har et ekstra rum.

















I dag onsdag tog Morten af sted til job 08.30, kun 15 min for sent ☺, eller hvad man siger, når der er flekstid på jobbet.
Solen har stået højt på himlen, Anja fik instrukser samt et fint bykort over Basel - tid til udforskning. Anja op på cyklen og afsted det gik – sammen med de tusinde andre cyklister, biler og sporvogne.
Trods Mortens oplysninger om, at man som cyklist i Basel blot rækker armen ud og drejer af, er det lidt af en oplevelse at befinde sig midt i det. Som nordjyde tager man det roligt og venter på fri bane... Det andet må komme senere.

















Det dejlige vejr trak masser af mennesker til midtbyens gader, hvor der i dag var et optog af veteranbiler. Chauffører og passagerer var klædt i det stiveste puds og som billedet viser var jeg ikke den eneste, der havde kameraet fremme. Rart at man ikke var ene om at lege turist.






















Efter aftensmaden, der for første gang stod på hjemmelavet pizza, hoppede vi begge på cyklerne og kørte en tur rundt i byen. Vi skulle lokalisere et par fitnesscentre, da vi ville finde stederne med de hold vi kender fra Danmark og til de rigtige priser. Fitness-medlemsskab er noget dyrere end i Danmark, og ofte også meget wellness-orienteret. Stederne vi så på i dag havde både pools, sauna, massage og restauranter.
Vejret til aften var dejligt mildt og udsigten over Rhinen er smuk i aftenbelysningen.

















Vi håber alle i Danmark har det godt og nyder de sidste sensommerdage.

19 august 2007

48 timers flytning

Klokken 18.00 fredag aften kørte Morten fra Basel i en lejet varevogn med kurs mod 9000 Aalborg. Efter 14 dage på job, alene i ny lejlighed og med kun hans Mac og en madras var det nu tid til både at få Anja og møblementet bragt til Basel. Lørdag morgen klokken 10 formiddag nåede Morten Aalborg, og på 4 timer fik vi pakket varevognen.

















Derefter var det bare at vende snuden mod syd, holde bilen kørende 12 timer og så nå Basel klokken 02.30. Da vi havde vores senge i bilen måtte vi pakke det meste ud, så det endte med vi var i seng klokken 05. På det tidspunkt var vi godt trætte, måske især Morten efter 24 timer i en kassevogn.
I dag søndag har vi været oppe klokken ni, og har pakket hele cirkusset ud. Derudover skulle vi også ind på Mortens arbejde og hente de ting vi havde opmagasineret derinde. Nu godt 48 timer siden hele turen startede er vi endeligt på et punkt hvor der er møbler i lejligheden, gulvet dækket af flyttekasser og kælderrummet belejret.

















Folkene på gaden var så flinke at fejre vores ankomst. På et hus overfor havde de sat balloner på facaden og et stor skilt i ruderne. ”GARTENFEST” er schweizisk for noget i retning af ”velkommen i gaden” (garten – gaden) ... Dejligt med den slags naboer ☺.