Benjamin & Daddy

Weekenderne er Anjas frirum til at gøre de ting, hun ikke har mulighed for i løbet af ugen, hvor hendes faste job som supermor overskygger hendes lyster udi sport og selvforkælelse. Godt nok får jeg tid og plads til træning og triathlons, men som gundlæggende princip foregår weekenderne på Anjas præmisser. Lørdag morgen klokken 7.00 tager hun til fitness, mens Benjamin og jeg indhenter det fra ugen forsømte.

Vi spiser som regel morgenmad indtil klokken 8. Benjamin leger fint indenfor med sit legetøj mens jeg rydder lidt op og tager et bad. Benjamin har lært ordet "garbage", så når han har spist sin frugtstang ber han om at få lov at smide papiret ud. Det er åbenbart lige så sjovt som at rydde legetøjet op, så det fungerer storartet.

Omkring 8:30 eller 9 går vi ned i gården og leger inden vi går en tur med barnevognen læsset med bolde, bleer og lidt snacks. Som regel går vi til stranden og gynger eller til en af de nærliggende legepladser.

 

Vi møder sjældent andre børn på vores tur, faktisk ser vi meget få mennesker så tidligt lørdag morgen, da Amerikanerne sover ud ovenpå en hård uge. De få, der er oppe er ude og lufte hunden eller måske som Anja ude og motionere. Det er først klokken 10, der er gang i gaderne, men så skal folk også til stranden eller til Mall'et for at shoppe. De sidste par weekender har vi dog mødt en polsk dreng og hans mor, der ligesom os er glade for at komme ud mens det er køligt og gaderne tomme.

Efter et par timer er vi hjemme igen og skal have lidt mere at spise inden Anja kommer retur og vi kan tage afsted alle sammen, som her med toget til NYC for at nyde resten af lørdagen. 

Borgerlig

Benjamin har fået et nyt stykke legetøj. Efter at have vist stor begejstring for rutshebanen på den nærliggende legeplads har vi købt en lille haveinstallation, der måske ikke helt kan leve op til den større slidske model hvad længde angår, men som så til gengæld kan befærdes uden voksenhjælp.

Han er meget begejstret for den lille borg, hvor man både kan kravle op på plateauet og rundt inden mellem murene. Han tager gerne noget legetøj med, op og giver det en tur med ned, og selvom trinnet op virkede stort da vi købte borgen, så kan han sagtens selv kravle op. Endnu et udtryk for at han er ved at vokse sig til en rigtig lille dreng.

Når først det er svært at få popoen trukket op over trinnet er det en god indikation på træthed og tid til at lege noget andet eller gå op og få en lille pause.
Borgen står nede ved vores garage, og selvom vi går tur til en af de store legepladser dagligt, er der masser af begejstring og glæde i hans leg når vi kommer hjem.

Rev3 Quassi Olympic

Fast forward fra sidste weekend til denne uges afslutning og starten af Juni måned. Efter et par måneders efterslæb er vi endeligt kommet ajour med bloggen rent kronologisk, og bringer igen dagsfriske nyheder. Til de, der måske har været lidt fraværende - kom endeligt igen med jævne mellemrum, vi holder meget at at have besøg på bloggen.

Juni måned betyder Rev3 Quassi triathlon. Siden vi flyttede hertil har det været fast tradition at køre de 70 minutter nordpå til Middlebury og deltage i det efterhånden store triathlon stævne. Rev3 er ikke officielt certificeret Ironman stævne, dvs. det er ikke afholdt af WTC, men af et andet firma, der har valgt at kalde sig Rev3. Quassi er navnet på den forlystelsespark, der ligger fasciliteter til. da vi var her for første gang i 2010 var det også det første løb for Rev3, så vi har været med fra begyndelsen. Her to år senere har Rev3 vokset sig stort og har nu 13 løb rundt omkring i USA med deltagelse af mange tusind mennesker.
De sidste to år har det været høj solskind og halv-ironman på menuen, i år havde jeg valgt at tage den olympiske distance for at prøve det, og selvfølgeligt skulle det så regne hele weekenden. Well, måske ikke hele weekenden, men fra fredag aften da jeg tjekkede cykel ind til lørdag klokken 12 middag, da det var overstået og jeg kørte hjem til Norwalk.

Det var lidt miserabelt at køre hjemmefra lørdag morgen 04:45 i småregn og nå frem til løbet hvor mudderet allerede var kommet til syne under den ellers så fine græsplæne vi parkerede på.
Til gengæld så kunne jeg se frem til køligere temperaturer end de sidste par år, noget jeg godt kan drage fordel af da jeg sveder alt for meget salt ud under solen og ofte har svært ved at optage nok vædske. Også på cykeldelen kunne jeg drage fordel af den stærke vind, der kom i bygerne, for jo hårdere cykelruten er, jo mere tid kan jeg putte ind i konkurenterne forud for løbet, der som bekendt klart er min svageste tredjedel.

Anja og Benjamin var blevet hjemme, for med en hel formiddag i silende regn på vejrkortet var der ikke meget sjov ved at være med for resten af familien. Rutchebanen i Quassi åbner nemlig ikke før om formiddagen alligevel.

Som skrevet i beretningen fra sidste løb, er mit fokus i år på at få lidt mere fart med i billedet - slut med at holde igen for at gennemføre, i år handler det om at kunne løbe om kap frem for at løbe omkring.
Svømningen gik rimeligt, jeg synes ikke jeg fik fundet nogen rytme og heller ikke nogen at dele føringer med, så det blev meget på egen hånd og de 1500 meter i tiden 25:32. Op af vandet som 11 i min alderskategori og rimeligt med samlet.

Starten går på min wave. Jeg er ude i venstre side i vandet.

Der var 658 deltagende, og da jeg var i anden start bølge var der ikke mange oppe i T1, da jeg kom op og skulle finde cyklen frem. Det er altid sjovt at føle man er med i toppen, selvom det er på en billig baggrund, når man starter i waves.

Cyklingen blev selvfølgelig lidt hæmmet af de våde veje og regnen, der stadig kom ned i varierende mængder. Jeg kører på lukkede ringe og kulfiberhjul, så man skal beregne bremselængde og styre cyklen mere påpasseligt, når underlaget er vådt. Jeg kom desværre til at misse et enkelt sving hvor jeg kom frem mod en venstrekurve med alt for megen fart, kørte indenom en helle og måtte fortsætte lige ud da jeg ikke kunne nå at bremse nok ned til at få cyklen rundt. Der er ingen anden udvej end at bremse ned i lige bane og tage et U-sving end at lægge cyklen ned efter få kilometer. Den official, der skulle markere svinget blev noget skræmt da jeg kom farende mod hende med hvinende bremser og kurrende baghjul, men hun var vaks og fik sprunget ind til siden. Til mit forsvar kunne hun godt have taget en farverig regnfrakke på eller et flag af en slags istedet for at stå og vinke i grå kulør fra top til tå. F'ens...

Cyklingen varede 1:17:15 hvilket var lidt langsommere end planlagt, men med relativt friske ben i behold og en 7-bedste tid af de 68 i min kategori og 45. plads af de 656, der fuldførte. Der er masser af bakker og højdemeter og med en god vind i bygerne var jeg 7 minutter fra den time og 10, der var en rimelig tid at forvente på en god dag.

Så kom vi til det spændende punkt på dagen, de sidste 10 kilometer løb rundt i det bakkede landskab omkring Quassi sø.
Til min store glæde føltes benene ganske godt omend lidt trætte naturligvis. Jeg blev overhalet af 10-11 løbere hvoraf jeg genkendte de fem fra at have sat dem på cyklen, men jeg holdt tempoet til de sidste meter kom i mål efter 48 minutter på en 10 kilometer, der er alt andet end flad. Det er langt fra hurtigt, det er jeg klar over, men for mig er det ganske fint historik og fysik taget i betragtning.

Mine billeder fra ruten har jeg ikke set online endnu, men jeg har downloaded dette udvalgte billede fra løbets hjemmeside af en kvinde på vej ind i mål på en opløbsstrækning, der engang var græs. Jeg skulle selvfølgelig overhale en fyr lige før opløbet, så jeg kurrede sidelæns ind på de sidste meter, men slap for en maveplasker, der sikkert ville have været på løbets hjemmeside til næste år.

Samlet tid: 2:36:02, nummer 12 i min aldersgruppe (30-34), 63 samlet af 656 og godt nok 20 minutter efter vinderen, hvilket er lige i overkanten. Lidt træt, drivvåd, men med en god følelse af et godt race fra ende til anden, så jeg styrede volvoen ned gennem muddersporene og satte kursen hjemad til familien.
















Det var lidt kedeligt ikke at have mit support team med denne gang, men de havde så til gengæld været så søde at tegne hilsener på garagens betongulv til jeg kom hjem.
Næste triathlon er ikke helt konfirmeret endnu, men det bliver senest omkring 1. Juli og forhåbentligt i lidt bedre vejr.

Memorial Day Weekend

Der er ikke mange helligdage at tage af, skulle Obama finde på at følge den danske debat om arbejdstider og pseudo-fridage trop. Det skorter ikke på tilbud om religioner herovre, så der burde være nok alibi og undskyldninger for at holde fri, men i den første halvdel af året er der kun Memorial Day og 4th of July, der er landsdækkende helligdage i USA.

Når helligdagene så endeligt kommer, så kan det være sin sag at nå alt det man gerne vil, eller måske blot dase den i en ekstra dag. Vi har som regel en relativ aktiv weekend, og da vejret er stillet ind på sommer er der masser af aktiviteter for en moderne kernefamilie. Her er hvad vi har fyldt vores Memorial Day weekend ud med:

2 BBQs
Hjælpe en snapping turtle over vejen.
Filme en woodchuck
Vaske, støvsuge og polere volvoen.
Shoppe H&M tom for shorts.
Løbe, cykle, svømme.
Yde førstehjælp til en weber-grill.
Tage lur på græsset.
Spise is.
og
få en italiener i familen.

Lad os starte med dyrelivet. Der er mange små søer og vandhuller når man kører nordpå fra hvor vi bor, og da de fleste er i områder med skov og klipper får naturen lov at udvikle sig uforstyret. Det giver plads til nogle spændende beboere, der til tider forlader de trygge egne og bevæger sig ud på tur. Som nu denne snapping turtle vi stødte på under en cykeltur. De kan blive mere end 50 år gamle, og denne var stor og stædig nok til at være godt oppe i årene. De kan let bide en finger af, så da den absolut ville over vejen måtte vi stoppe trafikken og skubbe den med en stor pind så blidt vi kunne. Hvad den skulle på den anden side af landevejen ved jeg ikke, men græsset er som bekendt grønnere.

Woodchucks er nogle andre sjove små væsener, der lever over det meste hvor de kan finde græs og kradt at bo i. De er ikke så spændende, men kan blive ret store. Denne lille fyr var ikke gammel nok til at vide bedre, så Anja havde let ved at forevige den inden Benjamin kom ilende til for at lege.

Vores flinke venner Hannah og Jeremy inviterede på BBQ søndag, så vi tog op til Bethel og tilbragte en hyggelig eftermiddag sammen med venner og kolleger. Som man kan se på billedet er Jeremys evner ved grillen kendt vidt og bredt, og de har altid huset fuldt. De er som mange amerikanere utroligt gæstfrie og klarer let at holde 30 mennesker mætte og glade en søndag eftermiddag.



Benjamin leger med deres søn Ewan, der er 6 måneder ældre. Benjamin har i lang tid været tydeligt mindre en Ewan, men nu er han pludseligt blevet lige så stor uden vi har lagt mærke til det.



De hygger sig sammen så længe Ewan kan acceptere at dele sit legetøj. Man har altid en holdning om andre folks børn, men Hannnah og Jeremy er gode forældre, og vi overlader trygt Benjamin i deres hænder.

Vi har ikke holdt nogen BBQ, primært fordi vi ingen grill har. Vi har heller ikke samme have som Jeremy og Hannah, men til gengæld har vi så stranden og vores lille park, hvor man gerne må grille. Vi har faktisk købt en weber grill, men den er købt som et håndværkertilbud, og da der ingen håndværkere er i vores familie har den stået i vores garage i over et år.
Nu skal der til at ske noget, så jeg har rengjort den og vurderet standen af alle de vitale organer. Vi skal have nye flavorbars og grillriste, men de er bestilt over Amazon, så til næste weekend skulle vi gerne kunne fyre op under gasssen og lave mad udenfor.

Weberen er dog ikke den eneste, der har fået en kærlig omgang. Volvoen trængte også til lidt omsorg, så mens Benjamin sov til middag har Anja og jeg pudset og poleret. Støvsuget er den også blevet så det er næsten som at få en ny svensker i familien.

Vi bliver ved indvandrer-situationen, for jeg har endeligt fået min prikkede italiener samlet og køreklar. Det har taget lang tid, men jeg havde bestluttet mig for (efter aftale med fruen) ikke at trække på husholdningsbudgettet, dvs, hver gang jeg skulle erhverve mig en del til projektet, skulle jeg sælge en tilsvarende. Det er gået fint, selvom colnago connoisseurs nok vil rynke på næsen over mit amerikanske Zipp kranksæt, Bontrager hjul og den alt for lange gaffelstilk, der stadig mangler at blive afkortet.

Den er dog udstyret tidsvarende, dvs. alle dele er fra 2005-2006, hvor cyklen kørte under Michael Rasmussen. Hjulene var Lance's foretrukne i alt, der gik opad i 2004-2007 inclusiv hans etape sejre på Alpe d'Huez. De er måske ikke italienske, men deres røde eger og kulfiber-nav passer godt til æstetikken. Kranksættet er også fra 2006, men har aldrig været brugt i det professionelle felt.

Hvis du ikke lige kan huske historen bag Colnagoen, kan du klikke HER og blive opdateret.

26... 28... 30... dryp

Maj nåede ikke at slutte før sommeren fik rigtigt tag i USAs østkyst. Den sidste uges tid har termometret langsomt sneget sig opad, først i starten af tyverne og de sidste 3 dage med 26, 28 og 30 graders varme. Ind imellem kommer store regnskyl og tordenvejr i en sådan grad at vores hus har rystet og bilalarmer overalt går i selvsving.

Når varmen stiger opad skal man sørge for at blive kølet ned, så vi har haft Benjamin ude i varmen iført så lidt som muligt og også haft badekaret med i haven.

Benjamin er ualmidelig glad for vand i alle afskygninger, og det meste af hans leg går ud på at hælde vandet ud af en kop, ske eller andet agregat, der kan samle vandet op fra badekaret. Det hele bliver vandet og han tager gerne en slurk undervejs.
















Vi andre nøjes med at se på og beundre hans ihærdighed.

Hår(d) 1/2 Jernmand

Tri-sæsonnen er startet og dermed også en hel sommer fuld af tidlige morgener, ømme ben og gode undskyldninger.

Jeg har valgt den fulde Ironman distance fra, da jeg synes det kræver for meget tid hvis jeg skal forbedre mig væsentligt. Jeg kan fortsætte med 8-12 timers ugentlig træning og holde grundformen ved lige, og jeg kan sikkert også med den forbedring af løbet som jeg oplever komme tæt på sub-10 timer ud på efteråret. Men det er dræbende at vide at man skal holde så meget igen under svømningen og især cyklingen for at spare kræfterne til fire timers lunt fordi kroppen endnu ikke er vant til at løbe.

Derfor har jeg til denne 2012-sæson meldt mig til tre løb på den halve (70.3) Ironman distance - een i Maj, een i August og sidste i September. Det er lidt sent på året, men det passede ind i planerne. I juni og juli skal jeg lave et par triathlons på den olympiske distance og strategien er simpel: Begynd at vænne kroppen til race frem for overlevelse.

Første udfordring: Harryman Triathlon i Harriman State Park, en god times kørsel fra Norwalk. Løbet er opstart for mange athleter, men samtidigt en meget svær rute. Deraf ordspillet Harry-Hairy. 

For at starte med de dårlige nyheder - jeg undervurderede ruten fuldstændigt. Jeg vidste godt den var kuperet, men at vi under cyklingen skulle ud på 1400 højdemeter, det havde jeg ikke læst nogen steder. Det løb jeg har været med til de sidste to år i Connecticut - Rev3 Quassi - er kendt for at være et af de sværeste på østkysten, men det kan slet ikke sammenlignes med Harryman har jeg nu fundet ud af.

For at tage starten først: Jeg har opgraderet min cykel, det skal man jo før sæsonstart. Af er kommet mine Zipps og vandbeholder på stellet, på er kommet et sæt Reynolds RZR og en flaske på aerostyret. Jeg har fået optimeret min position på cyklen for at kunne yde flere watt, desværre har jeg kun fået trænet 2 gange med det nye setup, så det var ikke optimalt før løbet. 

Anyways, jeg havde egentligt tænkt strategien igennem og var opsat på at starte roligt ud, vel vidende at det var en halv ironman jeg havde meldt mig til og at der var 99 andre, der skulle ud på samme udfordring. 

Cyklerne blev stillet i skiftezonen lørdag morgen ved 8-tiden, en time før starten gik.

Vi skulle svømme i Welch søen, der i det gode vejr var blevet varmet rimeligt op. Våddragt var obligatorisk, men vandet var ikke så koldt som frygtet. Desværre er dette billede lidt uskarpt, men Benjamin står i vandkanten og spejder ud mod de orange bøjer og livrederne i kajak'er, der følger med os og sørger for sikkerheden undervejs på de to runder.

Inden starten gik blev den Amerikanske nationalsang afspillet - det synes jeg er en fin tradition, det blander lidt højtidelighed ind i billedet og giver lige det sidste skud adrenalin inden starten går. Det er meget patriotisk, men jeg kan godt lide den stemning, der er til amerikanske løb. Alle er sociale og tager det alvorligt på en god måde.

Benjamin spejder efter os mens vi svømmer rundt om de orange trekanter. To gange rundt skulle vi og billedet her er heldigvist skarpt så man kan ane os i horisonten.

Det er nok cirka her, det går galt med strategien. Op ad vandet som nummer 7 sammenlagt uden de helt store anstrengelser under svømningen. Tiden var ikke særlig god, men det var fordi banen var noget længere end de ellers officielle 1800 meter. Første mand ude i 35 minutter, jeg var lidt over 2 efter og glemte alt om tilbageholdenhed da jeg kom op til T1 og hoppede på cyklen.

Benjamin og Anja fulgte troligt med ud af parkeringspladsen, ud til den landevej vi skulle cykle 4 omgange på. Som sagt var der samlet 1400 højdemeter fordelt over 90 kilometer, to lange stigninger på hver 3 km med 8-10% stigning uafbrudt. Skønt for en cyklist og jeg startede også med at overhale to af de seks, der var kommet op af vandet før mig. 

Det er svært at se på billedet herover, men jeg er den lille sorte prik lige til højre for Benjamins pande. Han kigger sikkert efter en anden cyklist inden jeg kommer forbi. Det går iøvrigt en smule nedad lige på dette stykke, så vi kom op over 70 km/t flere gange.

Cykeldelen som den ser ud i højdekurve målt med Garmin 705.

Desværre, desværre er det her filmen knækker. Efter tre timers cykling og en sjat kom jeg ind til skiftezonen igen i femte hurtigste cykeltid og det slog mig først da, at jeg manglede en halv-marathon.

Jeg startede løbet men kunne hurtigt mærke at jeg havde brugt alt for mange kræfter på cyklingen. Jeg havde også ondt i brystet - enten pga den nye position på cyklen eller allergi-astma eller en kombination af det hele. Anyways, jeg luntede de første 10 kilometer og sagde tak for den dag.

Skuffende, skuffende når nu man har betalt for at være med og taget hele familien på skovtur. Jeg kunne have luntet de sidste 10 kilometer, men ruten var som cyklingen enormt kuperet og jeg ville sikkert skulle gå op ad nogle af bakkerne og det opgav jeg simpelthen. Ser man på måltiderne kunne jeg faktisk stadig have sluttet omkring de 25-30 første og 3'er i min aldersgruppe, så meget afstand havde jeg taget på cyklen. Men det var bare ikke fedt og jeg kunne ikke trække vejret helt ned i lungerne, så jeg bestluttede mig for at pakke grejet og ringe til en læge istedet.

Hjemme i Norwalk og Benjamin havde fået en tiltrængt lur i bilen. Han og jeg var begge friske og han var flink til at hjælpe med at vaske min cykel. Han er meget optaget af cykler og kan genkende dem selv på hans t-shirt eller en simpel tegning. Og så er han rigtigt god til at røre i spanden med sin pind, så vi er et godt team han og jeg.

Næste race er olympisk distance i Juni (allerede om en uge da dette indlæg er en uge for sent i forhold til løbsdatoen 19. Maj), og jeg har endnu ikke fastlagt målsætningen. Jeg skal helt sikkert i mål denne gang og jeg har lyst til igen at slippe benene løs på cyklen, men jeg SKAL kunne gennemføre et rimeligt 10K uden at bryde ned. Det skal altså kunne lade sig gøre, også selvom jeg tramper igennem på bakkerne.

Vi får se... Vi får se.

Benjamin 15 months

Der er højt til loftet hjemme hos os, når man kun er to fod lang og en smule. Det hjælper at opføre sig eksemplarisk om dagen og sove om natten - så er ens forældre glade og tilfredse med deres baby boy, der er blevet en rigtig lille dreng.
















Rigtige drenge lader sig ikke gå på af en smule regn, slet ikke når ens mor har købt en cool army regnfrakke til at have på mens himlen tisser.
















Egen stol har man også med navn på og billeder af biler. Biler, der i øvrigt er det store interesse-emne, både affaldstrucken, brandbilerne og de små farvede nogen, der kører forbi på vejen udenfor vinduet.
















Posing...
















Mos og vælling er forlængst pasé, ligesom det at spise med hænderne er noget babyer gør. Pølser er livretten, mmen kan man få lov at sidde og stikke i en rød pebber eller kartofler, så ryger de også ind imellem de 12 tænder, der har plads i kabinen.
















Onkel Simon er flink at passe mens mor og far nyder en dag i spa'en med massage og hudpleje. Først skal mor lige illustrere hvordan man løfter babyben med den ene hånd og tørrer med den anden.
















Efter kyndig instruktion er Onkel og Nephew klar til en eftermiddag i Central Park mens the folks tager saunatur og kolde dukkerter med agurker på øjnene.
















Tillykke med de 15 måneder Benjamin, du er en ualmindelig sød og nem lille dreng.

Løbende træning

Triathlon sæsonnen står for døren, så Benjamin må vige spaltepladsen for lidt om tri og træning. Efter et par sæsonner med gradvis opbygning af træning og deltagelse i stævner har jeg vvalgt at gribe denne sæson lidt anderledes an. Først og fremmest har jeg gennem vinteren forsøgt at forbedre min løbe-evne, da det har holdt mig meget tilbage ikke at kunne løbe hurtigere end en tyk mand på vej til bageren på en søndag. Det er sjovt at komme op af vandet i top 10% og klare cyklingen i samme tempo, men når man dropper hele vejen ned gennem feltet på løbet er det lidt et antiklimaks at komme i mål.

Nuvel, SÅ mange kilometer er det heller ikke blevet til over årene 09-11 ser man på løbeturene, men jeg har dog gradvist kunne forbedre mine tider og tempi. Sidste år i oktober kulminerede det med en halvmarathon i 1:43, hvilket ikke er nogen rekord, faktisk langt fra, men på den kuperede rute var det ganske pænt i min terminologi.
Gennem vinteren har jeg trænet lidt flittigere end tidligere, især ved at inkoorperere intervaller i min træning. Jeg løber i gennemsnit kun 2-3 gange om ugen og kun 20 kilometer hvis alt går vel, men løber man pludselig med Benjamin foran sig i en vogn og nogle gode spurter undervejs, så virker det til at højne niveauet mere end blot at løbe længere, oftere.

Sidste weekend skulle formen så stå sin første prøve ved Mors Dag's 10K, der belejligt startede ud fra stranden lige hvor vi bor. Jeg troppede op 7:45 til start klokken 8:30, betalte mine 18 dollars og modtog en flot orange t-shirt i alt for stor og et nummer med et fem- et to-tal på.
Jeg formåede at klipse nummeret på brystet uden alt for store blodtab og var klar til start lige som Benjamin og fruen indfandt sig på lægderne. Taktikken var simpel, starte ud i et rimeligt, overkommeligt tempo, nå halvvejs ud på ruten og så ellers skrue op som der var ben til. Målet var 45 minutter for de relativt flade 10.000 meter.

Starten gik og vi var godt 300 løbere, der trådte an iført alt for stramt tøj. Ruten gik op langs vejen vi bor ud til, ind gennem centrum, stik nordpå til motorvejen og tilbage af den hovedvej, der igen kommer forbi vores hus og ned til stranden. Jeg kendte derfor stort set hvert et hjørne, ikke fordi der var nogen umiddelbar fordel i det.
Anja var så sød at tage lidt video af starten, men desværre var der ikke nogen plads på memorykortet, så det blev kun til et enkelt sekundt...



Det var måske lidt svært at se, så vi tager den lige i langsom gengivelse...

Da jeg var nået tilbage til målstregen havde Anja fået ryddet lidt op i billederne på kameraet, så det blev til en lidt længere finish sekvens. Jeg kom ind i tiden 43:37, så ganske godt efter egne standarder og et pace tempo på 7 minutter og 2 sekunder per mil, det er det hurtigste jeg nogensinde har målt, så det var jeg ganske godt tilfreds med.

Formen loger dermed godt for de forestående triathlons. Jeg er tilmeldt tre halv-Ironman løb og to olympiske distancer, så måske jeg i år kan koncentere mig mere om speed end om blot at komme hele vejen gennem løbet. Det vil være rart at kunne lukke lidt op for tempoet på cyklen og ikke skulle holde så meget tilbage for at spare kræfterne. Vi får se...

Mere med familien ...

Imens bedsteforældrene var i byen vågnede Simon op fra storby-whiskey-slumren og drog ud på landet til os ydmyg Norwalkanere for at aflægge besøg. Benjamin er altid glad for at se sin onkel, især når han ikke bare ligger på sofaen og snorker. 

Vi var heldige med vejret de fleste dage selvom det godt måtte have været lidt lunere end de 15-16 grader vi var blevet tildelt. Vi fik gået og cyklet en del kilometer rundt på Norwalk sight seeing.

Der er ikke langt mellem vandhullerne her i staterne, så det er let at finde et sted med burger og fries.

Efter en formidddagslur og frokost er Benjamin fuld af energi, og så er det godt at farmor og farfar er på besøg til at lege.

Selvom de ikke er helt unge mere kan de altså godt fange en lille dreng på flugt, også selvom han lige har lært at løbe.

It's a bird, it's a plane, it's Benjamin...

Hjemme på førstesalen med røde kinder efter en lang dag ude i solen.

I'm Mr. Blue Eyes, Frankie go home...

2 uger med de gamle ...

Man kan foranlediges til at tro vi har glemt koderne til bloggen eller været uden strøm i flere uger, for der har ekseptionelt stille på bloggen i hele to uger. Sagen er den, at vi har haft meget at se til, besøg fra Danmark og ingen motivation til at oprette indlæg og skære billeder til. 

De gamle er ikke som man måske skulle tro Anja og jeg, men bedsteforældrene fra Sjælland. Længe ventet og længe undervejs fra Kastrup til La Guardia frem mod 14 dage spredt over Norwalk og Manhattan.

De næste par dage følger billedlige beretninger fra de sidste to uger, postet med spredhagl og ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge. Vi håber dog det alligevel bliver underholdende.

Vores søn nød opmærksomheden fra farmor og farfar i fulde drag. Der blev leget non-stop og udfordret vante rammer og "det plejer vi..."-situationer. Det er altid godt med lidt ny inspiration udefra, selvom Benjamin på det nedenstående billede ser ud som om farmor har været lige vel optimistisk med hans rutsje-evner.

Altså Farmor, nu må du lige... 

Så er det godt man kan forhandle og tale sig vej til et kompromis, det ser Benjamin ud til at nyde på den lidt mindre baby-slidske.

Hjemme hos far og mor er der ingen vej udenom de praktiske gøremål, der jo ikke forsvinder selvom der er besøg af familien. Fars Volvo skal vaskes og garagen fejes, så det er godt Benjamin står tidligt op så han kan nå at få klaret pligterne før morgenmaden skal på bordet.

Vi er sikre på han vil takke os for at lære ham værdien af et veludført stykke praktisk arbejde. Han er ved at have fejet sig en god lille bunke til ude bag garagen. Good job Benjamin!