Der er mange små ting man kan gå og filosofere over på en lørdag eftermiddag. Vi har været en tur i Basel down town og shoppe, noget der igen er blevet legalt nu vi begge har fast indkomst. Selvom Anja dog først starter arbejde d. 24, kan man jo godt tage forskud på glæderne...
Tilbage til overskriften, for det indlægget egentligt handler om er de små ting man ikke lige lægger mærke til, men som andre har tænkt grundigt over. De fleste kender efterhånden årsagen til at der er slik lige ved siden af kassen i supermarkedet eller hvorfor toilettet i Magasin altid er på øverste etage. I samme kategori er Zara, den spanske mode-kæde, der også har en filial i Basel.
Lørdag eftermiddag gik vi en tur i byen, og da vi passerede Zara spurgte Anja om ikke vi skulle gå ind og se, om de havde noget i herreafdelingen. Jeg anede ikke uråd, men jeg er kategorisk allergisk over for den slags butikker. Alligevel gik vi ind, for det kunne jo ikke skade bare at kigge, og jeg var som altid sikker på jeg ikke kunne finde noget jeg ville bære.
På vej op ad rulletrappen slog det mig, at det nok ikke var helt tilfældigt at herreafdelingen lå på 2. etage. Og ganske rigtigt, Anja spottede flere interessante beklædnings-genstande til sig selv på turen op, end der var kvinder i kø til prøverummet.
På toppen cruisede vi etagen, og min modstræbende attitude til trods fandt vi faktisk en ok bluse. På vej ned var der så indlagt besøg på de to dame-etager, lige efter Zara butikkens intention. De ved jo godt at 80% af mænds påklædning er valgt af den bedre halvdel, og så er det mod alle odds at gå målrettet ned gennem butikkens etager til udgangen, når hun liiiiige skal kigge på et stativ med jeans eller den blå kjole i hjørnet.
Men, men, men - vi faldt ikke i, så det står 1-0 til Team Sperrstrasse over kapitalismens kloge hoveder.
Til historien hører at Anja er super fair og flink til at finde tøj til mig. Til gengæld prøver jeg så det bedste jeg har lært på at være tålmodig og interesseret når vi shopper tøj til hende.
16 marts 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar