Da vi torsdag aften skrev god weekend og vi ses i Nordjylland havde vi ikke drømt om at vores ellers veltilrettelagte tur skulle være så besværlig og frustrerende.
Det startede i det små, vi nåede lige nøjagtig ikke den tidlige sporvogn, men heldigvis havde Anja tjekket tiderne, så den efterfølgende var i rigeligt god tid til at nå til lufthavnen og tjekke ind. Vi hoppede ombord og nåede Euro Airport 18.35, rigeligt før afgang 19.45.
I telefonen havde en flink Cimber Air medarbejder lovet os at vores cykel godt måtte komme til DK emballeret i en fin flightcase 110x70x30 cm. Det havde hun dog glemt at fortælle resten af firmaet, så da vi stolte troppede op foran skranken var det til et ubøjeligt ”nej tak” til cykelmedbringning. Vi talte og talte, udøste af vores frustration og ærlige forklaringer, men lige lidt hjalp det. Hvis vi ville med på flyet måtte Taurinen blive hjemme. Ikke optimalt når man skal tilbringe mere end et døgn sammen med den to-hjulede.
Efter at have undersøgt alle andre flyselskaber og have fået medfølende blikke og kommentarer fra køen bag os besluttede vi at leje en bil – det var nærmest den eneste udvej hvis vi skulle være i DK til lægeaftaler og familiebesøg. Vi trillede således ud af SIXT-parkeringen lidt i otte, minutter efter Morten havde tæsket løs på en betonpille til lyden af et Cimber-flys planmæssige take-off.
Bilen var en anstændig BMW 318 med læderkabine og fornuftigt bundtræk. Det hjalp dog ikke meget da vi efter to timers kørsel holdt ind for at skifte sko og skidtet ikke ville starte igen. Den gule advarselslampe lyste som tegn på katalysator-problemer, men efter en opringning til SIXT og et kig i manualen kunne vi dog heldigvis fortsætte turen nordpå.
08:32 næste morgen trillede vi ind ad indkørslen hos Anjas forældre efter en nat bag rattet. Første hurdle overstået, nu skulle vi bare overholde vores aftaler med læge og tandlæge og så ellers bruge fredagen på at slappe af og lade op.
Morten brugte aftenen på at samle cyklen og selvom han havde planlagt det hele blev der ikke tid til at rulle en tur, men til gengæld fik benene en gang kyndig massage.
Lørdag morgen – racestart
To timer før startskuddet befandt vi os på landevejen lige uden for Skørping. Resten af teamet var ankommet og i gang med at slå lejr, og da vi indfandt os var der tid til at studere cyklerne før det skulle gå løs. Giant24race er et lille lokalt 24timers arrangement med stemning og hygge i højsædet, og en af de største årsager til at vi kom til DK var for Morten at cykle med bror Casper og de gamle venner Mikkel og Anders. Hurtige folk, der til dagligt cykler for T-bikes og Holbæk Cykelcenter. Til løbet var Cykelcenteret også sponsor af holdet og Anders havde medbragt kæresten Katrine til sammen med Christina og Anja at være vores hotte soigneurs.
Starten går
Anders tog første tur rundt i skoven sammen med 48 af vores direkte konkurrenter og et mindre antal soloryttere og 8-mands hold. Omgangene var 13 km snørklede singletrails med masser af rødder, huller og generelt ujævnt føre. Heldigvis var skovbunden tør, så ruten var relativ hurtig. Anders kom ind efter 38 minutter som nummer 5, en placering han måtte affinde sig med efter at være kørt forkert og smidt kæden af. Ikke den bedste start, og da han stakåndet fortalte at det var den mest udfordrende rute han havde prøvet længe skævede jeg mistroisk ned på mit 2X9 kranksæt.
Casper tog næste omgang og så var vi pludseligt i front. Det holdt også Mikkels omgang ud og da jeg satte mig i sadlen knap to timer inde i løbet var vi tre minutter foran nummer to.
Min omgang gik fornuftigt. Jeg havde lært af sidste år og rationerede mine kræfter og hold pulsen under 175. Tiden blev 41 minutter lige ud, uden at jeg på noget tidspunkt kørte igennem. Vi havde tabt 90 sekunder til holdet på andenpladsen men jeg var tilfreds med ikke at blive overhalet. Jeg havde oven i købet tid til også at smide kæden af en enkelt gang.
Smurt i olie
Holdet kørte optimalt gennem de mange timer. Vores skift gik fint, vi fik slappet af mellem omgangen og pigerne hyggede om os. Det andet hold fra Holbæk Cykelcenter måtte lide den tort kun at være 3 mand, men de kæmpede flot og var hyggelige at dele lejr med. Da aftenen faldt på havde vi udbygget vores forspring til 15 minutter og det var tid til at finde lygterne frem.
Jeg tog første omgang med lys kvart over ti. Benene var stadig rimeligt friske, men skoven var mørk og omgangstiden rundede skuffende 44 minutter. Anders tog over og vi skiftede til dobbelt-runder, der skulle vise sig at være meget anstrengende for ryg, nakke og hænder. Mine nyindkøbte lys fungerede upåklageligt da jeg tog mine to runder i tidsrummet 02.15-03.50.
Alt i alt var vores omgange uden den store dramatik. Vi udbyggede støt og roligt forspringet og da temperaturen kun var 6 grader C rykkede vi indenfor i et af Skørping skoles klasselokaler.
Sidste tur
Efter 23 gode timer sang løbet på sit sidste vers. Vi havde kørt 35 omgange og jeg afløste Mikkel 11.10 så jeg skulle bare ind indenfor 50 minutter for at sikre os et forspring til nummer to på 2 fulde omgange. Jeg tog sidste tur for holdet på 45:24, i rigeligt god tid til at give Anja et knus i mål-området og trykke holdkammeraterne i hånden. Selvom løbet blegner i sammenligning med andre danske 24timers løb var det for mig et af sæsonens højdepunkter og jeg var glad for at kunne være en del af holdet. Omgangstiderne var fornuftige, og jeg svingede under 4 minutter fra første omgang lørdag til sidste omgang søndag. Jeg var ikke hurtig, men godt tilfreds med at være stabil og undgå uheld.
Podiet
Som belønning for indsatsen vandt vi et sæt ubruelige Vredestein dæk, men selv det kunne ikke ødelægge oplevelsen af et godt, hårdt og hyggeligt løb. Tusind tak til Anja, resten af holdet og lejren, Holbæk Cykelcenter, Giant og sidst men ikke mindst familie og kolleger, der har bakket op under forberedelserne og selve løbet. Tak til Lars Rasmussen for billeder, der skulle komme et lille videoklip på bloggen i nær fremtid.
Turen i Bimmeren hjem til Basel var hård og mandagen på jobbet endnu værre, men vi er hjemme nu og en stor oplevelse rigere.
