6 ugers status!
I den forgangne uge har der ikke været så meget at skrive "hjem" om. Træningen er så småt ved at være blevet rutine, selvom især svømningen stadig bringer store udfordringer. Ser vi tilbage på den sidste uges begivenheder har vi dog alligevel passeret et par milepæle der viser rimelig fremgang:
Mandag tog vi toget til Liestal og svømmede med vores instruktør Sibylle. Anja får helt personlig coaching mens jeg slås med lidt betændelse i skulderen efter et styrt på snowboard og den til tider hårde svømmetræning.
All abord toget til Liestal mandag aften.
Tirsdag fik vi begge løbet et par gode ture. At løbe 15-16 km er ikke noget nyt for Anja, men jeg fik for første gang i mange, mange år sneget mig op over 15.000 meters-grænsen. Det regnede og var koldt tirsdag aften, men jeg kom ind i en god rytme og kunne med en god omvej hjem fra arbejde nå op på noget der ligner en god distance uden de store smerter i de ellers uvante led.
Onsdag var vi i fitness og torsdag til svømning. Her fik Anja sin debut blandt triathlon-klubbens medlemmer på de indhegnede baner. Anja var i stand til at deltage i størstedelen af øvelserne, der i løbet af en time bragte den samlede distance op over 2 km. På 6 uger er Anja svømmet fra klassisk turiststil til effektiv crawl! Nu skal stilen blot forfines og gøres endnu mere effektiv.
Wetsuits
Til vores event i Spanien skal vi svømme i middelhavet, der til den tid er omkring 15 grader varmt/koldt. Det kræver en våddragt, som vi er ved at internet-shoppe efter. Vi har næsten bestemt os, så i nærmeste fremtid skulle vi gerne kunne trække i en stram omgang kunststof. Spørgsmålet er så bare hvor vi får testet dragterne, for Rhinen er 3 grader varm og svømmehallens klorholdige vand er off limit.
Cyklerne
Sidste uge påbegyndte vi byggeriet af Anjas enkeltstartscykel, og i går fik vi monteret gear, bremser og greb til at kontrollere det hele. Forskifter, kæde og styrbånd mangler, men det ser godt ud med hensyn til at få 2 måneders træning på cyklen før eventen.
Min egen cykel er ikke nær så langt. Jeg har to stel på vej og nogle dele i en kasse, men der går mindst 2 uger før der står noget klar. Det burde være tids nok, men det bliver udfordrende at finde en god position på cyklen på så kort tid. Langt fra optimalt, men vi må se om det ikke kan lade sig gøre.
22 februar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar