Milka-køer, sneklædte bjergtoppe, hullet ost og god chokolade det er nok hvad de fleste forbinder med Schweiz. Vi kan egentligt ikke huske så meget om vores forhånds-indtryk inden vi flyttede for godt et år siden, men schweiz er en forunderlig lille størrelse.
Her bor ikke flere mennesker end i Danmark, landet er cirka samme størrelse, men kontrasten er rammende på så mange andre områder. Man skal nok opleve det for helt at forstå de små ting i hverdagen hvor kulturene trods alt ikke ligner hinanden.
Her i weekenden har vi været klassisk Schweiziske, dvs vi har dyrket både Milka-køer, chokolade og en enkelt hvid bjergtop. Efter 60 minutters BodyPump lørdag morgen gik vi en tur i byen. Anja har flere gange trykket snuden flad mod chokolade-butikkens ruder, så nu skulle der gøres noget ved det.
Når kalorierne ryger ind skal der som bekendt arbejdes for at forbrænde dem igen, så vi tog hvert til sit søndag morgen. Jeg tog ud på racercyklen mens Anja kridtede løbeskoene som forberedelse til den halv-marathon hun skal løbe 25. oktober.
De tyske landeveje er dejligt fredelige sådan en søndag formiddag. På toppen af dagens bakke var der tid til at hilse på køerne, der dog stadig var i klassisk brune antræk... Gad vide hvornår på året de skifter til lilla...
I 800 meters højde kan man se alperne i horisonten der rager tydeligt op over de nærliggende bakker. Som vi har beskrevet tidligere er der bakker af 800-1200 meters højde omkring Basel, men vil man over 1500 meter skal man et par timer sydpå. Billedet herunder viser årets første spor af sne på "bjerget" Belchen i Tyskland, der rager 1440 meter op over havets overflade.
Jeg tror turen igår var årets sidste lange tur. De næste to weekender er jeg i USA og derefter skriver vi næsten november. Så er det desværre nok slut med tynde bluser og knickers. Så kan vi til gengæld glæde os til vi snart skal ned i kælderen og finde snowboards'ne frem.
06 oktober 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar