Welcome Ohio

Nu har vi vaeret to, tre, fire, nej FEM uger i Dayton, Ohio og saa maa det vaere tid til at beskrive hvordan den foerste tid er gaaet.
Det hele startede med vi forlod Belgien og vores adoptivhus. Det var med et haab om at det vil blive holdt ved lige af dets egentlige ejere, men det er tvivlsomt.

Flyturen gik faktisk over Koebenhavn, og vi rejste soendag d. 21 om aftenen fra Eindhoven.
Naeste dag saette vi os ind i en SAS maskine mod USA som Benjamin fint skrev i sin haand med sin nye "usynlige" pen:

Turen fra CPH til DAY gik OK, selvom det ekstra stop i Washington goer turen lidt laengere, end vi har vaeret vant til. Den gode nyhed er at naa man lander i Dayton saa er turen "hjem" kort og der er ingen koe eller ventetid.
Da vi ikke havde noget hjem skulle vi bo paa hotel de foerste par dage fra mandag aften, indtil vi skrev under paa koeb af vores nye (og foerste) hus. Det er ikke det letteste at bo paa hotel midt om vinteren uden legetoej eller andet end hvad der kan vaere i en kuffert, men med hjaelp fra en swimming pool gik det nogenlunde:

Tirsdag brugte vi paa at besoege Helenas nye skole, se vores nye hus udefra og om eftermiddagen skrev vi under paa koebsaftalen saa Tirsdag d. 23 januar lidt over 5:00 PM vi var husejere mindre end 24 timer efter vi var landet.

Vejret da vi ankom var generelt vinterligt med temperaturer lige over frysepunktet og enkelte dage med nedboer i form af sne og regn. Billedet her er taget foran Benjamins skole. Vi bor mindre end 1000 meter fra skolen, saa Benjamin gaar til skole med sin mor. Da Helena moeder senere end Benjamin faar hun fornoejelsen af at gaa frem og tilbage for saa at gaa op ad en stejl bakke til sin skole.

Naar man ikke er i skole kan man hjælpe derhjemme med at goere huset rent. Der var meget, der skulle goeres inden vores moebler ankom d. 8. Februar.














Indtil vores container kom havde vi to uger i et tomt hus. Vi sov paa et par enkelte madrasser og spiste af plastikbestik og paptallerkner. Det er en form for indendoers-camping vi efterhaanden har proevet et par gange, men det er foerste gang boernene er med helt fra start. Da vi kom til Connecticut var det blot Anja og jeg, og da vi flyttede til Belgien var det sommerferie og boernene tilbragte et par dage og uger i Danmark mens de voksne flyttede ind.














Naar der ikke er moebler maa man sidde i koekkenet og spise aftensmad. Vi havde heller ingen vaskemaskine, stoevsuger eller andre hjaelpemidler til at goere dagligdagen "normal".
Den stoerste udfordring var at faa malet i huset. Alle vaegge var en nuance af brun eller creme, og som lyselskende skandinaver ville vi have malet hvidt i alle rum. Da huset er paa 300 kvm er der mange vaegge og endnu flere paneler og doere.

Mens Anja organiserede maling med et par mere eller meget mindre stabile arbejdshaender fra Cincinatti tog boerne og jeg ud og ledte efter indendoersaktiviteter.

Vi moedte hurtigt vores nye naboer. Allerede den foerste weekend var mange af dem flinke at komme over og hilse paa. Vi blev inviteret til SuperBowl party og dinner ude i byen og vi fik indenfor faa dage opbygget et godt naboskab.














Vi bor lige ved Dayton University, saa der er mange smaa cafeer og restauranter indenfor 2-3 kilometer. Eet af stederne er et pizzaria, der allerede er blevet en favorit isaer blandt boernene. De unge ansatte i koekkenet underholder, saa det er blevet en hel attraktion blandt boernefamiier.

Vores naboer har ogsaa boern, der er lidt ældre end Benjamin og Helena, og de har spændende legetoej og husdyr man gerne maa lege med:

I det hele taget gik de foerste par uger godt her i Ohio til trods for den midlertidighed man til stadighed bor og navigerer i. Det er stressende og til tider frustrerende men det er gaaet saa godt som det kunne alt taget i betragtning.

Valentines Reflections

There was a Valentines Day lovo story outreach at the office yesterday and everyone could submit stories to win a romantic dinner. Since I'm new to the company I thought I'd submit even though it does expose you (and your wife) in a brand new place.

My wife and I did not really meet in a very romantic way. But I thought I’d submit since the story involves bikes:

Actually, my wife and I were never supposed to meet. She was already halfway engaged and I was living with another girlfriend at the time. We were both at that stage in life where stability starts being a priority.

When we first met in the gym on a Monday night I was teaching the class she started frequenting. Picking up a participant from your BodyPump class is not exactly on page one of the employee handbook. Or in Romance 101.

Nevertheless, after class we started talking and a few weeks later we met randomly at a night club. I thought she was very beautiful and way out of my league. And I must admit (and she knows) her working in fashion retail was not something I could really relate to. I thought we’d have absolutely nothing in common.

On top of that she wore a lot of makeup, very stylish clothing and appeared to be the archetypal high maintenance gal. I’d always been around sailors, skiers and mountain bikers where powder is something you take a chair lift to find and tight suits are for keeping warm during winter.

To deter us both from getting into trouble I told her I was planning on moving to Australia and look for job as soon as I was done with school five months later. I thought that would scare off a small-town girl who had never ventured outside the zip code other than for vacation. And they have some pretty serious bugs Down Under.

It didn’t really work – a month passed and we both decided to end our respective relationships. We were not sure if we were destined to be together but there was enough spark to realize that we had to break up and leave the safe, comfortable situations behind.

The moment I knew I’d eventually marry her came only a few days later. On a cold, wet winter Sunday afternoon when I got home from an afternoon riding my mountain bike in the woods. 

I had dirt and mud all over and dragged my slobby Cannondale hardtail up the stairs into her apartment since I had no place to wash it asking if I could hose it down in her shower…

There was an awful long moment of silence and some highly raised eyebrows but then she turned to me and looked at my muddy face and asked if she could come with me next time and try riding in the woods.

Three months later we moved to Switzerland to work for Cannondale. We only made it a quarter of the way to Australia but we started living together in a new, exciting country and 11 years and two kids later we don’t get to ride MTB very often anymore, but we have been blessed that the bikes have taken us on adventure round the world.

We have since that day done half marathons, half Ironmans and a 24-hour MTB race together and although we’ve never been on top of the results list you might say we’ve won something somehow. That’s at least how it feels.

Happy Valentines Day!

Bye Bye Belgium

Lige pludselig gik det hele rigtigt hurtigt. Vi kom hjem fra ferie til et hus, der skulle pakkes i container og en skole, der skulle siges farvel til.
Foerst skulle vi lige en tur til Brussels og klare nogle papirer, saa vi kunne koebe hus i vores nye postnummer 45409 Oakwood.

Mens Morten rejste til Kina for firmaet mens Anja og boernene pakkede, smed ud og foerte tilsyn med pakning af container og tilbragte de sidste to uger i skolen.

Nu har vi proevet at skulle sige farvel til venner og bekendte et par gange foer, men det bliver ikke lettere af den grund. Isaer ikke naar boernene bliver stoerre og stoerre. Begge var dog ved godt mod og i den alder de har foelger de bare med virker det som.

Det er ikke let at vaere aktivt barn i et tomt hus naar alt man har er nogle farver, lidt printerpapir og en madras paa gulvet. Det var en klog beslutning at rejse saa hurtigt som muligt frem for at tilbringe laengere tid i huset efter moebler og inventar var rejst i forvejen.

Tilbage i huset var kun de moebler, der allerede fandtes da vi flyttede ind, saa helt tomt var der ikke.
Der er laenge siden huset har vaeret saa rydeligt som Anja praesterede. Vi haaber der bliver taget godt af ejendommen efter vi er vaek. (Men vi tvivler paa det desvaerre).

Efter Morten kom hjem d. 15 januar havde vi fem dage sammen i et tomt hus foer vi satte kursen mod Eindhoven lufthavn og et endegyldigt paa gensyn til Belgien.

Sidste dag i skole var fredag d. 20 og det var tydeligt at maerke paa boernene at det ikke var en helt nem dag at overskue eller rumme. Det gik selvfoelgeligt over al forventning og de klarede det uden nogen som helst form for drama eller uro.

Vi fik sagt farvel og paa gensyn og skolen er helt sikkert det vi kommer til at savne mest ved Mol. Baade personalet, selve uddannelsen og hele atmosfaeren er noget vi vaerdsatte meget hoejt.

Boernene havde faaet gaver af deres klasser og kammerater, og der var en lidt bedroevet stemning i bilen hjem.

December 17

Som januar 2018 skrider frem er det sidste udkald for at faa fortalt det sidste fra 2017. Der er fuld fart paa forandringerne i vores tilværelse, saa det er allerede med en vis vemodighed de næste par indlæg bliver skrevet.

Afrejse fra Eindhoven Airport

December var præget af vores planlagte udflytning til Ohio, noget vi nok skal faa beskrevet nærmere. Idag er det d. 21. Januar, præcis 31 dage siden vi floej mod Danmark og den traditionelle juleferie.

Afrejsen mod Danmark plejer at markere et velfortjent pusterum, en kulmination efter en travl og intens periode. I aar var det anderledes, der var mange ubesvarede spoergsmaal og forandringer paa vej, saa der var ikke den samme ro, der plejer at være.
Heldigvis er tiden med familien en rar maade at slappe lidt af paa og faa perspektiv paa tingene, og saa er det bare eet skridt frem ad gangen. Og boernene er jo taknemmelige, især omkring juletid:

Een af de ting, der skulle overstaaes inden jul var at investere i et ny automobil. Vores firmabil skulle afleveres, og vi var heldige at finde en god afloeser i samme familie.

Det naeste og mere betydelige var arbejds-situationen, og den fik vi afklaret midt i December, da Morten var i Ohio og startede paa det nye arbejde d. 13. December.

Julen fylder ikke saa meget i Belgien som den goer i Danmark eller USA for den sags skyld, men heldigvis havde Joergen fra længere nede ad vejen inviteret til Dansk julefrokost med alt, hvad der traditionelt hoerer til.

Det var en hyggelig eftermiddag foer Morten skulle til lufthavnen den efterfoelgende morgen.















Skolen sluttede Fredag d. 21. December, men da vi skulle flyve til Danmark var boernenes sidste dag d. 20. Selve juleafslutningen for Helena var om onsdagen, saa vi fik set hende baade synge og danse med de andre boern i blaa gruppe.
Hun er lidt mut paa billedet fordi hun ikke maatte gaa med forældrene tilbage til klassen, alle boernene skulle gaa med laereren en anden vej gennem bygningen.

Imens kunne forældrene kigge nærmere paa de plancher og billeder boernene havde lavet i efteraaret, hvor temaet var familie og oplevelser:

Tilbage i Danmark i slutningen af maaneden, hvor vi havde god tid til at slappe af og vaere sammen med familien.

Vi skulle egentligt rejse igen d. 28 for at holde nytaar i Belgien, men grundet vores snarlige afrejse mod USA flyttede vi billetterne til 1. januar.

Vi havde ogsaa en tanke sidste aar om at det snart ville være vores tur til at inviterer familien til jul hos os, men det varer nok lidt foer det sker i Ohio. Der er trods alt lidt længere end til Mol.

Det er slevfoelgelig en let tur for os at være i Danmark, vi har luksus-forhold med overnatninger, forplejning og vi bliver hentet og bragt.

Foerste dag i 2018 betoed returfly til Belgien og tilbage til forandringer. Huset skulle pakkes, boernene meldes ud af skolen, alle faste udgifter afvikles og farvel siges til venner og bekendte. Saa det er forstaaeligt Helena ser en smule traet ud om morgenen d. 1. Januar som vi sad i lufthanven og gjorde klar til afgang, bogstavelig talt.

Happy New Year!

Godt Nytaar til alle venner, bekendte og familiemedlemmer, der glaeder os ved at besoege bloggen.
Det har engnu en gang ikke vaeret helt saa hyppige pdateringer, som vi havde haabet, men vi maa starte 2018 ud med et godt eksempel og tage stafetten videre herfra.















Vi ville gerne tage et godt familie-foto nytaarsaften, og det kraever som du kan se et par forsoeg foer den sidder i skabet.















Vi har hygget os meget mens vi har vaeret i Danmark hos familien og glaeder os til at komme tilbage. Det bliver nok foerst til juli, og vi har meget vi skal naa inden.

Vi er alle ved godt mod og tager een ting ad gangen i vores nye udfordring med at flytte til Ohio. Er der noget vi har laert i aar er det at en elefant kan spises; een bid ad gangen, lidt efter lidt.

Der ligger mange oplevelser forude og helt sikkert ogsaa en vemodigt farvel til Belgien og Europa, og vi haaber og tror vi falder hurtigt til i vores nye hjem. Hvis alt gaar den rigtige vej de naeste to uger har vi addresse i Oakwood - et omraade af Dayton, Ohio.

Boernene havde en super ferie og en festlig aften igaar, og vi ligger billeder paa fra juledagene saa snart vi kan. Vi er allerede i Belgien igen, hvem skulle have troet flyselskaberne er flittige paa aarets foerste dag, og saa allerede fra morgenstunden?!

Tak for et spaendende og laererigt 2017, vi ser frem til et lige saa oplevelsesrigt men mindre dramatisk 2018.

Godt Nytaar!

O.hio

Der er sket rigtigt meget de sidste tre maaneder. Saa meget at det er svaert at faa alting med i et enkelt afsnit af en weblog, og det er ogsaa derfor det har taget saa lang tid at komme til det punkt, hvor det rent faktisk kan nedfaeldes.

Det tager cirka tre maaneder at komme frem til resultater paa tre maaneder. Det lyder som en stavefejl, men sagt paa en anden maade er der sket mere end vi havde regnet med, saa det er foerst nu det er muligt at faa det hele med. Naar man staar ved lyset for enden af tunellen er det lettere at skrive om, end da man var halvvejs gennem moerket.

I korte traek mistede Morten sit arbejde 19. September. Det er lang historie hvordan og hvorfor, men lad os blive ved de korte kendsgerninger og tage den laengere beretning ved en anden lejlighed.
Det var ikke planlagt og derfor ogsaa et shock for vores lille familie. Primaert fordi vores eksistensgrundlag og stabilitet i store traek kommer fra Mortens arbejde.
Det var paa een gang en utryg og uvant situation at vaere i, og der gik tre-fire dage foer det begyndte at foeles som om vi kunne arbejde os ud af det sorte hul det foeltes at vaere faldet i.

Det lyder maaske en anelse for dramatisk, men det man skal huske paa er at vi ikke har et sikkerhedsnet som "almindelige" mennesker. For det foerste har vi kun een indkomst. For det andet er det sociale system i Belgien ikke som i Danmark.
Det tredje aspekt er at vi er flyttet fra stabile vilkaar og hverdag til en situation we havde regnet med skulle vare i flere aar. Vi har kun vaeret i Belgien i lidt over et aar, boernene er glade i skolen og denne aendring vil naesten garanteret medfoere aendring i den hverdag, vi lige er kommet til at holde af og trives i.

Det sidstnaevne var klart den foelelse Morten sad tilbage med. At have "svigtet" projektet og familien ved at bringe os alle i denne nye og usikre situation hvor aendring var naesten uundgaaelig.
Der var derfor en del tidspunkter i de efterfoelgende dage hvor han sad og taenkte lidt over tingene udenfor i en kombination af granatshock og bekymring.















I en tid hvor mange par slaas med trivialiteter i hverdagen og manglende spaending i parforholdet saa kan man da sige vi faar noget for pengene paa vores eventyr ud i verden. En situaiton som dette giver et godt faellesskab og sammenhold i familien men ogsaa en masse bekymring og ubehag.

Morten gjorde sig hurtigt klart at der skulle handles med det samme og indenfor den foerste dag havde han listet 10-15 virksomheder eller projekter, han ville undersoege eller skabe kontakt til.
Held i uheld var at han allerede var blevet kontaktet af to virksomheer i august, der gerne ville tale med ham om en mulig ansaettelse. Paa davaerende tidspunkt var han ikke interesseret, men nu var situationen pludselig en anden.
Foerste samtale med en ny virksomhed kom indenfor en uge, og gennem hele perioden frem til starten af november naaede han at tale med virksomheder i baade Danmark, Canada, Italien, Tyskland og ikke mindst USA.

Medens det hele stod paa proevede vi saa vidt muligt at soerge for boernene ikke maerkede en forskel lige med det samme. Morten fortsatte med at tage afsted om morgenen paa cykel eller loebesko, koerte en halv time og kom derefter hjem igen. Derefter soegte han job hjemmefra dagen igennem o tog saa afsted igen om eftermiddagen, saa han kunne komme hjem fra "arbejde" efter boernene var kommet fra skole.
Det lyder maaske som en lidt maerkelig taktik, men det var vist baade godt for boern og voksne at holde rytmen i et par uger foer Morten beyndte at "arbejde" hjemmefra.















I weekenden fortsatte vi med vores saedvanlige aktiviteter i sportshallen, svoemmehallen, boernefoedselsdage og afslapning i hjemmet.















Som tiden gik blev det lettere og lettere for Morten at nyde tiden sammen med boernene og den ekstre fritid, man pludselig har som arbejdsloes. Maalet var at der hver dag skulle ske mindst eet afgoerende skridt i den rigtige retning saasom en jobansoegning eller en samtale med en virksomhed.

I midten af november maaned rejste Morten til Ohio i USA for at tale med en virksomhed, der havde henvendt sig allerede i august. Vi kommer til at tale mere om det forloeb og detaljerne senere, for det viste sig at vaere en rigtig spaendende mulighed hvorfor kontrakten blev underskrevet i starten af december og Mortens foerste arbejdsdag var d. 13 i denne maaned.















Med andre ord er det hele gaaet rigtigt hurtigt og paa trods af den store usikkerhed og bekymringerne kom vi hurtigt videre med at skabe en ny situation for vores familie. Der er stadig megen usikkerhed og arbejde tilbage i forhold til endnu en flytning - denne gang tilbage over atlanten til et sted ingen af os har vaeret foer.

Paa Mortens tur i November besoegte han ogsaa Connecticut og fik sagt hej til en masse af vores gamle venner og bekendte.















Huset paa Sycamore ligger der endnu og ligner sig selv. Det goer volvo-Peter iovrigt ogsaa:

Norwalk er et sted vi altid kommer til at have et godt forhold til, og med vores nye lokation i Ohio vil vi vaere i stand til at koere dertil fra tid til anden og komme paa besoeg.















Der var masser af trips down memory lane for Morten, der brugte en hel dag paa at koere rundt i byen og hilse paa.















I Ohio er forholdene noget lidt andet, men det kommer vi tilbage til. Det er rart endeligt at have faaet skrevet om den sidste del af 2017 inden aaret rent faktisk er forbi, og der er meget vi stadig skal have samlet op paa. Vi er en del af vejen nu men der er meget foran os og meget, der er sket i december med hensyn til Ohio, som vi skal goere os umage for at faa beskrevet her.