Ironman Copenhagen for tredje gang. I gamle dage var loebet under Challenge branded og en glad amatoerfest, nu hvor det er blevet en "rigtig" Ironman med M-dot logo og Kona slots er det blevet anderledes hypet og populaert at vaere med. Samtidigt maa sporten siges at vaere i kraftig fremdrift i Danmark og det er sjovt at se til fra sidelinien hvordan triathlon er blevet mere og mere populaert i ens hjemland.
For mit vedkommende var staevnet en traeningsmotivator, et maal at se frem til, De foerste to gange jeg deltog var jeg "sulten" og meget motiveret, denne gang har det knebet lidt med at komme helt i gear til udfordringen, men samtidigt ogsaa mere afslappende at man ikke stresser over forberedelse. Jeg 'faker' mig vej igennem som jeg plejer at sige til mine kolleger. 7-8 timers traening om ugen er langt fra nok for de fleste IM-aspiranter, men jeg klarer mig via en god grundform og et mere intensivt traeningsprogram i de sidste to maaneder frem mod starten.
Fake er der dog ikke spor over, naar det drejer sig om udstyr. Godt nok havde jeg denne gang glemt baade nummerbaelte og ekstra slanger, men jeg klarede mig med en god gammel elastik om livet fra Holbaek baadcenter og laante mig frem til resten. Cyklen, sko og nye groenne kompressions-sokker var langt fra tilfaeldige og gear'et er naturligt ogsaa en stor del af min deltagelser i denne slags events.
Een ting var jeg dog opsat paa - nemlig at forbedre min marathon-tid. Med en del maalrettet loebetraening i det seneste 12 maaneder og ugentlige intervaller gennem foraaret regnede jeg med at kunne komme i maal i 10:20 cirka med en svoemmetid omkring 60 minutter, cykling omkring 5:20 og en marathon paa 3:45.
Det gik desvaerre slet ikke som ventet, svoemningen var helt efter planen i 62 minutter, cyklingen i en hel del vind og byger paa 5:18 men saa en alt for lang loebetur praeget af kramper i mine laegmuskler. Det plejer foerst at komme paa de sidste kilometer, men denne gang allerede efter den foerste af fire runder. Det var for at vaere helt aerlig meget frustrerende, isaer fordi jeg ellers havde det meget bedre i resten af kroppen sammenlignet med foregaaende erfaringer. Min watt-maaler hold mig praecis hvor jeg oenskede at vaere paa cyklen selv i den til tider kraftige vind og jeg foelte jeg havde energi tilbage til et godt loeb.
Set i bakspejlet taenker jeg at jeg kunne have presset mig selv haardere og jeg tvivler notorisk paa mit salt-indtag, men der er altsaa et eller andet galt med de laegmuskler, der bare saetter ud uden varsel eller tydelig grund. Maaske kunne jeg have loebet igennem det, det taenker man vel altid. Paa sidste runde med et par kilometer igen gav jeg los og det krampede da ogsaa gevaldigt, men jeg var istand til at holde det paa afstand ved at krumme taerene sammen. Om jeg kunne have gjort det i laengere tid eller om krampen maaske ville forsvinde igen kan jeg kun gisne om.
Summa summarum, ikke den oplevelse jeg havde haabet bortset fra min soede familie var ved maalstregen og jeg trods alt fik forbedret min tid en smule. Nu tager jeg nogle maratons 'stand-alone' og proever mig selv af med intens loebetraening foer jeg kaster mig ud i endnu en CPH Ironman.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar