30 december 2008

Flere billeder fra kemikalie-øen

Vi fik ikke taget mange billeder i vores juleferie, men de vi fik taget bærer præg af det fremragende vejr d. 22 december. Vi travede rundt på Amager og så de interessante bygninger, der er skudt op de seneste par år.













Efterfølgende gik vi op langs Islands Brygge og til Christianshavn før vi krydsede Langebro før vi endte i Magasin.













Vi så også en spændende tohjulet skabning på Amager, nemlig denne metalgrønne Schwinn Stingray Cruiser. En virkelig cool retro-cykel med dæmpning for og bag, rullebremser og racing babana-seat.













Den fortjente næsten en tur på museum som den stod der i sin grønne lakering og alle detaljer iorden.

29 december 2008

Juleferie

Godt en uge er gået uden vi har givet lyd fra os på bloggen. Det er selvfølgelig under lavmålet, men vi undskylder os med julestress, rejse og isolation i sommerhus uden internetforbindelse. Vi er nu tilbage i Basel så her kommer en kort opsummering over den sidste uges aktiviteter:
Vi tog flyet til Danmark søndag d. 21. dec. og ankom sent om aftenen til København. Mortens bror Simon bor på Frederiksberg, og han overlod sin lejlighed til os i et par dage, mens han overnattede hos kæresten. Vi brugte tiden I København med strøgtur I julemyldret, sightseeing på Amager og vi fik købt de sidste julegaver.













DR Byen - Amagers perle i vintersol

Lillejuleaften fløj Anja videre til det nordjyske for at holde jul med familien. Morten holdte jul sammen med sin del af ophavet i sommerhuset på Tuse Næs. Der er blevet hygget, spist masser af traditionel julemad, mandlen fundet, og turen er gået lystigt rundt om juletræet, inden pakkerne med spænding er blevet pakket op. Jul på dansk med stort D.













Stemning fra Limfjorden

Den 26. fløj Anja retur til København for blandt andet at hilse på Mortens familie og være med til den årlige julefrokost. Vi har haft nogle virkelig skønne dage og har nydt at se familien, men hvor tiden dog flyver af sted I godt selskab. Et par ture på cyklerne og I løbeskoene er det også blevet til, så vi har ikke ligget hele julen på den lade side.













Bjørn, Morten, Casper & Christina på vej i skoven juledag.

Tilbage i Basel er Morten i dag startet på job igen mens jeg først skal starte på job igen den 22. januar.
Vi holder Nytår her i Basel med vore gode venner Henna og Juan, samt et par andre af Mortens kollegaer plus påhæng. Vi står for en del af maden, resten bliver bragt, fyrværkeriet står byen for, rødvinen og champagnen er i hus - så håber vi bare på mildt vejr og en fantastisk aften.

20 december 2008

Farvel & tak

DSS eller "spejderne" på P3 har sagt "mojn" for sidste gang. Til stor ærgelse for mange, os selv inklusiv var igår fredag sidste gang de to herrer åbnede op for en blanding af let tilgængelig humor og inspirerende musik. Det er spændende når et så simpelt medie skaber så stor opmærksomhed, men man kan måske se det som et resultat af at lade personagen deffinere programmets indhold frem for playlister, manus og planlagte punchlines.














Tak for tiden drenge. Især de søndag sene aftener når man sad i bussen på vej mpd Aalborg eller på studiet og trængte til lidt uhøjtidelig underholdning.

15 december 2008

Du ved det er koldt -

- Når der ingen fra cykelklubben møder op til træning en søndag klokken 10, eller når gaderne i små franske landsbyer er totalt øde, eller for den sags skyld når sukkervandet i flasken fryser til.













Sådanne dage er det ærgeligt at man har meldt sig til et testprogram og er tvunget til at skulle rulle minimum 2 timer for at putte nogle kilometer på testcycklens computer. Den eneste trøst er at den tohjulede gør sit til at bringe én hjem igen og farven lyser tilpas meget op til at udgøre en form for trafiksikkerhed. Som man kan se på billedet var tapetet hvidt på hvidt denne søndag formiddag.













Det har sneet de seneste par dage og med de temperaturer der er her for tiden ser det ud til det kunne blive en hvid jul i år. Heldigvis er vejene fri for sne så man kan stadig tage en tur på landevejen. Bare ærgeligt man er helt alene.

11 december 2008

Bag tonede ruder (morten)

En klassisk måde at kickstarte et designprojekt på, er at undersøge det marked produktet i sidste ende skal sælges på. Da det ser ud som om jeg skal være tilknyttet et specielt projekt de(t) kommende år har jeg været en tur i Hamborg for at overvære en brand discovery workshop.













Da jeg arbejde i Danmark var det en typisk opgave at arrangere den her form for workshops enten for medarbejde i en virksomhed eller udvalgte paneler af forbrugere. Det er en disciplin der dyrkes meget (læs: alt for meget) i Danske designvirksomheder, men ideen er såmænd også god nok. Spørgsmålet er blot hvad man gør ved resultaterne og kommer til et punkt hvor det gør en forskel i design-processen. Før det her bliver alt for kompliceret og design-nørdet må vi hellere vende tilbage til emnet – nemlig Hamburg.













Jeg steg ud af flyet og havde et par timer til jeg skulle være på sitet, så jeg besluttede at se byen ved hjælp af min iPhone. I stedet for taxa tog jeg metro og U-bahn og gik rundt i byen efter GPS-funktionens anvisninger. Hamburg er en virkelig cool by, stor nok til at være metropol og lille nok til at man kan finde masser af åndehuller og idylliske kroge. Gennemsnitlige leveniveau er et af de højeste i tyskland, men det skulle stadig være relativt billigt at leve og bo i byen.













Efter et par timers sightseeing tog jeg til hotellet og efterlod min bagage. Derefter tog jeg til workshoppen og overværede interviews af to forskellige grupper. Det er sjovt at sidde og observere, især når det er bag spejl-ruder. Gruppen ved man sidder der, men de ved ikke hvem jeg er og hvorfor jeg er der. Det er ren amerikansk politi-forhør når man ser de fysiske rammer, men stemningen er selvfølgelig helt en anden. Af hensyn til grupperne kan jeg ikke vise billeder af dem.













Efter en aften med interviews og en øl på det lokale bryghus var det tid til at sove og så ellers flyve retur til Basel næste morgen. En hurtig tur, men spændende at opleve design-research udført ”fra den anden side”.

08 december 2008

Danskhed

Selvom vi bor kun et stenkast ude i Europa er kulturen tilpas forskellig fra den danske til at man føler sig som udenlandsdansker. Der er destinationer der er langt mere eksotiske og spændende en Basel, men folket og sproget er udfordrende og naturen byder trods alt på oplevelser, man ikke finder på danske breddegrader. Det er nu egentligt ikke det indlægget handler om, men derimod danskhed i form af frikadeller.
Vi spiser rimeligt typisk tror vi selv, lidt kød, salat og pasta, ris eller grøntsager når vi selv står for aftensmaden. Fisk en gang eller to om ugen, sushi eller orientalsk når vi er ude, faktisk er det eneste vi ikke er tossede med det Schweisiske køkken.













Ind imellem får man dog trang til noget klassisk dansk mad. Det faldt os ind at lave frikadeller og flødekartofler i weekenden og selvom vi improviserer lidt med hvad der kommer i, så er det næsten som vores mødre lavede det. En anelse småborgerligt fristes man til at sige, ihvertfald er det knap så smart som den rå fisk og den franske vin vi går efter når vi er ude.
Frikadeller og kartoffelsalat går man ikke fejl af, slet ikke efter en lang cykeltur i december-kulden. Det sjoveste er at vores venner Henna og Juan er tossede med de danske specialiteter vi laver når de kommer forbi, så om ikke andet kan vi bruge deres selvskab som en undskyldning for at trække i forklædet og gå de danske nationalretter igennem.
Velbekomme!

07 december 2008

The Julekalender

Julekalender er en klassisk nordisk tradition, og på trods af utallige genudsendelser er De Nattergale tilsyneladende på skærmen igen i Danmark for tiden. Om de har en julekalender her i Schweiz er vi faktisk ikke klar over, men vi ved da at "The Julekalender" sendes i Finland til vores veninde Hennas store fornøjelse. "It's hard to be a tonttumies" eller noget i den retning...
Hvad vi ikke har fjernsynet har vi til gengæld i form af en adventskalender. Vores familie har været så flinke at sende os pakker til hver søndag i december.













Første søndag i advent var der danske blade og magasiner i kalenderen og imorges var der primært gaver af blød karakter. Der var dog en lille bonus til Anja i form af en ny cykel. Kleinen, der ellers har tjent godt de sidste par år er ved at være slidt ned til sokkeholderne, så mens vi prøver at genoplive den må Anja slå sine mtb-folder på en noget mere sort cykel.













Vi indviede cyklen med 4 timer i skoven, blandt andet omkring Château de Landskron; en gammel borg-ruin, der ligger på en klippetop i Alsace lige syd for Basel. Ruinen er oprindelig fra midten af 1200-tallet og er i øjeblikket ved at blive restaureret.













Billedet her lånt fra wikipedia.

Man kan klatre til toppen af tårnet og se ud over regionen og hele vejen til alperne på en god dag. Vi stillede cyklerne i "gården" og tog en velfortjent pause og trapperne op.













Turen idag blev lidt længere end forventet, men heldigvis var temperaturen ok og vejene rimeligt tørre. Der er en del mudder visse steder men også en del grusstier, så man kan køre nogle gode kilometer uden at blive mudret helt til. Vi nåede Landskron midt på turen med få mudder-stænk i ansigtet så vi kunne fint line up til det klassiske par-motiv.

03 december 2008

Årets gaveidé

Til cyklisten m/k der har alt kan det være svært at finde på den helt rigtige gave. Heldigvis kan man altid bruge et lækkert stykke beklædning, hvad enten det er til skoven, landevejen eller den urbane jungle. Der er flere mærker vi har god erfaring med: Assos, Gore, Cannondale, Fusion og Sugoi for at nævne nogle. De er dog alle inferiøre når det kommer til roleur-kvalitet og autencitet i forhold til det britiske Rapha.











Vil man glæde sin cyklende halvdel eller ven, så tag et smut forbi Raphas hjemmeside. Der er masser af beklædning til alle formål, lækkert tilbehør og ikke mindst nærmest kunstneriske fortællinger om episke cykelture for amatørene og de professionelles lidelser på landevejene rundt om i verden. Bøgerne er Jørgen Leth værdige i artistisk og fotografisk kvalitet.













Det eneste vi har lidt svært ved at se fornuften i er Raphas teamcykler, der virker som brandets kvalitetsmæssige lavpunkt. Vi ønsker os (ja ok, lad os være ærlige og sige: Morten ønsker sig) tre baselayer t-shirts i merino-uld, Rapha årsbøgerne og guiden til Pyrenæerne. Aternativt et gavekort :-)
Glædelig (h)jul!