Alt på ét bræt

Vi har kastet os ud i en ny sport. Efter flere års erfaring med ski, alpint såvel som telemark, er det blevet tid for os at udfordre os selv. Da vi kun har kendt hinanden i godt et år har vi aldrig tilbragt en skiferie sammen, men med udsigten til en uge i Østrig med Mortens familie tænkte vi at vi lige så godt kunne klistre skiene sammen og sætte alt på et bræt.
Idag søndag har vi været i Engelberg, hvor bjerget Titlis tilbyder skisport i op til 3238 meters højde.

















Inden vi kunne nå så langt, skulle vi lige fra Basel til Engelberg. En køretur på 1,5 time som foregik i Andreas' VW Pasat. Vi blev hentet klokken 07.00 imorges, hvor det stadig var mørkt i Basel. Vi stod klar i splintrende nyt skitøj, boots og boards, indkøbt til lejligheden. Som med så meget andet lever vi efter parolen: Man skal ikke gå ned på udstyret.

















Vi havde besluttet os for at starte med en dag på snowboard-skole for at komme godt igang. Vi skulle mødes med resten af holdet og instruktørerne 09.15 foran skiskolen. Vi fik et smil på læben da vi så vores "klassekammerater": Fire unger på 10, alle klædt i farverige dragter og styrthjelm. Der kom også to lidt ældre drenge, hvoraf den ene faktisk var dansk. Vejret var fint med blå himmel og minus 6-8 grader. En del blæst på toppen, men vi skulle kun op til første plateau, hvor undervisningen skulle foregå.

















Efter lidt indledende opvarmning, tag-fat og en kælketur på boards'ne var det tid til at komme igang. Fødderne blev spændt i bindingerne og så var det ellers bare at læne sig ind i svinget og forsøge at dreje boardet ind i den rette linie. Vi var stadig i skygge i 1400 meters højde da Anja tog sit første rigtige "run" i fin stil.

















To minutter senere brød solen frem bag bjergkammen, lige i tid til Mortens første nedfart i nogenlunde kontrol. Vi var så heldige at det fredag og lørdag havde sneet, så der lå 30 cm af fine hvide krystaller og tog imod vores fald, når boards'ne ikke lige ville som vi.


















Vi spiste frokost med klassen på en typisk piste-restauration før det klokken 13 igen var tid til undervisning. Vi var så småt blevet fortrolige med at være låst fast med begge fødder, men man mærker tydeligt at man bruger nogle muskler, man ikke er vant til.

















Efter seks super timer lukkede liftene, og vi vendte snuderne mod dalen. Vi var trætte og lidt mørbankede, men ingen uheld og masser af erfaring rigere. Vi havde ovenikøbet fået lidt sol på kinderne og med et smil fra det ene øre til det andet.